Vi bringer herunder, hvad stud.theol. Isak Krab Koed skriver i Studenterkredsens julesærnummer om det indbildte ridderskabs Methusalem, vindmølleforuretteren Don Quijote. Trænger De mere? Tegn abonnement på tidsskriftet i hele 2015 for kun 100 kr.

Det hedder hos Luther, at det syndige menneske lever incurvatus in se, det vil sige vendt mod eller ligefrem indkroget i sig selv. Det selvudviklende og innovative menneske vil prompte reagere med en misundelsesværdig hittepåsomhed, thi hvad én gang er blevet bøjet, må vel atter kunne bringes tilbage i dets oprindelige og bogstavelig talt rettere form, såfremt man idelig bestræber sig møjsommeligt derpå – og dette innovationsmenneske kan følgelig undres derover, om vi overhovedet har brug for Gud. En smule krumhed? Det må da kunne fikses med gode strækøvelser!

Efterdi vi er letfordærvelige overfor det indre innovationsmenneskes tillokkelse, kan den frelser, vi fromt og kønt burde vente os, let foranledige et ubehag. Hvad bilder han sig egentlig ind, som vovede at efterlade os magtesløse med kun håbet om sin nåde at klamre sig til? Kanske vi har brug for mere end evangelium, det glædelige budskab, vi ikke tør sætte vor lid til – et dysangelium, et forfærdeligt budskab, der til skræk og advarsel udgrunder, hvorledes det må gå dén, som ikke besinder sig på det glædelige?

Miguel de Cervantes’ Don Quijote er netop et sådant. I den imposante ridderroman bor lavadelsmanden Alonso Quijano med sine tjenestefolk og en niece. Det lyder som en gemytlig familiekrønike, men er det ikke. Adelsmanden er nemlig ikke tilfreds med at røgte de talenter, Skaberen har betroet ham. Derfor kroger han sig ind i sit bibliotek af ridderromaner, forsømmer arbejdet på ejendommen og lader lekturen rodfæstes ”i den grad i [sin] fantasi, at der til sidst ikke fandtes noget virkeligere for ham” end at blive vandrende ridder.

Dette hverv er betydeligere end den daglige bestilling som godsforvalter. Som ridder kan han ”rette op på alskens uret,” hvad der vil skaffe ham ”evig hæder og berømmelse,” når de ”prægtige gerninger blive bragt for en dag, værdige at graveres i bronze.” Man kan ynkes over den sindssyge og ærgre sig over, at der ikke – som i dagens Danmark – fandtes tvangsindlæggelse med elektrochok og litium ad libitum. Galskaben er imidlertid et bevidst mummespil, en tilvalgsgrille, som ikke skyldes svundne åndsevner, men vidner om anselig åndrighed udi forstillelsens kunst. Medens han planlægger sin udflugt, forsøger han ”efter bedste evne at efterligne” romanerne. Han tager navnet don Quijote a la Mancha efter hjembyen og finder en plump bondetøs at besynge som ærbar skønjomfru og dedikere sine velgerninger. Alt er det skuespil, for han erkender sit eget og Dulcinea af Tobosos egentlige væsen. ”Jeg ved, hvem jeg er, og jeg ved, at jeg ikke alene kan være dem, jeg har sagt, men alle Frankrigs tolv jævninge,” proklamerer han og præsenterer sig som ”genopretteren af al uret i verden.”

Idet han påstår at kende opskriften på den mægtige Fierabraseliksir, med hvilken man ”hverken [behøver] frygte døden eller være bange for at omkomme af sine sår,” bliver sagen klar: Don Quijote er et sandt innovationsmenneske, som ganske enkelt mangler syndserkendelse – thi hvad andet er synd end dette ved egen kraft at ville udvirke det gode og overflødiggøre Skaberen? Han vil ikke være jorden tro i det liv, han gratis har annammet, men være stor i sit eget billede i stedet for skabning i Guds. Som en vildfaren østerlandsk vismand fornægter han Betlehemsstjernen og opfinder sin egen: ”Oh, Dulcinea af Toboso, lyset i mit mørke, saligheden i min pine, ledestjernen på min vandring, målet i min skæbne!”

