Måned: september 2014

De slagnes slang. Anmeldelse af Jon A. P. Gissel: Konservatisme og kulturkamp

~ KG ~ Skriv en kommentar

Med venlig tilladelse fra Tidehverv fortsætter redaktionen hermed det – for tiden meget omtalte – gode samarbejde mellem de to organer, idet vi bringer Johan Christian Nords anmeldelse af Jon A. P. Gissels bog, Konsertavisme og Kulturkamp, som er blevet bragt i septembernummeret af Tidehverv.

Den tænksomme gren af dansk konservatisme lever godt i denne tid. Der tænkes, tales og skrives flittigt – og der findes efterhånden en mængde sammenhænge, hvor der lyder konservative modstemmer til den almindelige kulturradikale tåbelighed.
Ét af disse steder er miljøet omkring Årsskriftet Critique. Årsskriftet blev i første omgang udgivet af Konservative Studenter ved Aarhus Universitet, men fra 2013 har man etableret sig som selvstændigt forlag under navnet Munch og Lorenzen. Udover den fortsatte udgivelse af årsskriftet og det tilstødende online-magasin Replique har man siden grundlæggelsen af forlaget ligeledes arbejdet med egne bogudgivelser, og det er indtil videre blevet til tre. Der sker noget!

Den seneste af disse udgivelser er historikeren Jon A. P. Gissels dokumentationsværk og forsvarsskrift Konservatisme og kulturkamp omhandlende markante personligheder inden for dansk konservatisme i sidste tredjedel af det 19. århundrede og særligt disse skikkelsers opgør med det opbrud i tiden og ideerne, man endnu tvinger gymnasieelever til at omtale som ’det moderne gennembrud’. I udgangspunktet har bogen et dobbelt forehavende: dels på faghistorikerens vis at skildre en sunken virkelighed gennem omhyggeligt arbejde med kilderne; dels som parthaver i striden at fremdrage agtværdige stemmer og at pege på ofte underbelyste træk ved selve den brandesianske ideologi og dens fortaleres – ofte uklædelige – måde at føre striden på.

Anliggendet er enkelt: Gissel vil mane fortidens stridsmænd frem for den læsendes indre øje og lade deres åndelige statur træde frem på ny. Han vil løsrive dem fra de anonyme karikaturer, de er blevet fordrejede til i de sejrendes fortælling om Sankt Georgs kamp mod den sumpede reaktion. Det drejer sig særligt om skikkelser som teologen Henrik Scharling, historikeren Johannes Steenstrup, biskop Martensen og litteraturhistorikeren Julius Paludan. Alle navne, der var fremtrædende i samtiden, men som nu er stampede godt og grundigt under mulde – først af brødrene Brandes og konsorter og sidenhen af den akademiske hærkolonne af eftersnakkere, der har udgjort hovedstrømmen i den danske kulturhistorie i det tyvende århundrede. Gissels bog er en sang for disse slagne højrekæmper – et forsøg på at give dem stemme og vise, at nok kæmpede de mod overmagten, men deres kamp betød noget, og den kan endnu betyde noget som inspiration for de nulevende.
Hovedsagen er for Gissel den skarpt optrukne front mellem den gudsfornægtende radikalisme med sit entydigt dennesidige tilværelsessyn og en kristelig, traditionsbevidst konservatisme uden hang til erstatningsreligiøse paradisiske luftkasteller, men alligevel med sans for menneskets mulighed.

Ét af de stridspunkter, der viser sig i dette møde, og som Gissel er særligt optaget af, er spørgsmålet om viljens frihed. Det fremhæves således, hvordan de radikale kræfter stod på den noget paradoksale forening af et gennemført videnskabeligt orienteret deterministisk verdenssyn, hvor mennesket blot var endnu et tandhjul i det store naturens maskineri, og en samtidig hævdelse af det, der hos Brandes benævnes »den frie tankes endelige sejr« – altså en individdyrkende frigørelsesdoktrin, hvis grundpåstand var den, at lykken vil vise sig, når den herskende orden endelig ligger tilbage som sønderslåede brokker. Over for denne bemærkelsesværdigt inkonsekvente forbindelse mellem en nedskrivning af den menneskelige mulighed og en menneskedyrkende erstatningsreligion hævdede de nævnte konservative herrer menneskets frie vilje og ansvar – midt i dets indvævethed i folk, fædreland og gudstro.

