Redaktionen har modtaget følgende skrivelse af den lægmands-teologiske bragesnakker John Anton Richardis, der for kreds- og andet godtfolk bidrager til belysningen af spørgsmålet om himlens fugles og alskens andre plagers kristelige betydning.
I sommers lagde en vis antihumanisme-entusiast ved navn Jonas Siig tastatur til en på mange måder forbilledlig anskueliggørelse af det aarhusianske måge-spørgsmåls betydning for humanismekritikken. Kampskriftet bærer titlen Mågen, en radikal fugl, og blev bragt i det samtidshistoriske online-magasin Baggrund. Den kan (og bør) læses her.
I dette skrift lod Siig (herefter i almindelighed blot Robot-Jonas) det stå alt andet end uklart hen, at dette »ufattelig[t] cool« dyr ikke blot udmærker sig ved sin ligegyldige og dermed – i ordets sandeste forstand – naturlige svæven omkring, men at der også er noget ganske anderledes radikalt på spil i bæ-svæverens møde med de skravlede tobenede. der idelig bryster sig ved at bære navn af menneske. Som Robot-Jonas så umisforståeligt lod det træde frem i indlæggets afslutning: »Hver gang en måge skider, regner det med humanismekritisk retfærdighed«.
At Robot-Jonas har ret i denne afsluttende bestemmelse af måge-udøsningernes karakter af retfærdig dom over menneskets vilje til egenmægtighed, er jeg fuldstændig overbevist om. Anderledes stiller det sig imidlertid med spørgsmålet om, hvorvidt Robot-Jonas selv er klar over, hvorfor disse sidste linjer er så træffende og i ordets egentligste forstand sande. Derfor dette indlæg til Kredsens tænksomme hoveder, hvori den rette forståelse af »humanismekritisk retfærdighed« skal søges oplyst ved at blive bragt i samklang med den evangelisk lutherske kristendom, hvorfra et sådant begreb nødvendigvis må hente sin næring.
Nærmere bestemt skal jeg i det følgende gøre mit for under inddragelse af den lutherske dogmatiker Johannes Horstmann at oplyse såvel Robot-Jonas som det læsende menneske i almindelighed om denne nærmere forbindelse mellem mågen og den forgængelighedsdom, der lyder fra Guds egen mund over den stinkende synder, der i det himmelske bæ-angreb vederfares lige netop det, han fortjener.
Eller anderledes udtrykt: Vi skal nu have de be-lortede pilfingre i en lille hverdags-teologisk ihukommelse og anvendelse af den kristelige børnelærdom på et spørgsmål, der allerede er brændende for de aarhusianske menneskebørn – og kun vil blive mere påtrængende når sommeren igen kommer deres vej.
Tilranet ej Gudgiven
Allerede i manchetten på Mågen – et radikalt dyr bliver det tydeligt, at Robot-Jonas trods sine utvivlsomt gode intentioner, som jeg for nuværende intet ønske har at ymte ukvemsord om, ikke har begrebet den nærmere sammenhæng mellem den omtalte »plage af tilsyneladende apokalyptiske dimensioner« og så den Herre og Mester, der fra denne faldne verdens morgengry har svunget og indtil dens endelige brand og mørklægning vil vedblive at svinge plagernes taktstok. For hvad hedder det her? Jo, her hedder det midt i en ellers fuldt ud nøgtern præsentation af måge-spørgsmålet, at denne repræsentant for »én af vor tids mest usolidariske arter« i kraft af sine egensindige udsvævelser ikke umiddelbart lader sig »stoppe af menneskets gudgivne ret til hvadsomhelst« (min fremhævning). Men hvad skal det nu betyde, at mågens selvvelbehagelige praxis er noget, der ikke lader sig stoppe af menneskets gudgivne ret? Når man kender vor ven robot- og antihumanisme apologeten hr. Siig, sådan som han har talt, levet og skrevet, turde det være en rimelig antagelse, at der med henvisningen til denne ret, menes den antropocentriske grundpåstand om menneskets selvberoende værdighed, som ånds-amøbiske menneskebørn (og dét vel at mærke bredt forstået) i almindelighed gør en dyd ud af at kæfte op om, uden nogensinde at føle sig anfægtet af den allestedsnærværende kendsgerning, at virkeligheden aldrig har villet kendes ved en sådan menneskelig overhøjhed.
Hvis det blot var dette, Robot-Jonas havde skrevet, ville jeg ikke have nogen grund til hér at gøre bidsk anskrig. Men ak, vor antihumanist har med sin uheldige inddragelse af ordet gudgiven fået blandet tingene noget så forskrækkeligt sammen; for hvem siger, at Gud bryder sig om klamme humanisters døddrukne morgensøvn, grimme T-shirts og latterlige café-latte-uddannelser?
