Skåltale holdt ved årets afslutning af stud.theol. Adam Garff blandt Kreds- og godtfolk på Elers Kollegium.

2014 har været et rigtigt vokseår. Et år, der har ført sig frem som en lunefuld opkomling i et ædelt parnas af modne skikkelser, en yngling blandt de for evigt forgangne år. Og dette, det endnu indeværende år – 2014 – er også om få stunder kommet til sin endelige afslutning. Man kan da betragte det, med alle facetter og begivenheder, sætte det i ringbind og erklæret ballet for lukket og slukket. 2014 er gået. Og mange tak for det.

År er en fremadskridende modus. Man ældes af år, ældes i år og – ikke mindst – modnes af år. Året er en sindig model, hvormed man angiver den stramme spændthed mellem to sikre poler, indledningen og afslutningen, i en finurlig kontinuitet. Der findes kun indgang, overgang og videre fremgang. Sådan er året konstrueret. Året selv rummer så indholdet. Det er dagene, timerne, minutterne og sekunderne. De lange og de korte, og alle disse mange bestanddele bliver til små korn i den sultne mølle, man kalder livet. Så vidt, så godt.

Men dette år har måske været en anelse for dygtigt til at komme videre uden os, til at indikere sit intrigante behov for en hævden sig over os, de uforberedte dødelige. Man har håbet på ét, og straks efter er noget andet hændt. Ikke efter længere betænkninger har årets bagmænd givet sig i kast med at snige sig ind på os, og med sænkede parader har vi stået over for året, der har kastet en storm af forstemmende terninger i synet på os. Ikke alle terninger er landet på en sekser. Udfald som Islamisk Stat og ebola er meget lave slag med terningen, hvis talværdi har syntes nærmest imaginær i rækken af årets brutale kast. Perverteringerne af livets mange lyse mandater kan synes talløse. Og det er ikke kun IS og ebola, der hæmmer det strålende glade udblik. Hvis man ellers kan se bort fra IS, de ægte mørkemænd, der har halshugget uskyldige og bombarderet vores blottede sind med kanonader af gru og rædsel, så er man kommet langt. Men det koster en hel del abstraktion og optimisme.

Hvad ebola angår, taler udfordringerne for sig selv. Den Sorte Død og AIDS har igennem tiden forsøgt at gøre kål på de dødelige og de elskende, og heroverfor er mennesket så gudskelov et stædigt kræ med hang til fingersnilde og fløjlshandsker. Så mon ikke sygdommene bliver bragt under kontrol og udskyder apokalypsen en generation eller to? Derom kan vi kun gisne.

Straks mere alvorlig er den føromtalte ondskab, der udgår fra de endnu ukronede mørkemænds skarpladte våben; de præmiegale islamister med al deres vold og fornægtelse af livets urokkelige dagskurs. Den slags er særlig besværlige at komme til livs. For når man tager Guds navn i sin beskidte lille ørkenmund og insisterer på, at hans rige kan erhverves med nakkeskud, massakrer og besværgelser, så fortjener man altså et solidt gok i nøden med Emma Gad og Biblen. Her i livet taler vi pænt, og siden skal vi frelses.

Begivenhederne i 2014 er altså i høj grad kommet bag på livet selv. Det glade og åbne er blevet køresygt af de mange bump på vejen. Og det er måske det mærkværdige ved det snart forgangne år: dets bumlende og diffuse karakter. Også på de hjemlige breddegrader er friheden og godheden blevet kuppet og svinebundet. I sin kompleksitet og mellemdaglige indspundethed har 2014 været et år for viderekomne. Og også én slags, forsøgsvis, viderekomne er blevet ramt: Fra d. 1. juli blev alle perroner på det danske banenet befalet røgfrie, selv dem uden tag. På Bramming Stations perron, et 400 meter langt stykke beton placeret på den mest øde del af heden, kan de stakkels rygere således blive irettesat midt i deres pulserier. Så nu bliver også den rådne banans rygere ramt af Forbuds-Danmark. Det kunne være, at Islamisk Stat skulle lægge sharia på hattehylden og i stedet tage et smut forbi Vestjylland og indføre rygning?

Hvad de helt hjemlige breddegrader angår har situationen imidlertid ikke været ligeså drastisk og kummerlig. Omkring Kredsens vennekreds har solen gået sin upåklagelige, valsende gang. Ingen ebola eller jungletrommer her. Ingen nakkeskud eller religiøse massakrer, sådan da. Lad Vartov være det studentikose Tikrit og Mosul, og de mange diskussionsrunder efter foredragene indtage stillingen som slagtebænkene. Så går det nok. Det er måske lidt en plat kliché, hvis alene dette ikke også er af en sådan plat art, men det går meget godt her i vores lille trygge syndikat af platspillere, scoretrolde og natteravne. Vi har overlevet et Skærum Mølle, et sommermøde, forskellige ekskursioner af udenlandsk art, for ikke at tale om semestrenes foredrag, et blads dødeopvækkelse – måske endda opstandelse, samt en række venskabers foreløbige overlevelse, forskelle og måske navnlig ligheder til trods. Alene disse ubestridelige fakta burde være champagneknald og grådfyldte jubelscener værdige, men det kan nok vente et kort øjeblik.

2015 er nu året, der venter med en efterhånden barnlig utålmodighed. Og året står, som det siges, for døren. Det gamle for skud. Lad ikke denne nye dør være dødens port eller dumhedens dør, men en åben dør til et kalejdoskopisk år i lidenskabernes labyrint, hvor åndsild og litterære dødeopvækkelser skal berige og beruse, vi skal bekrige og besynge og gøre ved. Ildrageren skal svinges lystigt over hovederne. Benene i næsen må – og skal – motioneres til den yderste ømhed. Vi må ikke falde af på den, kun gå på knæ for Herren. Der skal synges karaoke med skæbnen og lægges arm med armodet.

Og lad os forlige os med, at da vi alligevel kun lærer af historien, at vi intet lærer af den, er vi nødsaget til at grine hånligt af ondskaben og af IS. Af rygeforbuddet og de små platte plageånder. Af snæversyn og banal blasfemi.

Vi skal blive voksne i 2015.

Skål!