Det sidste er vigtigt – gudstroen. Gissel påpeger således gang på gang, hvordan kristendommen stod i forgrunden for datidens konservatisme – og det fremgår tydeligt, at han ønsker sig en tilbagevenden til denne tid, før konservatismen blev »nationaliseret« ved op igennem det tyvende århundrede gradvist at fjerne sig fra den oprindelige forpligtelse på kristendommen som det egentlige grundlag. For Gissel er kristendommen altafgørende – ikke blot for hans egen salighed, men også som samfundsgarant. Den er hovedhjørnestenen i konservatismens tanke- og samfundsbygning. Den er selve argumentationens grundlag – og alt, hvad der står i modstrid med kristentroen, henføres under det moderne forfald.
Men her har den fromme historiker efter min opfattelse en række problemer. Det første er dette åbenlyse, at nok kan man have kristendommen som livsgrundlag, og man kan også offentligt forkynde kristendommen som det eneste virkelige livsgrundlag, men man kan ikke forvente, at en sådan hævdelse af kristentroens virkelighed vil blive godtaget som argument i en sammenhæng, som ikke er båret af kristendommen, altså eksempelvis en politisk eller intellektuel offentlighed som vores. Det betyder, at Gissels forsvar for konservatismen står vældig svagt for en hedensk betragtning. Han har sat alt ind på at pege på gudstroens nødvendighed, men for den, for hvem kristendommen ikke er en hjertesag, må bogen få mere karakter af et altmodisch trosudsagn end af et alment anlagt forsvar for den konservative stillingtagen. Hans grundopfattelse hviler på en påstand, der serveres som et argument.

For man kan ikke argumentere for kristendommens sandhed ved at påpege dens store gavnlighed for samfundsbevarelse og sikring af orden – den slags har andre lidet tiltalende religiøse hjernespind også vist sig leveringsdygtige i. Ja, ud fra almene forudsætninger kan man faktisk slet ikke argumentere for kristendommens sandhed. Hvad man derimod kan, er at nedlægge våben over for den levende Gud. Man kan blive grebet af hans Ord i Kristus og handle herudfra – blandt andet ved under anvendelse af en almindelig jordnær fornuft at angribe og afsløre humanismens skønmaleriske fantasterier. Man kan bedrive kristelig dekonstruktion, kristelig religionskritik – men man kan aldrig sikre selve kristendommen mod forargelse. Den er et kors for tanken.

Dette leder videre til det næste grundproblem ved Gissels syntese af kristendom og konservatisme – hans totale afsværgelse af naturalismen som intellektuel og litterær retning og fuldstændige identifikation af denne med det brandesianske og kulturradikale projekt.

På sin vis drejer det sig om en uheldig overtagelse af den opfattelse, profet Brandes selv lykkedes med at sprede, nemlig at hans fremtræden i auditoriet på Frue Plads den 3. november 1871 og efterfølgende skriftlige fremstød var selve den udløsende årsag til fremkomsten af en ny ikke-romantisk litteratur. Påstanden er den, at han ikke blot var manden bag tendenslitterære fedterøve som Sophus Schandorph og Erik Skram, men også bag selvstændige ånder som J. P. Jacobsen og senere Henrik Pontoppidan. Det er denne myte, der er blevet videreformidlet af en tendentiøs litteraturhistorieskrivning, og som endnu stoppes ned i halsen på gymnasieelever ved læsning af makværket Litteraturens veje. Det er selve myten om det moderne gennembrud.

Sagen er imidlertid, at sammenkædningen ikke holder for en nærmere betragtning. For den kunst, disse forfattere skabte, var nemlig ikke brandesiansk. Den var naturalistisk – sikkert dissekerende og nådesløst afslørende. Og det var den vel at mærke både, når det drejede sig om afvisningen af religionen som menneskelig indbildning og det faldne menneskes selvforgudelses-iver. Pontoppidans Det forjættede land handler om overskruet herligheds-grundtvigianisme og hans Lykke-Per handler om den gudsfornægtendes ingeniørdrømme – og disses undergang. Det er samme anliggende; afsløringen af den menneskelige, alt for menneskelige, drøm om selv at stå på det faste punkt, hvorfra kloden kan bevæges. Jacobsens Niels Lyhne omhandler fornægterens død – hans vanskelige død. Den er heller ingen lovsang over det brandesianske erstatningsevangelium, men blot et ærligt livtag med den gudløse tragedievirkelighed, Jacobsen mente at leve i. Ja, man kan faktisk gå endnu videre: Jacobsen og Pontoppidan er ikke blot på kant med brandesianismen – deres litterære hovedværker er decideret anti-brandesianske. De viser virkeligheden som den vitterligt ser ud uden gudstroen: et flammende liv i strid, stræben og lidelse – et mølleværk der maler skuffede menneskeskæbner til mel. De er udtryk for naturlig loverkendelse. Og mere kan man ikke forlange af en ærlig vantro.

