Prædiken af stud.theol. Rasmus Jensen til sidste søndag i kirkeåret holdt i Den Danske Kirke i London søndag 22. november 2015.

Matt 25,31-46

Kristendommen er aldrig sagt med ét ord. I stedet er kristendommen bygget op af begrebspar. Det er for eksempel lys og mørke, korsfæstelse og opstandelse, liv og død. Det kan aldrig siges med blot ét ord, men derimod hjælper modsætningerne os til at se nuancer. Mod-sætningerne træder for eksempel frem, når vi sammenholder Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Profetier fra Det Gamle Testamente bliver opfyldt i Det Nye Testamente. Og gammeltestamentlige figurer bliver fortolket i Det Nye Testamente. Et eksempel er, at Moses i Det Gamle Testamente overdrager de ti bud til folket Israel. Og Det Nye Testamente “svarer”, ved at Jesus overdrager det glædelige budskab til det nye, kristne gudsfolk.

Kristendommen kan ikke siges med ét ord, men begge fortællinger hører med.

I det Gamle Testamente er Moses og de ti bud et billede på loven. Et billede på, at der findes love og regler, der er vigtige for vores fælles liv. Der findes derfor også ret og uret, sandt og falsk, og som mennesker ved vi, at vi ikke kan holde os til retten og sandheden. I Det Nye Testamente er Jesus og det glædelige budskab evangeliet. Evangeliet imødekommer mennesker ved at fortælle os, at vi er Guds elskede børn, også med alle vore fejl og svigt.

Loven og evangeliet: Begge hører de med til kristendommen.

Også i læsningerne i dag møder Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente hinanden, så tekststykkerne giver hinanden merbetydning:

Først hørte vi fra Det Gamle Testamente Esajas profetere, at Gud vil skabe en ny himmel og en ny jord; og at vi skal fryde os og juble til evig tid. Dernæst hørte vi evangelieteksten, hvor Jesus profeterer om, at fårene skal skilles fra bukkene, og at de retfærdige skal gå til evigt liv, mens de forbandede skal gå til evig straf.

Evangelieteksten om fårene og bukkene bliver også kaldt verdensdommen, og faktisk kan vi se den afbilledet her i kirken i glasmosaikken over alteret.

Fortællingen om verdensdommen kan imidlertid forstås på forskellige måder: Den kan forstås fremtidigt som et billede på dommedag. Nogle vil da sige, at vi engang skal stå til regnskab, og at dem, der har opført sig ordentligt, vil blive belønnet, mens dem, der har båret sig skidt ad, vil blive smidt i helvede. Den sidste gruppe er fortabt.

Fortællingen kan også forstås nutidigt som et billede på den risiko, der hører til ethvert menneskeliv: Nemlig risikoen for at fortabe sig. I den nutidige forståelse af fortællingen behøver fortabelse ikke at betyde at blive dømt til den evige ild. Det kan forstås langt mere jordnært: Fortabelsen kan for eksempel være, når vi prioriterer forkert, når vi hænger os i småting og glemmer at bruge tid på de ting, der er rigtig vigtige. Man kunne kalde det “hverdagsfortabelsen”, og i forhold til hverdagsfortabelsen behøver vi ingen dommedag for at forstå alvoren: Alene risikoen for at spilde tiden er alvorlig nok.

I evangelieteksten er scenen med verdensdommen dramatisk beskrevet: Det fortælles, at Jesus har sat sig på sin trone for at dømme mellem folkeslagene, og der står: “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” Fårene har taget imod Jesu mindste brødre, da de var fremmede, og givet dem mad og drikke, da de var sultne. Bukkene er dem, der har forsømt at gøre disse ting.

Spørgsmålet er så, hvordan mennesket bør forløse fordringen. Hvordan undgår vi at ende i fortabelse sammen med bukkene? Nok står der, at man skal behandle Jesu mindste små godt og give dem mad, når de er sultne, men hvordan det så skal forstås helt konkret, giver Bibelen ikke noget svar på. Her er vi overladt til os selv og hinanden, og det er op til den enkelte at løfte ansvaret. Hvert menneske må stille sig selv det eksistentielle spørgsmål: Bruger jeg min tid og mine kræfter rigtigt? Hvordan undgår jeg mon fortabelsen?

Og jeg må i samme åndedrag advare mod at stille den slags spørgsmål for ofte. For selvom eksistentielle spørgsmål kan være gode nok til at gøre os klogere på livet, så kan de næppe redde os fra fortabelsen. I stedet kan vi finde et lille håb i den første læsning, vi hørte i dag. Det var fra Det Gamle Testamente, hvor Gud lover at skabe en ny himmel og en ny jord, og der står: “I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd.”

Den nye jord og den nye himmel, som Gud vil skabe, er en ny begyndelse. Det er lovningen om frihed. Frihed til, at mennesker skal kunne tage ansvar for de ting, som man skal tage ansvar for. Den ny begyndelse er budskabet om, at vi alle er Guds elskede børn: I skal fryde jer og juble til evig tid, står der. Og det glædelige budskab hamrer ind lige midt i al denne tale om fortabelse.

Budskabet om, at vi er Guds elskede børn – selv når vi spilder tiden og glemmer det vigtige, det budskab trøster os. Og det trøster os her i novembermørket. For selvom det i dag er kirkeårets sidste søndag, og selvom det bliver mørkt tidligt, og det er blevet hundekoldt udenfor, så venter adventstiden om en uge, og dermed varsles det nyes komme. Kirkeåret begynder forfra, og vi begynder at tælle ned til jul. Det er en ny begyndelse, et lille lys, der brænder i novembermørket.

Salmer
732 Dybt hælder året i sin gang
332 På Jerusalem det ny
560 Det livets ord vi bygger på
—
580 Jesus, dødens overvinder
348 Tør end nogen ihukomme
733 Skyerne gråne