Lad mig udtrykke det umisforståeligt: Den treenige Gud, Vorherre, giver ikke en skid for vores latterlige selvhævdelse, han bliver faktisk møghamrende mellemfornøjet og godt gammeldags ærgerlig over den. Og når mennesket vrager det liv, det er blevet givet at leve i stadig lovsang af Herren, så falder der gerne ubehagelige ting ned fra Himlen. Gud er med andre ord antihumanist – den eneste antihumanist, der i sin uudgrundelige kærlighed retleder den, Han elsker. Det gør Han blandt andet med mågen som Sin tugtemester til Kristus, hos hvem nåden alene er – som ét af sine tegn på den forgængelighedsdom, der skal overgå enhver af os, fordi vi er så pisse træls. Fordi vi har tilranet os egenmægtig rang af stolte, værdige verdensbeherskere.
Jo før Robot-Jonas og alle vi andre forstår dette, jo bedre – for os.
Forgængelighedsdom
Under titlen Menneske under forgængelighedsdom udgav man i 1977 på Tidehvervs Forlag en lille samling af tre foredrag, der i de foregående år var blevet afholdt af den danske teolog Johannes Horstmann på dette teologiske arbejdsfællesskabs sommermøde. Overordnet beskæftiger Horstmann sig i alle de tre foredrag med dette begreb forgængelighedsdom, eller mere præcist udtrykt; med hvad det vil sige, at der går dom over mennesket, at det lever i forgængeligheden og selv skal miste alt dét, det her på jorden har holdt på som sit. I særlig grad helliger Horstmann historien sin opmærksomhed, idet han udreder, hvorledes historien for det menneske, der ikke ser Guds dragelse i den, vil vise sig som dom og død – eller som det hedder flere steder i bogen; historien bliver »vred«, idet den viser sig som en lang rapport om menneskehedens uformåen til at opnå noget som helst af egentlig og blivende værdi, som den blodstænkende slagter Døden ikke tager fra det, når han kommer. I al sin enkelhed en lille bog, som er god at få forstand af på mangt og meget, herunder – og det er jo dér vi skal hen – mågens betydning for mennesket.
For sagen er jo, at det Horstmann som luthersk teolog forsøger at sætte på begreb i en vis henseende er just det samme, som det Robot-Jonas så rammende har skildret i sit indlæg. Nemlig dette, at når mennesket rammes af forgængelighedsdommen, det være sig i form af skibskatastrofer, hærværk og pludselig død – eller mågelort – så er dette i allerdybeste forstand en retfærdig hændelse. Mennesket fortjener og har – således taler i hvert fald teologen – selv pådraget sig uheldet, der slår det omkuld eller gør den før så indbydende café-drik besk som helvede selv.
For mennesket har villet og vil i dette øjeblik dét, vi hverken skal eller i sidste ende kan ville, nemlig at gøre os selv til skarndyngens lysende, alt-bemestrende midtpunkt. Og det er dér, midt i humanismens drøm om ubesmittet hæder, at domslogikken fælder skarndyngens indbildte konge. For når man står midt i en dynge af både forne tiders og friske fæhoveders fækalier, kunne det jo snildt gå hen at vise sig, at denne dynge ikke er kommet ud af ingenting, men derimod har sit udspring et andet sted end sig selv, og at den himmelvælving, skarnkongen troede at bemestre, derfor kunne finde på at åbne sig og sende flere af sine klæbrige frugter.
Gud elsker os og sender derfor mågen som én af disse domsfrugtens portører – og man kan vist roligt sige, at den ikke er dum i arbejde.
Sådan er det bare
I menneske-ører vil en sådan tale nødvendigvis være styg og vil enten blive afværget som udslag af selvsvingspsykotisk sortsyn eller simpelthen blive slået hen som humoristisk hygge-misantropi – hvilket givetvis vil have været tilfældet for mange af de humanistiske læsere af Siigs lille essay, og måske også kunne blive disse linjers beklagelige skæbne, når de hjemfalder til vankundige hjernekisters omklamrende fjante-fornuft.
Men der er faktisk ikke så meget at grine af. For når mågerne kommer, så kommer de ikke for at danse. De kommer med en regn af humanismekritisk retfærdighed. På dig, og dig, og dig, og frem for alt – på mig. Og det er derfor, mågen er »så forbandet cool«, som Siig så kækt fastslår det.
Og hvis du skulle ville vide mere, så gå glad til Skriften:
“Men ud over det: Min søn, lad dig advare! Der er ingen ende på de mange bøger, der skrives, og den megen læsning bliver man træt af. Når du har hørt det hele, skal du drage den slutning: Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker! For Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt.”
Prædikerens Bog 12,12-13
—
Redaktionen kan meddele, at vi siden ovenstående skrivelses affattelse har set endnu et eksempel på, hvorledes den almægtige Gud bruger himlens fugle til at slå ned på vor kødsyndige selvhævdelse og sødsuppede sværmerier: