Kredsens stamværtshus er blevet solgt. Nekrolog over en hel Kreds-generations vigtigste værtshus.

Af Rasmus Vangshardt

“Yo, dude, you can go get them yourself,” småråbte Aura til mig. Hun kendte tydeligvis ikke mit navn. Det var nu også helt i orden, for hun havde kun stået bag baren på Her er ro-pub i et par måneder. Hun var begyndt at vikariere, når forpagteren Thomas Michael var i Thailand eller bare trængte til at slippe for at stå i det glade inferno af brok, Spice Girls-hits og røgen fra grønne Cecil.

Med ordene slap Aura mig løs i det allerhelligste: Her er ros baglokale. På trods af, at jeg og resten af Kredsen havde været stamgæster i al min tid i Kredsen, som trods alt strækker sig til 2010, var dét lukket land.

Kun såkaldte prinsesser fik lov til at komme med Michael ud at se den motorcykel, der angiveligt stod der. Begrebet ’prinsesser’ dækkede vist over kvinder, Michael ikke fandt irriterende. Det var ikke så mange. Min hukommelse sviger formentlig, men jeg mener kun at have observeret Astrid Damgaard og Kristine Ravn få adgang. De er heller ikke særligt irriterende.

Da jeg betrådte de hellige gemakker for at hente skamler, var der ingen motorcykel. Kun en ramponeret madras, der var smidt oven i et par stolerækker. Men det var også blot uger, før Michael solgte Her er ro. En tradition, der vist begyndte med Kreds-koryfæer som Johannes Steenbuch, Karsten Farup, Jacob Beck, Martin & Kristine Ravn, sluttede dermed for en uge siden.

Michael kendte, i modsætning til Aura, mit navn. Jeg fik faktisk indtryk af, at han inderligt satte pris på, at Kredsen havde valgt ham og Her er ro til stamværtshus. I hvert fald begyndte han på at værdsætte det, da vi i 2013 udgav et festskrift om Kredsen i anledning af dens 125-års-jubilæum og nævnte ham i forordet.

Efter receptionen i Vartovs gård gik vi selvsagt derover, og da Kristoffer Garne og jeg viste ham bogen, tiede han, forsvandt resolut ud i de hellige baglokaler og kom kort efter tilbage med en boremaskine. Uden tøven borede han hul i bogen og hængte den op i en snor i klokken bag baren.

Engang kom der efter sigende ”et par kurdere forbi med en kuffert penge,” som han behagede at formulerede de. De ville købe forpagtningsretten. Han bedyrede, at hvis han nogensinde skulle sælge, ville han indskrive en klausul i kontrakten om, at bogen skulle blive hængende. Han hævdede også at have taget bogen med hjem for at læse godnathistorier af den.

Her er ro blev Kredsens stamværtshus, fordi man gjorde det forbudt at ryge på Galatheakroen. Det havde heddet HERO-bar, men bøssebarbetydningen fandt Michael ikke så økonomisk konstruktiv. Så han ændrede det tilbage til Her er ro. Muligvis fordi lokalerne engang var blevet købt af kongen, for at hans sensible elskerinde kunne have et sted at være i fred.

Det var også stamværtshus for Glyptoteket, Ekstra Bladet og konservatoriet, men det var bogen om Kredsen, der hang bag baren.

Rygningens nødvendighed giver sig selv, det vidste man på Her er ro. Da Garne og jeg engang mente, at Birgitte Stoklund og Joachim Juel Vædele skyldte at tage sig tid til at drikke en bajer med os efter et aftenarrangement i Vartov, kommenterede sidstnævnte muntert: ”Her er ro? Der er så meget røg, at man er nødt til at iføre sig en flyverdragt af latex.” Sådan én ejede ingen af os. Joachim gik med alligevel.

