Nr. 4, 66. årgang af Studenterkredsens tidsskrift af samme navn er nylig udkommet. Det fejrer vi som det sig hør og bør med at offentliggøre en artikel fra det trykte tidsskrift her på bloggen til Deres vederkvægelse – helt uden beregning. Denne gang er det lektor Hans Hauges nekrolog over nylig hedengangne litteraturtidsskrift Kritik.
Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.
Tidsskriftet Kritik er blevet nedlagt. Det nåede lige netop ikke at blive 50. I den anledning er der kommet en række kommentarer om dets betydning og historie. Der er dog en dimension, som disse kommentatorer har glemt. Den afsløres til sidst.
Kritik blev grundlagt i 1967 af Aage Henriksen, professor i dansk ved Københavns Universitet og Johan Fjord Jensen, afdelingsleder på Nordisk Institut i Aarhus. Det blev udgivet af det socialdemokratiske forlag Fremad. Kritik lå med sin brobygningsopgave mellem litteratur, forskning og folk i forlængelse af Julius Bomholts kulturpolitik og Kunstfondens (1964) intentioner. Universitet og læserne skulle være ”genboer”. Kritik var et bytidsskrift og erstattede Heretica, der repræsenterede en ”landlig kulturbevægelse,” som Hans Hertel så rammende har sagt. Hvis Heretica var folkehøjskole, blev Kritik AOF på højeste niveau. Gyldendal overtog senere både tidsskriftet og Forlaget Fremad.
De følgende redaktioner bestod af en lang række ansatte på Nordisk i København og Aarhus, men så fik det en forholdsvis stabil periode, hvor det genvandt positionen med Poul Behrendt, Johannes H. Christensen og Klaus P. Mortensen. Redaktionen var københavnsk, og det var den såkaldte ”Aage Henriksen-skole”, der dominerede. Sammen med Poul Erik Tøjner, der var ved Weekendavisen, og dramatikeren Astrid Saalbach blev jeg medredaktør i 1987. Ingen af os tre var ansat på Nordisk. Der var ingen med fra Københavns Universitet. Først forlod Astrid Saalbach redaktionen, og jeg gjorde det med nr. 100. Så overtog Frederik Stjernefelt styret i tyve år. Poul Erik Tøjner blev udskiftet med Nils Gunder Hansen, og da han var væk, kunne der komme et brud med traditionen, der ændrede Kritik radikalt. Det skete i 1999. Stjernfelt hentede Isak Winkel Holm ind. Han var ikke årsag, kun symptom. På hvad?
Siden 1967 havde Kritik været litteraturkritik, kulturkritik, universitetskritik, samfundskritik og kunstkritik, men der var én ting, det aldrig havde været: Religionskritik. Det blev det nu. Redaktørerne begyndte at opfatte tidskriftet som en del af et ateistisk, nypositivistisk ”oplysningsprojekt”. Det tilpassede sig lydigt det nye universitetets krav. Traditionsbruddet kulminerede i 2010 med et ubehageligt frontalangreb på Luther, der nærmest blev gjort til nazist. Det var begyndelsen til enden.
Kritik var nemlig indtil bruddet i 1999 dybest set et grundtvigsk tidsskrift. Det er den glemte dimension. De forskellige redaktører fra Aage Henriksen og til Nils Gunder Hansen har næsten alle haft en tættere eller løsere tilknytning til Studenterkredsen, det grundtvigske og Grundtvig. Studenterkredsen har altid befundet sig imellem brandesianisme og pietisme. Det gjorde Kritik også. Af redaktører med tilknytning til Studenterkredsen kan nævnes: Erik A. Nielsen, Per Øhrgaard, Jørgen K. Bukdahl, Peter Olivarius, måske Knud Wentzel, Klaus P. Mortensen, Poul Behrendt, Johannes H. Christensen, Poul Erik Tøjner, undertegnede samt Nils Gunder Hansen, og med ham var det slut på livsoplysningshistorien. Grundtvigs ånd har svævet over Kritik, indtil den blev fjernet. Naturalisme af ånd blev til åndløs materialisme, og det er symbolsk, at det ender med et nummer henvendt til de kolde hjerter om Arktis. Lys uden varme. Kritik uden ånd. Det går ikke.