Det var den slags, halvfemsprocentshedningen Jakob Knudsen havde sans for – en mand, der desværre kun fremtræder meget få gange hos Gissel, og hvis litterære loverkendelsesarbejde ellers kunne have været et gavnligt naturbundet indspark i den idealistiske enhedsfront.

Nok nævnes det i forbigående, hvordan Julius Paludan i 1870’erne anså Jacobsens Fru Marie Grubbe som »det eneste helstøbte realistiske digterværk i dansk litteratur«, og hvordan Olfert Richard omtalte Niels Lyhne som et værk indenfor den moderne litteratur, hvor »det gudløse Livs Tomhed er sandt og rørende dokumenteret«, men der gøres intet videre ud af disse overvejelser. Gissel er den højborgerlige, kristelige idealismes mand: naturalismen er af det onde, fordi den tager håbet fra mennesket. Javist gør den det – og netop derfor er den så storslået: naturalismen er et velgørende tordenvejr, netop fordi den tager håbet fra det menneske, der håber på sig selv. Den rydder grunden. Om jorden så er beredt for sædekornet, er ikke vores sag.

Sådan tænker Jon A. P. Gissel vist ikke. Havde han gjort det, ville han ikke have været i forsvar, men i angreb. Han ville ikke have talt så meget om Brandes’ krænkende tone over for kristendommen og de troende, men i stedet være gået lige på og sønderdelt kulturradikalismen som det, den er: en religion uden mindste form for jordforbindelse, som ikke kun er i strid med den kristne tro – men også med enhver menneskelig fornuft, der evner at være jorden tro. Sådan blev det ikke, og derfor blev det de slagnes sang.

Vist har Gissel fremdraget en væsentlig historie, og vist er der indsigter at hente hos de gamle. Det kan kun hilses velkomment, at radikalismens historieskrivning bydes trods – det skal han have tak for. Men indsigterne er dyrt vundne ved den rendyrkede skematiske modstilling af den blankpudsede kristelige højre-garde og de anstødelige frankofile radikalere.
Jeg tror, at både konservatismen og kristendommen behøver et ganske anderledes slagkraftigt forsvar – og jeg ved, at begge både har haft det i løbet af det tyvende århundrede og endnu har det i de levedygtige sammenhænge, hvor virkeligheden sætter dagsordenen og kampviljen blomstrer

—

P.S. Redaktionen kan, med Nords bifald, bemærke, at Gissel siger grumme grimme ting om gamle Grundtvig. Han lader til at mene, at den gamle er en del af opløsningen. Den slags lader vi selvfølgelig ikke passere upåagtet, og De, kære læser, kan således roligt imødese en korrektion af denne Gissels smægtende misforståelse ved førstkommende lejlighed.

Studenterkredsen nr. 2/2014 er udkommet

~ RV ~ Skriv en kommentar

Andet nummer af Studenterkredsen anno 2014 er på gaden. Bidrag:

– Thomas Reinholdt Rasmussen: Den perfekte død. Et essay om Karl Ove Knausgård
– Martin Ravn: Transsubstantiation og realnærvær hos Ernst Jünger
– Henrik Wigh-Poulsen: Gipsbusten i kulturkonservatismens vindueskarm
– Martin Hauberg-Lund: Optegnelser fra en lærerbolig
– Hans Nørkjær: Om korsets dårskab og mytologiens sprog
Det udsendes i disse dage til alle abonnenter. Er du endnu ikke abonnent, kan du få alle tre 2014-numre for blot 100 kr. Enkeltnumre 35 kr. Fås ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.
Bidrag til de kommende numre er meget velkomne. Næste deadline er fredag d. 31. oktober. Både idéer og færdige manuskripter modtages gerne på studenterkredsen@gmail.com eller ved personlig henvendelse til en af redaktørerne.
Læs mere på studenterkredsen.dk eller følg Studenterkredsen på Facebook.
Studenterkredsen er den grundtvigske studenterforening i København og Aarhus og har eksisteret siden 1888. Tidsskriftet udkom fra 1933 til 1997 og igen fra april 2014. Det redigeres for indeværende af Hans Nørkjær, Kristoffer Garne og Rasmus Vangshardt.

