I anledning af, at nr. 2, 69. årg. af Studenterkredsens tidsskrift er udkommet og efterhånden burde være abonnenterne i hænde, udsender vi som sædvanlig en artikel fra tidsskriftet kvit og frit her på bloggen. Til Deres vederkvægelse bringer vi fra dette nummer forfatter og filosof Peter Tudvads replik til den anmeldelse af samme Tudvads Jan Hus – Kirke, korstog og kætteri, vi bragte i sidste nummer. Redaktionen ønsker Dem en varm og lys skærsommer– og god fornøjelse med læsningen!
Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.
Professor Anders Klostergaard Petersen har i det forrige nummer af Studenterkredsen begået en ram kritik af min seneste bog, Jan Hus – kirke, korstog og kætteri. Meget godt har han ikke at sige om bogen og slet ikke om forfatteren, da anmeldelsen i flæng diverterer med diskrediterende domme som “patosfuld”, “overdrevet”, “megalomant”, “overdramatiseret”, “patosfuld selviscenesættelse”, “nedladenhed”, “selvpositionering” og “patetisk” – for slet ikke at tale om beskyldningen om at være en litterær martyr i egen indbildning. Corpus delicti i Klostergaards sag mod mig er min forklaring i forordet på det forhold, at den tjekkiske reformator Jan Hus har fået så stedmoderlig en behandling i kirkehistorien, som tilfældet er:
Årsagen kan man kun gisne om, men oplagt er det, at man i Vesteuropa har svært ved at forestille sig, at historiens gang skulle være dikteret i Østeuropa. Bevares, vi forstår nok at mindes Attila og Kublai Khan, Lenin og Stalin som det slaviske Østeuropas barbariske trussel mod det oplyste Vesteuropa. Men at en tjekke som Jan Hus skulle have udfordret vores eget barbari, hører vi nødigt. Og deri ligger måske også en del af forklaringen på den uforsonlighed mellem Øst- og Vesteuropa, der i skrivende stund synes at sænke sig over kontinentet som et mentalt Jerntæppe.
To gange citerer Klostergaard fra den inkriminerede passage – og begge gange lemfældigt, da han skriver “hører vi unødigt” og “dikteret af Østeuropa” (mine kursiveringer). Som led i sin indvending mod passagen spørger han retorisk, hvem det “vi” er, som jeg taler om. Generaliseringer kan naturligvis være misvisende, men det samme kan anken over deres brug, hvis de kræves konkretiseret ad absurdum, altså hvis jeg in casu forventes at opliste navnene på dem, der har ytret noget lignende over for mig. Det forventer Klostergaard nok heller ikke, men nægter ganske enkelt, at min påstand har noget på sig, nemlig ved henvisning til at “[r]ussiske, tjekkiske og ungarske komponister spilles overalt i vesteuropæiske koncertsale og på operascener, ligesom østeuropæisk litteratur og kunst nyder samme anerkendelse i Vesteuropa som i Østeuropa.”
Jeg formoder, at den dannede professor gerne går i Musikhuset i Aarhus, så han på denne måde kan undtage sig selv fra det “vi”, jeg appellerer til – uden i øvrigt at ekskludere mig selv, da også jeg har en rem af huden. Det har man ifølge Klostergaard åbenbart ikke, hvis man hører Peter Tjajkovskij, ser Alfons Mucha eller læser Imre Kertész. Som om man ved at gøre dette havde immuniseret sig over for fordomme om russere, tjekker og ungarere eller demonstreret en fordomsfri vilje til at lytte til dem! Mange vesteuropæere hører, ser og læser rigtignok komponister, malere og forfattere som de nævnte, men ikke desto mindre er deres dagsorden i bred almindelighed, at østeuropæerne skal overtage vores værdier, som var disse per se universelle og altovertrumfende, mens deres egne er reaktionære og nationalistiske.
Mindre kunstigt bliver det ikke, når Klostergaard forsøger at undvige problemet ved at kategorisere Tjekkiet og Ungarn som central- og ikke østeuropæiske lande. En tjekke ville ganske vist også frabede sig, at hans land omtales som østeuropæisk (og i stedet insistere på det som centraleuropæisk), men netop fordi Østeuropa har så lav en status. Hverken Tjekkiet, Polen, Slovakiet eller Ungarn får dog højere status af at blive omtalt som centraleuropæiske, hvis vesteuropæere fremdeles ser på dem med lige dele ringeagt og ligegyldighed. Landene hørte før Jerntæppets fald i 1989 notorisk til Østeuropa, og det gør de for så vidt også i dag, fordi vi igen oplever en konflikt i Europa mellem Øst og Vest. Spørg bare i Bruxelles!
