Måned: december 2015

Igen er det jul som på arilds tid

~ IKK ~ En kommentar

Stud.theol. Isak Krab Koed har skrevet denne rimede kirkebøn til juleaftensdag. Redaktionen ønsker alle en glædelig jul!

Igen er det jul som på arilds tid,
skønt året var barsk, og kun stjernen er hvid.
Nu salmerne klinger fra sidste år –
i takt med den puls, også hjerterne slår.

Vor Gud, giv os dette: at høre de Ord
som er sagt af din Søn, der kom til vor Jord
og led med din stjerne vor tak og vor sang
til englenes have, du åbned’ engang.

Igen er det jul som på gården i kvæld
vi kender den godt fra vor slægt og os selv.
Når marken er gold, vi trænger til sul,
og stjernen står klart, går det ind under jul.

Vor Gud, når vi samles fra nær og fra fjern
da skænk os din fred bag dit underværks værn.
Sluk sorgen for den, der har tåre på kind
og giv ham dit mod og din ro i sit sind.

Igen er det jul uden våben og kamp
omkring os i luften blir livsånde damp,
men fjernere hist går ildsjæle bort
og natten foruden guirlander er sort.

Gud, und også disse, som bravt holder stand
velsignelsens bud til lands og på vand.
Lad børnenes glæde om træ og om bord
rask føres med englenes vinger om Jord.

Igen er det jul, og en frelser blir født
men verden er verden, og dén har vi mødt.
Selv stuer af gran, kanel og konfekt
kan ikke ret borge vor menneskeslægt.

Vor Gud, må du åbne hvert stivfrossent sind
og lade dit lys strømme mildelig ind
så snemanden lutres og tør i sin dragt
og bliver til fals for Gudsordets pragt.

Igen er det jul, og vort håb må stå
til krybben i stalden bag æslerne grå:
at nådigt af granernes glitrende lys
må fosse den Ånd, hvorved vi fornys.

Ventetid – aftenandagt til 2. søndag i advent

~ IKK ~ Skriv en kommentar

I anledning af adventstiden bringer Studenterkredsens blog hermed en aftenandagt til 2. søndag i advent af cand.mag. og ph.d.-stipendiat Johan Christian Nord.

Almægtige, evige Gud, vi har sat os stille ned for at høre dig tale til os gennem evangeliet om Jesus, dengang han fortalte lignelsen om de ti brudejomfruer, der ventede på, at brudgommen skulle komme; men nogle af dem var uforberedte, da han kom.

Hjælp os til at være beredte på dit riges komme, som ingen kender dagen og timen for, du den ene, sande Gud, fader, søn og helligånd.

Dig være pris i evighed. Amen.

I Matthæusevangeliet læser vi denne lignelse til 2. søndag i advent, 2. tekstrække:

Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen.  Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie.  De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!  Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
(Matt. 25,1-13)

Vi er i mørketiden. Den tid, hvor skyerne gråner, og løvet falder. Den tid, hvor vinteren truer, og natten kalder. Den tid, hvor tankerne bliver nøgne, fordi lyset er så spinkelt, og mørket så – mægtigt.

I kirken kalder vi denne tid for adventstiden, for vi har hørt, at mørketid også er ventetid – og endda: forventningstid. Forventning om noget, der skal komme – noget, der endnu er skjult af mørket, men som mørket ikke har magt over. Forventning om ham, der skal komme: Kirkens Herre, der skal vise sig i afmagtens skikkelse.

I denne ventetid hører vi så historien om de ti brudejomfruer.

Vi forstår med det samme, hvad det drejer sig om – og hvor meget der er på spil. Historien taler ud af og ind i dét, vi kender allerbedst: vores eget liv. For I menneskelivet findes der tidspunkter eller endda skæbnestunder, hvor udfaldet er givet med vores forberedelse. Hvor et glædeligt udfald er afhængigt af, om vi er tro mod den glæde, der møder os, og hvor vores troløshed kan blive vores – eller andres – undergang. Et menneskehjerte kan være så nedbrudt, at glæden ikke synes mulig.

Det er en virkelig og smerteligt uafviselig erfaring, og nu stadfæstes den så – i Vor Herres egen billedtale: Kun de brudepiger, der har olie til deres lamper, kommer med ind i bryllupssalen. Ved første øjekast er fortællingen ganske ligetil – eller måske endda: uhyggeligt ligetil. Dem, der har troen, de går fra ventetidens mørke til kærlighedens lysfest, og dem, der ikke har den, dem kender brudgommen ikke, dem efterlader han – i mørket. Og mens vi lytter, mærker vi så efter og finder – et sted dybt derinde i hjertelagene – enten en tryg forvisning eller en knugende ængstelse.