Replik til stolesmadringen: Om tilværelsens ubærlige meningsfuldhed

~ KG ~ Skriv en kommentar

En gang imellem hænder det, at et ellers godtaget indlæg af uforståelige grunde hænder nederst i redaktionens skuffer, hvor vi også gemmer alskens unoder. Et sådant indlæg er følgende skrivelse, som redaktionen tidligere på året modtog fra en Carl Noir Virrested Hansen, der også debuterer med et andet indlæg under uret i det kommende septembernummer af vores blad. Skrivelsen her er foranlediget af Hans Grusdam Vrasts indlæg “Derfor smadrer idioterne en stol”, som står at læse under uret i aprilnummeret af “Studenterkredsen”, april 2014. Septembernummeret udkommer denne uge og rummer foruden Virrested Hansens og andre glade drenges skriblerier under uret artikler af Thomas Reinholdt Rasmussen, Martin Ravn, Martin Hauberg Lund, Henrik Wigh-Poulsen og Hans Nørkjær samt rim på reversen af Pia Tafdrup.

Den bemeldte stolesmadringshændelse skal ganske rigtigt have fundet sted, om end stolen faktisk ikke blev smadret, men gjorde modstand – ja, denne faktiske stol, som nok har givet anledning til en glimrende eksistentialanalyse af Hr. Grusdam Vrast, modsatte sig den intenderede smadring – dette selvfølgelig ikke ud fra en eller anden eventyrlig stolevilje eller sjælelig modstandskraft, men udelukkende i kraft af materiens egen væren og modstandsdygtighed. Det der skulle være en opvisning i maskulin vold og koket arvesynd endte i virkelighedens verden i et nederlag, idet kampen vist nok faldt ud til stolens fordel. Jeg husker blod der løber ned ad hvide overkroppe og krigerstolthed i de slørede øjne, og det er måske ikke så skidt, at ungdommens uro og længsel efter skibskatastrofer og pludselig død kan ordnes med en rask lille sving-om i træerne med en vrangvillig stol. Det er jo trods alt kun en stol, og hævnen er altid på menneskenes side. Den faktiske stol, som overlevede, er i dag glemt, og tilbage er kun den smadrede mytologiske stol, som tjenstvilligt kan indgå i en højere analyse – ja det må overhovedet være forventeligt, at disse kreative medlemmer af Foreningen for Bragesnak og Lækkersynd (FBL) hælder mod mytologiseringen for at glemme fakticiteten – for som Vrast citerer Kierkegaard, så er tænkning jo ikke lig væren, og siden væren dermed er uhåndgribelig og ingentings-agtig, så kan den jo passende få lov til at sejle i sin egen sø.

Fra den abstrakt-mytologiske udkigspost fra oven har stolesmadringshændelsen således ingen jordisk årsag, men er et spontant symptom på menneskets vilkår og hjemløsheden i verden. Det samme gælder ifølge Vrast for de unges containerafbrændinger i Paris’ forstæder: Vi kan snakke om sociale vilkår, om opvækst, elendige forhold, samfundets fiasko, akut mangel på kærlighed, mangel på kunst og fællesskab, eller et reelt opråb, en politisk handling med en konkret adresse, men en sådan snak er i virkeligheden kun åndløs og totalitær socialisme. Nej, sandheden om den meningsløse vold på ligegyldigt materiel har sin oprindelse i splittelsen i den menneskelige eksistens, der som sådan er en ”smertefuld vandrehal”. Derfor kan vi glemme alt om politik og gode intentioner, for den eksistentiale rastløshed kan ikke kureres. Der er tale om et ontologisk vilkår – vi er fortabte (og kun Jesus kan redde os i kraft af det absurde, kunne det lige så vel tilføjes). Således befriede fra etikkens åg kan vi synke ned i druk og filosofiske samtaler og vende ryggen til alle de åndløse hyklere, der tror, at der er noget, der nytter noget.