Det følgende punkt i Klostergaards anklageskrift sigter forunderligt nok til det, at jeg kalder teologien for den røde tråd ikke blot i min fortælling om den husittiske reformation og revolution, men også “i virkeligheden”. At den er det i kirkehistorien, burde vel ikke være nogen kontroversiel påstand, så meget desto mere som jeg naturligvis ikke påstår, at alt er sagt, når blot man har redegjort for teologien. Og netop derfor gør jeg rede for så mange andre relevante forhold i denne historie, hvad Klostergaard må bide sig i tungen over at medgive mig, da alle de forhold, han selv nævner, minsandten – som han skriver – “så udmærket fremgår af bogen.” Men hvad er så problemet? Et andet, må man forstå, når man læser, hvad han skriver i anledning af den skæbne, jeg forjætter Jan Hus – kirke, korstog og kætteri i forordet:
Mit håb er naturligvis, at jeg med denne bog kan vække danske læseres interesse for Jan Hus og for hele den historie, der er knyttet til hans navn. Umiddelbart vil de fleste måske være af den opfattelse, at kirkehistorie er kedelig, men i dette tilfælde er den det i hvert fald ikke. Tværtimod er der så mange dramatiske højdepunkter i den, at det kan være fristende at springe de teologiske mellemregninger over for blot at divertere med krudt og kugler, kætterdød og korstog. Den fristelse er jeg dog ikke faldet for, men har ladet teologien være den røde tråd i fortællingen – sådan som den også var det i virkeligheden. Skulle det på denne måde også lykkes mig at skabe forståelse for teologien som andet end en støvet universitetsdisciplin, da tør jeg ikke ønske mig mere.
Igen ved Klostergaard ikke, hvem “de fleste” er, men derimod uden slinger i valsen at kategorisere ovenstående som “nedladenhed og selvpositionering” såvel som “patosfuld selviscenesættelse”. At jeg med mit udtalte ønske om at vække interesse for den teologi, der vel også optager en professor i religionsvidenskab, afslører så slet en karakter, går over min forstand. Lige så lidt forstår jeg, at det skulle være nedladende at antage, at de fleste (som naturligvis hverken indbefatter professoren eller hans kolleger og studerende) umiddelbart finder kirkehistorie kedelig, når dette faktisk kunne være tilfældet – hvad jeg tror, det er.
Men dermed er det ikke gjort: At jeg vil vække menigmands interesse for teologien, er nemlig “for patetisk”, skriver Klostergaard. “Skal teologien ydmygt bøje sig i støvet og takke Tudvad for hans selvopofrende hjælp?” Alvorligt talt: Hvordan kan en professor med respekt for sig selv og sit fag stille så plat et spørgsmål? Har jeg da på nogen måde bedt om at blive hyldet med et højtideligt vivat eller et jævnt hurra? Nej, jeg udtrykker blot et håb om med bogen at kunne vække menigmands interesse for kirkehistorie i almindelighed og den husittiske i særdeleshed, naturligvis ikke blandt teologer eller religionshistorikere, der må formodes allerede at have den, men blandt andre, dem uden for elfenbenstårnet, uden for den lærde republik. Nu hævder Klostergaard med ét, at jeg som konsekvens af min ambition om at vække en sådan interesse åbenbart “ser forskning og formidling som en nødvendig modsætning.” Hvorledes skulle dette fremgå? Det forstår jeg ganske enkelt ikke; og at jeg ikke abonnerer på et så besynderligt enten-eller, burde Klostergaard vide, hvis han fulgte med i den ophedede diskussion, der i 2004 og 2005 rejste sig i medierne i kølvandet på min kritik af en populær Kierkegaard-biografi, som en forskningslektor havde skrevet uden skyldig hensyntagen til vedtagne forskningsprincipper. Min pointe var da netop, at forskning og formidling ikke stod i et disjunktivt forhold til hinanden. Nuvel, jeg tør ikke uden videre antage, at Klostergaard fulgte debatten, da jeg så risikerer igen at blive sigtet for “megalomani”, men tør på den anden side heller ikke antage, at han ikke gjorde det, da jeg så kan blive beskyldt for at være “nedladende”.