Det er ubetinget det lokale i København, hvor der er blevet fældet flest kategoriske domme. Det er det sted i København, hvorfra jeg er gået med mest vildskab i sindet. Himmelstormerdrømme i åndshistorien og raseri over andres flegma. På jagt efter Jasons gyldne skin – eller bare en pige – er utælleligt mange fredage blevet ødelagt. Det er Her er ros skyld, at man som Kreds-menneske ikke kan vælge fag eller kurser, der ligger fredag morgen. Det kan ikke lade sig gøre, for frokosten tillader det ikke.

Da vi nu må vælge et nyt stamværtshus til ekstatiske unge menneskers drømmerier, rygetrang og liderlighed, spurgte Agnete Veit angående et barforslag: ”Men kan de lave frokoster?”

Frokosten er en mytopoetologisk drik bestående af halv limfjordsporter, halv elefantbajer. Det vidste Thomas Michael godt, hvad var. Han var en åndemanerbartender. Det kan ikke siges om mange andre værtshusindehavere i den asfaltå, der hedder København.

Det var mig bekendt Niels Christian Kromann, der fandt på drikken. Den hed først sådan, fordi den var så nærende. Man behøvede ikke at spise i aftenens løb. Til gengæld var man henvist til fosterstilling under bruseren næste morgen for at bekæmpe følelsen af at være en form for uduelig Zeus, af hvis pande en deform og tilsølet Pallas Athene følte trangen til at springe.

Da jeg gennem Torben Brammings herlige bog om Kristoffer Olesen Larsen fandt ud af, at overskuddet fra de første årgange af Tidehverv blev brugt på at ”drikke et par frokoster,” gik det op for mig at alting i dansk åndshistorie hænger sammen. Kredsen har altid dyrket øl som en bekendelseshandling. I så fald var Thomas Michael ypperstepræsten.

Det var på Her er ro, at Kristoffer Garne og jeg læste Peter Hedegaards anmeldelse i Dansk kirketidende af Kreds-bogen, hvori Peter Hedegaard anbefalede Grundtvigsk Forum at tage et lån i Vartov, så de kunne uddele bogen til alle ny universitetsstuderende, hvorved kontinuiteten og radikalismen for altid kunne sikres.

Det var ved juletid engang, at jeg sammen med Adam Garff sad i baren og i begejstringen over hævdelsen af et ikke-hypotetisk imperativ knaldede ølflasken mod fortanden, så der røg en flig.

Det var også på Her er ro, at vi spurgte Andreas Damgaard om han vilde med i bestyrelsen, men kun hvis han med seks timers varsel stillede næste morgen ved min røde Peugeot 206 og kørte med Niels Grønkjær, Garne og mig til Århus for at fejre Århus-kredsens 70-års-jubilæum. Han sagde ja.

Derved kunne han på motorvejen nyde Grønkjærs efterligninger af salige Laurids, der ikke ville drikke mælk. ”Mælk?! Jeg vil ikke have det ko-slim. Du kan give mig en bajer eller noget rødvin,” skulle Laurids have råbt af en sød præstefrue, hos hvem han logerede. Jeg grinte så voldsomt, at vi alle fire var ved at blive slået ihjel. Hvis man ikke kan gå på uni dagen efter en Her er ro-aften, skal man nok heller ikke køre bil.

Nu er der blevet ro, for Michael har solgt til en brite. Rasmus Jensen og jeg mødte forleden den nye ejer. Vi præsenterede os som stamgæster og sagde, at vi kunne levere 30 unge mennesker hver anden torsdag. Men måtte man fortsat ryge? Nej, svarede briten, men han ville sætte nogle virkelig gode varmelamper op udenfor.

Sådan taler en åndemaner ikke. Da det i Kreds-mytologien er folkeånden, der helliger huset, er Her er ro dermed sunket i grus. En så væsentlig del af min generations vigtigste værtshus findes ikke længere. At bede den bøn, at dets minde være æret, er for sværmerisk – selv for en Kreds-mand. Men vi kan i sandhed også nøjes med at ære minderne.