Hvert år fejrer Den Danske Kirke i London sankthansaften med snobrød, Pimm’s og sankthansbål. Sankthansaftenen i Den Danske Kirke blev holdt om lørdagen 25. juni 2016, to dage efter at Den Europæiske Union blev sendt til Bloksbjerg i forbindelse med UK’s EU-afstemning. I år blev båltalen holdt af Rasmus Jensen, som er retoriker og stud.theol. ved Københavns Universitet. Kredsens blog bringer her talen.

Lige siden istiden har mennesker mødt hinanden i midsommerbålets skær. Lige siden istiden har man tændt bål for at skræmme dyrene væk og for at skræmme fjenderne væk. Børnene samlede ben fra døde dyr og brændte benene på bålet, så røgen blev tæt og lugtede skarpt. Så tæt blev røgen, at man mente, at den kunne holde drager på afstand og hjælpe til at jage de onde ånder væk: Mod ufredens ånd / over mark, under strand / vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde. Bålet gav varme og tryghed.

Navnet sankthans fik midsommerfesterne, da kristendommen vandt frem. Sankthans blev den dag på året, hvor kristne mindedes den hellige Sankt Johannes. Sankt Hans og Sankt Johannes er den samme person. Sankt Hans er bare det forkortede navn, som vi bruger på dansk. Begge navne henviser til Johannes Døberen, som vi kender fra Det Nye Testamente, og som siges at være født 24. juni; altså præcis seks måneder før Jesus.

Men hvem var Johannes Døberen? Johannes Døberen var først og fremmest the messenger, budbringeren, der som den første gik omkring og forkyndte, at menneskesønnen var blevet født, og at var det tid til at omvende sig og blive døbt. Det var også Johannes Døberen, der døbte Jesus. Og på trods af vendingen don’t kill the messenger endte Johannes Døberen med at blive slået ihjel. Endda på en ret makaber måde, fordi prinsesse Salome beordrede Herodes til at bringe hende Johannes Døbers hoved på et fad.

Det er denne mystiske person fra Biblen, der er Sankt Hans. Og lad os holde fast i, at sankthans er en budbringer: I den kristne tradition er budskabet, at vi skal gøre os klar til en ny tid, fordi Jesus er blevet født. I den hedenske tradition er budskabet, at nu vender solen. Som et fast og tilbagevendende punkt i årets cyklus: Selvom dagene begynder at blive kortere, står blomsterne alligevel i fuldt flor. Om lidt er det højsommer, og så bliver det høst. Ferie. Glæde. Ture til stranden. Og det er alt det, som vi fejrer, når ungdom går til dans / på dit bud, sankte Hans!

I år blev sankthans en helt særlig budbringer her i UK: Efter afstemningen i torsdags står UK over for at skulle forlade Den Europæiske Union. Dermed går UK også politisk en ny tid i møde. Den kommende tid, de næste måneder og de næste år vil byde på mange nye opgaver: Både nye udfordringer og nye løsninger. Afstemningen har delt befolkningen, og mange mennesker har engageret sig både for og imod. Og selvom jeg personligt er bekymret for EU’s fremtid og Englands forhold til Skotland, så er det her en fundamental sag for UK, som alle har en holdning til. Her var hjerterne ikke tvivlende kolde, og det er godt, at både leave og remain har engageret sig. Jeg ønsker, at både remain-tilhængere og leave-tilhængere på sigt kommer til at kunne trives med afstemningens udfald. Jeg ønsker, at det vil blive UK til lykke.

Her i St Katharine’s står vi med et ben i Danmark og et ben i England. Vi mødes i midsommerbålets skær for at være samen, for at synge midsommersange, for at bage snobrød og spise hotdogs og ikke mindst for drikke Pimm’s – min favorit: smagen af engelsk sommer. Og med sankthansfesten træder vi ind i en lang og skøn tradition, hvor vi binder blomster på historiens store blomsterkrans: Den skønneste krans / blir’ dog din, sankte Hans! / den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade.

I aften fejrer vi sommerens varme og glade hjerter. Glædelig sankthans.

Rasmus Jensen, 25. juni 2016