Det lyder enkelt.

Men så enkel er Jesu billedtale aldrig. Det har han selv sagt til sine disciple, da de spurgte ham, hvorfor han talte i lignelser til de udenforstående. Det gjorde han, for at den profeti skal opfyldes, der lyder hos profeten Esajas »I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå«.

Men disciplene, de skal forstå – dem er det givet at kende »Himmerigets hemmeligheder«, som der står.

Kun de, der kender hemmeligheden, forstår billederne – hører vi altså.

Men her trænger et spørgsmål sig så på: disciplene, forstår de ham virkelig, da han fortæller dem om brudepigerne? Forstår de, at lignelsen har en skjult inderside, der først vil blive synlig i de videre begivenheder?

Nej, de forstår ham ikke.

Det ser vi af de videre begivenheder. Få dage efter at Jesus har holdt den lange billedtale om tidernes afslutning, som lignelsen om de ti brudepiger indgår i, sidder han igen sammen med dem. Han har netop indstiftet nadveren, Judas har netop udpeget sig selv som den, der skal besegle menneskesønnens skæbne, og alting nærmer sig sin afslutning. Nu fortæller han dem så dét, de ikke kunne bære at sige sig selv:

»I nat vil I alle forråde mig«.

Og det sker, som han har sagt det. Disciplene falder i søvn i Getsemane-have. De glemmer at våge, de er uforberedte, de fornægter ham – alle sammen.

Da Langfredag kommer er de spredt for vinden – de før så ivrige mænd. Tilbage står kun de tavse vidner – kvinderne, som intet væsen har gjort af sig, mens alt så lyst ud, men som nu er de eneste, der våger i mørket.

Først senere i begivenhedernes underlige – og vidunderlige – gang begynder det at dæmre for de troløse disciple, hvad det er, de har været med til. Først da den opstandne selv kommer til dem med sit lys, begynder de at forstå omfanget af, hvad der allerede er sket – og hvad der skal ske.

For det var dem selv, der ikke havde olie på lampen. Det var dem, der så og så, men intet forstod.

Men han kommer alligevel tilbage til dem. Han efterlader dem ikke.

Hvordan stiller alt dette nu os? Os, der nu lytter og gerne vil forstå Jesu gådetale, men samtidig indser, at forståelsen ikke skal findes i os, men må komme til os. Jo, det stiller os som dem, vi foreløbig skal være: dem, der skal vente og våge i mørket – dem, der med frit mod skal forvente, at han selv vil opklare hemmeligheden, når han kommer.

I Grundtvigs bibelhistoriske salme Forventningsfulde sjæle, der er en genfortælling af lignelsen om brudepigerne, peger skjalden frem mod denne opklaring, og i det sidste vers hører vi så om den glæde, som mørket skal vige for. Det lyder sådan her:

I døren se opspringe
på evigheds palads,
slet ingen var så ringe,
han finder jo sin plads;
med frydesang, i sole-dragt,
I skal, som Sandheds Mund har sagt,
indgå til Herrens glæde

Slet ingen var så ringe, han finder jo sin plads. Dét er den kristne menigheds håb, vores forventning: at de vågelys, der her i adventstiden brænder så spinkelt, skal flamme op og udbrede klarhed, hvor der nu er mørke. Så alle de, der sidder i mørket, kan vågne; så vi kan gå ind til Herrens glæde – så Gud til allersidst kan blive alt i alle.

Vi har grund til at glæde os – allerede nu.

Verdensdommen

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Prædiken af stud.theol. Rasmus Jensen til sidste søndag i kirkeåret holdt i Den Danske Kirke i London søndag 22. november 2015.

Matt 25,31-46

Kristendommen er aldrig sagt med ét ord. I stedet er kristendommen bygget op af begrebspar. Det er for eksempel lys og mørke, korsfæstelse og opstandelse, liv og død. Det kan aldrig siges med blot ét ord, men derimod hjælper modsætningerne os til at se nuancer. Mod-sætningerne træder for eksempel frem, når vi sammenholder Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Profetier fra Det Gamle Testamente bliver opfyldt i Det Nye Testamente. Og gammeltestamentlige figurer bliver fortolket i Det Nye Testamente. Et eksempel er, at Moses i Det Gamle Testamente overdrager de ti bud til folket Israel. Og Det Nye Testamente “svarer”, ved at Jesus overdrager det glædelige budskab til det nye, kristne gudsfolk.

Kristendommen kan ikke siges med ét ord, men begge fortællinger hører med.