Teoretisk-filosofisk betragtet talt har Vrast selvfølgelig fuldstændig ret. Men i kraft inkarnationens umage alliance mellem Gud og materie har han til gengæld helt uret. Trods det kierkegaards-kristne perspektiv glemmer Vrast nemlig kristendommens bekræftelse af kødet og materien i inkarnationen og kødets opstandelse. Materiens gudsskabte fakticitet er kristeligt set ikke en forsvindende afgrund, men har egenbeståen og gør opstand mod menneskeforstandens dovne vold. Vrast tænker, at verden er menneskene et uvelkomment sted, og han mener tillige, at det er sådan, og glemmer dermed fuldstændig, at ”tænkning ikke er lig væren”. For en evangelisk betragtning har han således uret i, at verden er en udørk, for her fortælles det, at menneskelivet i kraft af Jesus Kristus er guddommeliggjort. Det er synd ikke at tro på det, ja det er ynkværdigt, for så er vi fanget i vores egen trøstesløse myteverden, i denne skinnende og forenklede verden af reklameagtige papkulisser, som i virkeligheden er en flugt fra den konkrete og ikke-standardiserede materialitet. Ja, således fanget er det – alt andet lige – nemmere at gøre det kristne budskab til en obskur myte, end at tage det på sig som en kosmisk og konkret realitet.

Men for nu at være konkrete, så lad os vende tilbage til den faktiske stol og den konkrete sommerdag i Hillerød i 2013. Vi kan enten subsumere hele opholdet, inklusive den natlige stolesmadringsseance, under kategorien eksistential rastløshed og meningsløst tidsfordriv, eller vi kan prøve at se nærmere på, hvad der skete og i hvilken konkret kontekst. Ud fra den mytologiske betragtning kom stolesmadringen selvfølgelig ud af det blå, men betragtet historisk-konkret var den et led i en filosofisk diskussion, som begyndte under et foredrag om Heidegger, blandet op med Grundtvig. Efter pausen blev der sunget om ”menneskerøsten i ørken” og hvordan alene mennesket som skabt i Guds billede ”med levende ord på tunge (…) mellem træ’r og dyr/ med guderne tale og sjunge” (Højskolesangbogen, nr. 151).
I studenterkredsen og på Grundtvigs Højskole skal man selvfølgelig ikke fornærme Grundtvig – det er klart – men fra en kætter uden situationsfornemmelse blev det efterfølgende bemærket, at Grundtvigs antropocentrisme, fx set i lyset af Heideggers brede definition af ord og tale, vel nok kunne diskuteres? Er træer og dyr virkelig helt uden gudetale, og bare dum og grusom natur?[1]

Denne udmelding lugtede på forvirrende vis af noget forvrøvlet hippie-sludder, og bedre blev det ikke af, at påstanden om træernes tale i diskussionens lune sommerhede blev udvidet med påstanden om, at en stol også var sin egen ting, som har egenværdi, og som gør krav på ikke at blive smadret.
Samtalen forløb behersket, men noget mørkt og oprørsk må alligevel have faret i visse FBL-medlemmer: en uartikulerbar trods, en gnist, som i løbet af aftenen ulmede, indtil den i løbet af sommernattens dunkleste timer slog ud i lys lue og slog ud mod en tilfældig stol.

I den efterfølgende iscenesættelse af hændelsen som en mytologisk forbrydelse med oprindelse i menneskets umulige tilværelsesbetingelser bekræftes imidlertid den præmis, som aktionen var et oprør imod: Stolen bør ikke smadres. Vi ved det, men vi gør det alligevel – om ikke andet, så for at stadfæste den trælbundne vilje. For at handlingen kan fremtræde som særlig meningsløs, så må man forudsætte den præmis, at stolen i første omgang ikke bør smadres. For hvis alt vitterligt og uigenkaldeligt var tomhed, så kunne ligeså vel eftermiddagskaffen i Solen fremhæves som meningsløs og et udslag af eksistentiel rastløshed. Men stolesmadringen låner sin mytologiske kraft i det, at der er tale om en destruktiv adfærd, som vi ved er forkert. Det var helt sikkert sjovt og uden tvivl tilgiveligt, men vi griner selvfølgelig kun af det forbudte og utilstedelige.

