Stud.theol. Adam Garff holder nytårstale over det forgangne år. Der er tale om adskillige mængder af mørkt, solidt tankegods, der er blevet slæbt igennem uvidenhedens dale.
—
Kære I, kære Kreds, kære Krestomater, og kære værdifulde vedhæng. Tak for et formidabelt år, der om ganske få stunder er ovre. Og tak for et væld af stunder. Jeg synes netop at ’stunden’ har været det, der har kendetegnet det forgangne år. De studerende stunder, de studentikose stunder og de stadige stunder, under hvilke vi atter mødes for en stund og udforsker vores lille forsamling.
Stunder der ind i mellem har været slørede, stødende, udtværede og fortrængte, men som her i tilbageblikket synes at stå som lysende klare, skarpe og ikke mindst – indbringende. Der har været stunder badet i grålig røg og beslutsomme skrål og sågar stunder, der har udspillet sig i højst aparte kulisser og har budt på både macho-em, indestængt, patetisk afmagt og vidtløftig Donner.
Andre stunder, der ligefrem kunne ligne noget fra en belejret fæstning i fredstid, har udspillet sig på den syrlige, nordsjællandske kalkgrund, alt imens det hvide flag har stået tøvende på halv, og åndsinfanteriets kamptropper har overgivet sig til sang, blid flirt og sommernattens fred.
Nogle har talt om evighedslængsel. Andre om religionskrig. Der er blevet skriblet længe på de små studerekamre i nattens nådige lys om islam, tidehvervsk grundvigianisme (eller var omvendt?), mørke, Laurids, poesi, Kant og kolik og kantede koleriske ægtemænd.
Solen har ikke stået stille længe ad gangen, og adskillige mængder af mørkt, solidt tankegods er blevet slæbt igennem uvidenhedens dale og er blevet firet ned i vores ignorante hjerner. 2013 har været en valfart. Både en indre og en ydre. Fra Vartovs traditionsbetændte hølofter til det midt- og sydtyske, til den gudsforladte storby London – og ikke mindst tilbage igen. Årets stunder udgør en kaleidoskopisk myriade af tanker, indtryk og en god portion af ravnesort vanvid, længsel og glæde!
Det er mit håb, ønske og helt klare forventning, at 2014 vil bibringe dette vores tanke-atletiske hvepsebo endnu mere hor, mord og ildebrand. Mere sang, flere dråber af enhver form, art og farve og ikke mindst: endnu flere meningsfortættende stunder.
Så bliver da mindet, erindringen og stunden. Disse tre; men størst af dem er stunden.
Et nytårsminde i højtidstumlen;
Atter et år med skål og skrål.
Værdig, ærlig mandemumlen
Rabaldersjæles tankebål.
Fra asken hed til himlen rød,
Så velklædt ungdom ud.
De stirrede skarpt mod skyens glød
Og anede der vor Gud.
Atter et år med skål og skrål.
Værdig, ærlig mandemumlen
Rabaldersjæles tankebål.
Fra asken hed til himlen rød,
Så velklædt ungdom ud.
De stirrede skarpt mod skyens glød
Og anede der vor Gud.
Med disse ord vil jeg hæve kalken og skåle!
—
Flere taler her.
Flere bidrag til rimkrøniken her.