Mindre barok bliver Klostergaards anmeldelse ikke af, at han ganske symptomatisk for den nu gør et krav gældende som en anke mod bogen, hvorpå han erkender, at den lever op til det, men kun for straks efter at diske op med endnu en anke mod den:
I min optik er den gode forskning også den fornemme formidling og omvendt. Men selv hvis man ser en modstilling, skal bogen vel også stå sin prøve på historisk og teologisk kunnen? Det kan den bestemt; men der er også et problem, fordi den genremæssigt bevæger sig mellem historieskrivning og noget, der i dag i højere grad ligner den historiske roman.
Hvis man – som gængs er – forstår den historiske roman som en fiktiv fortælling, hvis handling foregår i historisk tid, mens den i skønlitterær form behandler historiske personer og forløb uden fordring på nogen videnskabelig sandhed, så er Klostergaards påstand uden fjerneste hold i virkeligheden, id est i Jan Hus – kirke, korstog og kætteri. Denne er ikke en roman, ej heller en historisk roman; men at man eventuelt kan læse den som en roman, gør mig bestemt intet, tværtimod. At man kan det, er ikke udtryk for, at jeg ikke har gjort mig min genre klar, men for, at jeg har bestræbt mig på at fortælle dramaet i en dramatisk form, hvilket dårligt kan betragtes som en litterær forbrydelse. Et så afgørende træk ved den historiske roman som replikken finder man naturligvis ikke i min bog. Symptomet på en historisk roman finder Klostergaard i stedet i “meget indlevende beskrivelser” eller sågar “psykologiseringer”. Mærkeligt nok skulle et indicium på denne tendens være, at jeg to gange på knap fire sider anvender det bibelske udtryk “snild som en slange og enfoldig som en due”. Denne gentagelse er der i øvrigt en pointe med, al den stund Jan Hus selv i sin afhandling om kirken bruger udtrykket, når han opfordrer den underordnede til ikke bare enfoldig som en due at underkaste sig sin overordnede, men snild som en slange at undersøge hans på- eller forbud for kun at lyde dette, hvis det er i overensstemmelse med den hellige skrift. Klostergaard giver dog også et andet og mere oplagt eksempel fra bogen på, hvorledes jeg angiveligt psykologiserer:
Midt i den ædruelige besindelse på det menneskelige kår kunne man også få færten af en næsten profetisk ekstase. Den fromme Hus var ikke blot parat til at dø for troen, men syntes at nære en pirrende lyst til martyriet.
At jeg argumenterer for, at Hus faktisk kunne have næret et ønske om at dø som martyr for sin tro, forbigår Klostergaard i tavshed. Nogen opmærksomhed skænker han heller ikke det forhold, at den sene middelalders radikale vækkelsesprædikanter – inspireret som de var af de populære hagiografier i Legenda aurea, som også Hus igen og igen refererer til – gerne sværmede for martyrdøden. Lige så lidt beskæftiger det Klostergaard, at endog Martin Luther så sent som i 1523 kunne græde over, at han ikke var fundet værdig af Gud til som den første blandt de evangeliske kristne at lide døden på kætterbålet – hvad to af hans ordensbrødre netop havde gjort i Bruxelles.
Mere overbevisende er Klostergaard ikke med sine øvrige eksempler på det, han opfatter som psykologiseringer: Jeg må ikke hævde, at det ikke var let for Jan Hus at sige farvel til Prag, da han drog i eksil i 1412, selvom han da havde boet i byen i et kvart århundrede, ej heller formode, at han som fange i Konstanz forud for sin død på kætterbålet blev martret af natlige flammesyn, selvom han selv fortæller om noget lignende i sine breve fra fængslet. Den slags virker nemlig på professoren “altmodisch og grænsende til kliché”, sådan som så meget andet også gør. Og derfor vækker det “mindelser om Hjalmar Homquists [!] og Jens Nørregaards gamle kirkehistorie.” Jeg tilstår, at jeg hverken har læst Holmquists eller Nørregaards kirkehistorier, men også at det undrer mig, at Klostergaard, der netop har tugtet mig for min generaliserende brug af “vi”, nu selv gør sig skyldig i den samme forbrydelse:
Der er faktisk en grund til, at vi har forladt den type historieskrivning, som man i dag alene finder i den historiske fiktionslitteratur.