I det Gamle Testamente er Moses og de ti bud et billede på loven. Et billede på, at der findes love og regler, der er vigtige for vores fælles liv. Der findes derfor også ret og uret, sandt og falsk, og som mennesker ved vi, at vi ikke kan holde os til retten og sandheden. I Det Nye Testamente er Jesus og det glædelige budskab evangeliet. Evangeliet imødekommer mennesker ved at fortælle os, at vi er Guds elskede børn, også med alle vore fejl og svigt.

Loven og evangeliet: Begge hører de med til kristendommen.

Også i læsningerne i dag møder Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente hinanden, så tekststykkerne giver hinanden merbetydning:

Først hørte vi fra Det Gamle Testamente Esajas profetere, at Gud vil skabe en ny himmel og en ny jord; og at vi skal fryde os og juble til evig tid. Dernæst hørte vi evangelieteksten, hvor Jesus profeterer om, at fårene skal skilles fra bukkene, og at de retfærdige skal gå til evigt liv, mens de forbandede skal gå til evig straf.

Evangelieteksten om fårene og bukkene bliver også kaldt verdensdommen, og faktisk kan vi se den afbilledet her i kirken i glasmosaikken over alteret.

Fortællingen om verdensdommen kan imidlertid forstås på forskellige måder: Den kan forstås fremtidigt som et billede på dommedag. Nogle vil da sige, at vi engang skal stå til regnskab, og at dem, der har opført sig ordentligt, vil blive belønnet, mens dem, der har båret sig skidt ad, vil blive smidt i helvede. Den sidste gruppe er fortabt.

Fortællingen kan også forstås nutidigt som et billede på den risiko, der hører til ethvert menneskeliv: Nemlig risikoen for at fortabe sig. I den nutidige forståelse af fortællingen behøver fortabelse ikke at betyde at blive dømt til den evige ild. Det kan forstås langt mere jordnært: Fortabelsen kan for eksempel være, når vi prioriterer forkert, når vi hænger os i småting og glemmer at bruge tid på de ting, der er rigtig vigtige. Man kunne kalde det “hverdagsfortabelsen”, og i forhold til hverdagsfortabelsen behøver vi ingen dommedag for at forstå alvoren: Alene risikoen for at spilde tiden er alvorlig nok.

I evangelieteksten er scenen med verdensdommen dramatisk beskrevet: Det fortælles, at Jesus har sat sig på sin trone for at dømme mellem folkeslagene, og der står: “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” Fårene har taget imod Jesu mindste brødre, da de var fremmede, og givet dem mad og drikke, da de var sultne. Bukkene er dem, der har forsømt at gøre disse ting.

Spørgsmålet er så, hvordan mennesket bør forløse fordringen. Hvordan undgår vi at ende i fortabelse sammen med bukkene? Nok står der, at man skal behandle Jesu mindste små godt og give dem mad, når de er sultne, men hvordan det så skal forstås helt konkret, giver Bibelen ikke noget svar på. Her er vi overladt til os selv og hinanden, og det er op til den enkelte at løfte ansvaret. Hvert menneske må stille sig selv det eksistentielle spørgsmål: Bruger jeg min tid og mine kræfter rigtigt? Hvordan undgår jeg mon fortabelsen?

Og jeg må i samme åndedrag advare mod at stille den slags spørgsmål for ofte. For selvom eksistentielle spørgsmål kan være gode nok til at gøre os klogere på livet, så kan de næppe redde os fra fortabelsen. I stedet kan vi finde et lille håb i den første læsning, vi hørte i dag. Det var fra Det Gamle Testamente, hvor Gud lover at skabe en ny himmel og en ny jord, og der står: “I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd.”

Den nye jord og den nye himmel, som Gud vil skabe, er en ny begyndelse. Det er lovningen om frihed. Frihed til, at mennesker skal kunne tage ansvar for de ting, som man skal tage ansvar for. Den ny begyndelse er budskabet om, at vi alle er Guds elskede børn: I skal fryde jer og juble til evig tid, står der. Og det glædelige budskab hamrer ind lige midt i al denne tale om fortabelse.

Budskabet om, at vi er Guds elskede børn – selv når vi spilder tiden og glemmer det vigtige, det budskab trøster os. Og det trøster os her i novembermørket. For selvom det i dag er kirkeårets sidste søndag, og selvom det bliver mørkt tidligt, og det er blevet hundekoldt udenfor, så venter adventstiden om en uge, og dermed varsles det nyes komme. Kirkeåret begynder forfra, og vi begynder at tælle ned til jul. Det er en ny begyndelse, et lille lys, der brænder i novembermørket.

Salmer
732 Dybt hælder året i sin gang
332 På Jerusalem det ny
560 Det livets ord vi bygger på
—
580 Jesus, dødens overvinder
348 Tør end nogen ihukomme
733 Skyerne gråne