Der er for så vidt tale om vold, også selv om det bare er en stol. Ikke fordi stolen har følelser, og heller ikke fordi den har en markedsværdi, men fordi den er en stol. Den er en stol der findes og som har stole-værdi i sig selv. For den alt-for-menneskelige forstand er den blot et eksemplar – der var mindst halvtreds stole på terrassen, som var nøjagtig magen til, og i sidste ende kunne den jo erstattes ved et greb i pengepungen. På den måde kan vi indrette væren efter tænkningen: Vi tænker abstrakt: stol, og alt hvad vi ser, er et eksemplar af en stol, et udskifteligt stykke dødt materiel, og ikke netop denne stol, som har denne materielle oprindelseshistorie – denne stol, som er lavet af metal, som er hentet ud af et bjerg ved maskinel og menneskelig arbejdskraft, og som har haft miljømæssige omkostninger i kraft af transport og garanteret møggiftig hvid maling – denne specifikke stol, som optager denne tid og dette rum i universet, et absolut unikt tidsrum. Og ikke bare et bjerg, men netop dette bjerg på denne dag, og ikke bare hvid maling, men netop denne maling rørt sammen af det og det, der er lavet af det og det og kommer der og der fra. Og ikke bare menneskelig arbejdskraft, men netop disse mennesker, med disse liv, på denne dag.

Men det er klart, at vi må glemme alle disse ting – denne rablende, bundløse verden af fakta og detaljerigdom, i forhold til hvilken vi befinder os i den dybeste uvidenhed. Stolesmadringen får i dette lys karakter af et rituelt forhold til en tabuiseret uvidenhed, som vi ikke magter at forholde os til på anden måde. Det er bare for meget. Så hjælper det lidt at gå lidt rundt og smadre ting, for så holder vi fast i en meget mere overskuelig verden, hvor en stol bare er en stol. Hvor begrebet passer til tingen og der således er harmoni mellem tænkning og væren. Samtidig holder vi dermed gang i og bekræfter hele den meningsløse samfundsmaskine af produktion og konsum, som ved første øjekast ganske vist synes mere meningsfuld end tilværelsen i al sin umiddelbare væren-til. For jo mere vold og ødelæggelse, des mere arbejde er der til de rastløse, når tingene skal bygges og produceres igen. Og sådan kan vi beruse os i en hektisk meningsløshed, der måske alt andet lige føles mere meningsfuld. Reelt set er der selvfølgelig tale en komplet meningsløs rovdrift på ting, natur og mennesker, men nogle gange er det bare nemmere at holde fast i en meningsløs verden.

Dét er synden, og den er ikke svær at få øje på. Den er så åbenlys, at der ikke er nogen grund til at opsøge den eller til at kokettere med den. Ja, det er synd og skam, at det tilsyneladende er nemmere at leve i en meningsløs verden, end i en verden, hvor hvert øjeblik og hvert støvkorns unikhed lader tilværelsen med en påtrængende meningsfuldhed, og hvor tingene har betydning.

Det kunne være en omvendt analyse af stolesmadringen. Ikke: åh, hvor er verden meningsløs, lad os smadre en stol – men åh, hvor er verden dog meningsfuld, sikke uendeligt hårdt det er med al den mening; fri os fra meningen og lad os synke hen i mytologiens sløve ekstase.

Men til Abrahams held, så er tænkning ikke lig væren, og ofringen kan få lov til at blive ved tanken. Ikke fordi han ikke er i stand til at begå den voldelige ofring – det ved han med sin Gud, at han er – men fordi han dermed er fri til ikke at gøre det. Han er ikke længere slave af kærlighedens etiske fordring, nej han er fri til at tilsidesætte den, og derfor også fri til at tage den på sig. Han behøver aldrig igen at smadre en stol bare for at bevise, at han kan, og at loven ikke står skrevet i hans hjerte – nej, han er fri til at lade være, ja, han fri til at gøre det gode i kraft af den guddommeligt ratificerede, konkrete kærligheds byrde af altomfattende meningsfuldhed.
Tænkning er ikke lig væren? – sikke da et held!