Klostergaard vil altså forpligte mig på et paradigmeskifte, der er sket inden for formidlingen af kirkehistorien. Men dette kan jeg dårligt tage mig af, når jeg ikke skal retfærdiggøre mig over for en professor, men under dydig hensyntagen til forskningslitteraturen forsøge at formidle mit stof så fængende og vedkommende, at andre end han gider beskæftige sig med det. At dette faktisk lykkes, synes Klostergaard tilbøjelig til at indrømme. “Bogen er generelt velskrevet; men …” Én linjes ros følges prompte op af ni linjers ris, ris for at bruge udtryk som “fup og fidus” eller lignende, som af uransagelige grunde falder professoren for brystet. Proportionalitet kan man kigge i vejviseren efter.
Derudover skulle jeg anvende en farlig masse latinske udtryk uden at oversætte dem. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad Klostergaard sigter til, da jeg som altid har bestræbt mig på, når jeg anvender den slags, at forklare dem eller lade betydningen fremgå af sammenhængen. Bogen skulle også skæmmes af “fremmedord og bedagede danske udtryk”, selvom jeg konsekvent anvender Nudansk Ordbog som rettesnor for, hvad der i dag er gangbar mønt. Derimod medgiver jeg gerne, at jeg burde have suppleret bogen med et kort over Tjekkiet og de nærmeste lande, da ingen kan forventes at være fortrolig med områdets geografi (hvor meget de end holder af tjekkisk litteratur, musik og kunst). Et tungere argument imod bogen end dens sproglige formidling er Klostergaards påstand om, at den “ikke går i dybden med at fremstille årsagssammenhænge mellem kulturel, politisk, religiøs og social udvikling”. Det mener jeg nok, at den gør – og det gjorde Klostergaard forunderligt nok også selv to sider før, hvor han konstaterede, at teologi er “del af en langt mere omfattende kulturel og social verden, der også indbefatter almenreligion, magtpolitik, rivaliserende følelser, økonomiske kampe om forskellige goder, sådan som det så udmærket fremgår af bogen.” Tak!
Endelig efter syv spalter med ris og sjælden ros tilstår Klostergaard, at bogen på sin vis er “vellykket”, og at dens forfatter har “indlagt sig fortjeneste med værket” – men kun for i den sidste spalte og allersidste sætning at runde af med denne tirade:
Dens lejlighedsvise iscenesættelse af forfatteren som en enlig røst og, kanske, litterær martyr, der trodser verden og almenkultur, ville bogen have vundet ved at være foruden.
Grundlaget for dette lidet fordelagtige skudsmål er to passager i forordet, hvis pointer delvist gentages hen mod bogens slutning. Og det gives altså af professoren, som netop har tugtet forfatteren for at psykologisere – professoren, som bruger halvdelen af sin anmeldelse af bogens tre hundrede sider på den sammenlagt ene side, hvor forfatteren afslører sine motiver til at skrive den. Blandt disse er ikke et pirrende ønske om at lide et litterært martyrium (hvad dette end er), men nok foruden de angivne også et såre profant ønske om at kunne sælge tilstrækkeligt mange eksemplarer af bogen til at kunne ernære mig og således fortsætte mit forfatterskab.
Hvad professorens motiv er til at skrive så tendentiøs en anmeldelse, kan man kun gisne om; men med fare for at fremture ad psykologiseringernes alfarvej kan jeg dårligt se, at det skulle være interesse for bogen selv, når forfatteren optager ham så levende. Dette kan jeg selvfølgelig opfatte som en slags ære, ligesom ostrakismen jo i det gamle Athen også blev anset for en udmærkelse. Men når jeg nu skriver sådan, er professoren vel straks til tjeneste med en mistanke om, at jeg flirter med tanken om et martyrium i form af en sådan landsforvisning. Til alt held er det dog ikke muligt for professoren at forvise mig fra sine riger og lande, da jeg allerede har forladt dem og nu nyder mit »martyrium« i Meißen, hvor jeg mellem vandringer og vinsmagninger skriver på min næste bog, Elben – en flods fortælling. Den, Elben, flyder som bekendt over grænsen fra Tjekkiet til Tyskland, og således kan jeg også med denne bog – med lån af Klostergaards ord – gøre mig utilbørligt til af “rollen som forsoner mellem Øst og Vest”.