I den nye og nådesløse tilværelse gør Quijote ridderskabets love og ceremonier, som han har forlæst sig på, til sin lydigheds genstand i det dobbelte kærlighedsbuds sted. De er ukendte for væbneren Sancho Panza, hvorfor han uimodsagt kan slå fast, at ”alt, hvad jeg har gjort, gør eller kommer til at gøre, er helt korrekt og i overensstemmelse med ridderskabets love” – og de stiller betingelser i modsætning til nåden, der fuldstændig betingelsesløst rykker os ud af angsten og døden. En forargelig provokation for dem, der vil vide sig sikre og have sit på det tørre.

De følgende tildragelser, som ridderen selv konsekvent kalder ”eventyr,” er en dysangelisk anskueliggørelse af innovationsmenneskets skæbne. Det går ud over én selv, når man bliver slået til plukfisk ved sine sammenstød med virkeligheden – men værst går det ud over næsten, en sagesløs statist i den nådesløses forskruethed. Som da Quijote tager en fremmed skarnsknægt i forsvar, der får endnu flere prygl end først tilsigtet, eftersom genopretteren Quijote i fuld galop må videre. Eller som da han tvinger nogle fangevogtere til at løslade kongens fanger, fordi de ikke har gjort vogterne noget. ”Det er ikke godt, at ærlige folk sætter til sig til doms over andre, som de ikke har noget mellemværende med,” forklarer han rethaverisk – og gør ved at sætte fangerne fri nøjagtig det samme. Menneskets retfærdighed, som Quijote håndhæver, er hverken rimelig overfor vogterne, der får bøvl med kongen, eller overfor fangerne, der går fri uden straf for deres ugerninger.

Væbneren Sancho Panza er en enfoldig bonde, som adelsmanden har kunnet friste over evne med løfter om øriger og fine titler, fordi ”han vidste, hvem han var, og havde kendt ham hele livet.” Sanchos bondske snusfornuft er dog Quijotes indbildske fantasier overlegen. Han ser verden, som den er. Bondetøser er ikke prinsesser. Vindmøller er ikke kæmper, og et ligtog er ingenlunde Helvedes djævle, der uretmæssigt har tilranet sig et lig. Han lurer, hvad Quijote er i færd med, og forsøger at tale ham til fornuft.

”Det er ikke godt at friste Gud og begive sig ud i den slags vanvittige handlinger,” siger han og anfører beskedent, at ”nok er jeg en uvidende bonde, men jeg har stadig lidt tilbage af det, der hedder sund fornuft.” Han ved, at ”det allerbedste […] ville være at tage hjem til landsbyen igen og passe gården nu, hvor høsten nærmer sig,” men selv om det står klart for Sancho, at de såkaldte eventyr medfører overordentlig fare, og at overtalelsen er gold, bliver han ved sin herres side. Han er bundet af øjeblikket og sin næstes behov og ønsker ikke at konstruere en abstraktion, ved hvilken han kan undfly sit ansvar. Netop denne indstilling bevirker, at Quijote til sidst vender hjem i live.

Ved hjemkomsten er Quijote efter det vandrende ridderskabs love fortabt, for som han selv belærer væbneren andetsteds, skal man ”ikke gøre slyngler en tjeneste, det er at kaste perler for svin.” Det er menneskers retfærdighed, og fortællingen var et rent dysangelium, hvis den var endt dermed – men på dødslejet indser den arme ridder sin brøde, rettes ud og anbefaler sig til Gud, som han før har anbefalet sig til sin skønjomfru: ”Velsignet være den almægtige Gud […] Hans barmhjertighed kender ingen grænser!” Og Alonso Quijano skrifter, skriver testamente og dør ”i sin egen seng så fredeligt og så kristent,” at notaren ikke ved om nogen ridder, der har gjort det efter. Thi Gud Herren kaster perler for svin. Dét er Guds retfærdighed – og just deri er nåden.