—

[1] Der kunne i denne kontekst henvises til den middelalderkirkens: ”Syng lovsang hele Jorden”, hvilket er en ide om den naturlige lovsang som i øvrigt lever videre i Olivier Messiaens musikalsk/religiøse tydning af fuglenes (engle)sang. Skønt katolik og på mange måder ”umoderne”, så er Messiaen alligevel en moderne komponist, og hans musik dyrker således ikke harmonien mellem tænkning og væren, men fremstiller netop væren som et mysterium og et mirakel, der overstiger forstanden.

Åbent brev fra de interesserede unge: Noget om Studenterkredsen og tidens opgør

~ KG ~ Skriv en kommentar

Som en reaktion på gårsdagens skriverier om Kredsen og Tidehverv i Kristeligt Dagblad skriver Kristoffer Garne og Rasmus Vangshardt et par ord om denne – skal vi sige temmelig sære – artikel.

Det vakte stor forbløffelse at læse om Studenterkredsen i 1. septembers udgave af Kristeligt Dagblad, der på ret løsagtig måde blev kædet sammen med den trang til opgør, som journalist Bente Clausen sporer i det, hun kalder en renæssance for Tidehverv. Af artiklen må undertegnede betragtes som en del af en gruppe unge, tidehvervske intellektuelle, så hermed vores syn på sagen.

Lad det være sagt med det same: Vi vedkender os gerne, at der blandt unge kirkeligt interesserede er grøde i tingene, at der er en stigende og stadigt højere lydende opgørslyst mod tidens åndelige død og interesseløshed, hvilket blandt andet kommer fint til udtryk i håbløs moderniseringsiver, behagesyge og trang til servicekirkelig succes. Dette opgør har vist sig at være stadigt mere nødvendigt, hvorfor vi også gerne vedkender os åndeligt slægtskab og personligt fælleskab med Dame-Tidehverv (et udtryk, der i øvrigt stammer fra Studenterkredsen og ikke fra Hans Hauge, som artiklen fejlagtigt hævder) og flere yngre C. S. Lewis-læsende teologer i og omkring Tidehverv.

Men lad det også være sagt med det samme, at et sådant mavesurt opgør, som Clausen fremskriver i artiklen, ikke er hovedsagen – hverken for nogen af os personligt eller for Studenterkredsens virke. Derfor er det os også stærkt imod, at Clausens artikel udviser en kedelig iver efter at skære alt over én kam. Denne tendens kommer blandt andet til udtryk i en uheldig og lemfældig omgang med citater og en lyst til at konkludere på en måde, der ikke har fuld dækning i de anførte citater. Et par af de værste eksempler kan tjene til illustration.

Først siger manchetten, at Tidehverv har en renæssance blandt unge intellektuelle (Nyt Babel plus nogle af os i Studenterkredsen). Det turde være et korrekt signalement, men 10 linier senere står der så, at ”en ny bevægelse er på vej frem” i modsætning til Krarup og Langballe. Men var præmissen ikke netop, at vi genoptager sporet fra Tidehverv, vedkender os det, og ikke vil en ny bevægelse? Lige efter kalder hun os så ”det nye, noget yngre, Tidehvev” – og så var vi altså igen ikke en ny bevægelse, men en fortsættelse.


I forhold til fremgangsmåden bliver det endnu mere mærkværdigt efter Nørkjær-citatet, hvor Clausen nu skriver, at ”hvor mange unge, nye tidehvervs-grundtvigske, der findes omkring, vides ikke. I Studenterkredsen er de grundtvigske stadig i overtal.” 
Altså: Man kan ikke måle, hvor mange tidehvervs-grundtvigske der er ”derude”. Nej, sandt nok. Men hvordan kan man så måle, hvor mange af dem, man altså ikke kan måle, er i overtal i Studenterkredsen?

Hvorfra ved Kristeligt Dagblad, hvem der er i overtal i Studenterkredsen? Der er ingen ekspert, der siger noget om dette, det står bare hen i artiklen. Har man ringet rundt og spurgt samtlige af det foregående sommermødes deltagere, om de bekender sig til Søren Krarup eller til Grundtvig? Ikke os bekendt (de to forfattere til denne skrivelse er i hvert fald ikke blevet spurgt), og det er også en underlig form for åndelige sætten i bås. Hvordan skulle man kunne måle sådan en bekendelse?

Da artiklen så kommer til Torben Bramming, konkluderer man fejlagtigt på hans citater. Inden de to første citater konkluderer Clausen på Brammings vegne, at bevægelsen er bredere end Studenterkredsen. Men Torben Bramming siger blot: ”Det er en bredere strøm end bare Tidehverv.”
Dernæst konkluderer Clausen igen (?) på Brammings vegne, at bevægelsen er bredere end Studenterkredsen, men det, han siger, er blot, at ”der er en lyst blandt de unge til at fordybe sig.” Vores konklusion kunne blive denne: Clausen er rodet i hovedet.

Og så tilbage til sagen: Vi vil som sagt gerne vedkende os et slægtskab med Dame-Tidehverv og Søren Krarup, ligesom forbindelserne mellem Studenterkredsen og Tidehverv altid har været der, både grundet optagetheden af tidens problemer og i kraft af et sammenfald af personer, der har fundet åndelig næring begge steder. At nogle af os dermed udtaler os i opgørsvendinger, der kan minde om det unge Tidehverv eller skriver i samme tidsskrift, betyder jo ikke, at vi har dannet en kristelig enhedsfront mod alskens unoder i tiden. Studenterkredsen er en frisindet diskussionsforening for kirkeligt og kulturelt interesserede unge og et åndeligt væksthus for nysgerrige unge mennesker af alle støbninger, men vi er ikke på forhånd noget bestemt.

Det kan man da godt kalde grundtvigsk, hvis man vil forfalde til den kedelige og forfladigende tendens i tiden at påklistre dette mærkat på alt, der har noget med frisind og menneskelivet at gøre og så lade det være det, men det er snarere der, hvor vi ønsker at begynde, ikke at ende. Man kunne også ulejlige sig til at læse vores blad, for eksempel genudgivelsesnummeret fra september eller kikke ind på vores blog og se, hvad den nuværende aktive mængde siger og skriver, og så vurdere herudfra – altså fra det faktisk foreliggende. Her vil man – og det vil altså ikke tage mange minutter – finde ud af, at ja, der er nogle af os, der har oplagte stilistiske og indholdsmæssige sammenfald med flere tidehvervsteologer. Men man kan lige så hurtigt finde opgør med samme, også skrevet af folk der kommer fast i Studenterkredsen.

Og så er der citatet fra Hans Raun Iversen, der er decideret uforskammet og så i øvrigt bizart anbragt som det sidste ord. Det, man mener, er vel, at med kritikken af servicekirken bliver det svært for os at arbejde i netop servicekirken. Og det er jo muligvis rigtigt nok. Det kunne man udstillede Raun Iversen med, snarere end os, men mest er det vist et uheldigt forsøg på at få alle unge og sure skåret over én kam og henvist til de uduelige og mavesures rækker. I øvrigt er det vel også en implicit pointe i artiklen, at vi er en række unge mennesker på vej frem. Underforstået: Vi er det modsatte af dovne, vi er faktisk særdeles aktive. Vi udgiver bøger og et tidsskrift, vi arrangerer bunker af foredrag, og vi har skrevet dusinvis af artikler til allehånde medier. Mon ikke et par os nok kan svinge os op til at klare Raun Iversens ”10 opgaver om dagen”?










Som sagt vil vi som enkeltpersoner gerne skrive under på den kritik af servicekirken og så i øvrigt kraftigt understrege, at vi, måske modsat Babeldamerne og visse af de nævnte tidehvervstyper, mener, at der er så meget andet værre at tale om og bekymre sig om end servicekirke, moderniseringsivrige præster og kirkeforfatning. Nemlig en kedelig tendens til åndelig død og interesseløshed, som især repræsenteres af eksempelvis Hans Raun Iversens position, der nedskriver teologien og dermed omgangen med livets væsentlige spørgsmål til en biting blandt de “ti andre opgaver, der ligger på skrivebordet”. Denne tendens er det, vi gerne som livsoptagede unge mennesker vil bekæmpe som del af en frisindet forening af livsoptagede unge, og det i alle interesseløshedens afstumpede afskygninger. Herudover må så de af os, der er opflasket i Studenterkredsen, og som enten allerede er, eller håber på at blive, præster i folkekirken, sætte vor lid til, at lektor Raun Iversen ikke får det sidste ord, men at vores kirkelige virketrang også for fremtiden vil kunne finde udløb her til lands – hellere end gerne i folkekirken.

—
Følg Studenterkredsen på Facebook