Stud.theol. Hans Nørkjær funderer over Claus Thomas Nielsen og Christian Langballes velbesøgte debat om “Det nye Tidehverv” i Kredsen 14. november.
[…] bliver Bladet [: Tidehverv] i nogen Maade et kristeligt, da bliver det gennem Synspunktet, ikke gennem Stoffet – gennem Sigtet mere end gennem Meninger. ”Was Christum treibt”, det er kristeligt.
Den lader vi lige stå et øjeblik. Ordene er sagt om Tidehverv i dettes spirende førstedage – ja, det kaldes endda ofte Tidehvervs ”programskrift”, hvad dette så ellers skal betyde.
Nu er det ikke for at underkaste forrige torsdags møde i Studenterkredsen København et kildekritisk syrebad, at jeg knytter an ved disse ord. Og det er ikke for at påvise, om de to kombattanter Christian Langballe og Claus Thomas Nielsen, der denne novemberaften sluttede kreds om de tidehvervske faner, nu også i sand forstand er i fuldkommen overensstemmelse med de allerførste ord, der lød fra denne ”grimme ælling” i dansk teologi: Tidehverv. Det ville jo ellers være skønt, om man kunne enten verificere eller falsificere sand og usand kristendom tilbage i historien, men ak, vor ringe forstand, når slet ikke så langt. Eller gør den?
Gustav Brøndsted, der står som forfatter af ovennævnte ord, kan i hvert fald ikke bare sådan uden videre tages til indtægt for den eneste og sandeste forståelse af Tidehverv – og sand kristendom – men det kunne dog hævdes at være en sjov øvelse at have disse ord i baghovedet, som øjnene glider ned over det følgende (For en udførligere udlægning af Tidehvervs opståen og formationsår kan der henvises til en anden artikel fra denne skribents ydmyge hånd).
”Det, der beskæftiger Tidehverv, må nødvendigvis være sand kristendom.” De fyndige ord proklamerede førstetaleren ved bemeldte arrangement, Claus Thomas Nielsen, efter at have ironiseret over hele arrangements relevans – på trods af, at han havde rejst det halve fædreland igennem for at deltage i det – for som han sagde: ”Jeg forstår ikke, hvad Det Nye Tidehverv betyder.” Disse ord nåede i hvert fald at få undertegnede til at tænke: Åh, nej! De har taget Enhedsfronten med sig over i Studenterkredsen, og religionskrigen udebliver for i aften. Til min store glæde skulle alt andet vise sig at blive tilfældet med en aften, der var både en af de mest velbesøgte af de kredsmøder, jeg har frekventeret, og en af de mest veloplagte både fra talerne, salen og værtshuset efterfølgende (for de, der ikke deltog ved sidstnævnte, kan jeg blot berette, at begge oplægsholdere var med til at døbe dere synspunkter med rigelige mængder humle: Halleluja).
Men tilbage til den sande kristendom. Hvad er det? Ja, det er jo ofte oplysende i slige sammenhænge at begynde med, hvad sand kristendom ikke er. Og det gjorde Claus Thomas Nielsen da også. Sand kristendom er blevet forsøgt forpurret af to væsentlige strømme af kætterier, hvilke der ifølge Claus Thomas Nielsen ikke er så få eksempler på. De to ugudelige hovedstrømninger er: 1) det anti-monarkianske kætteri, der vel kort kan beskrives som alle mere eller mindre vidtløftige forsøg på at sekularisere eller relativere den teistiske Gud. Eksempler er her Hegel, liberalteologien og i nutiden valgmeninghedspræst under den Augsburgske Trosbekendelse, Niels Grønkjær. Og 2) det arianske kætteri, der på den ene eller anden måde lægger for lidt vægt på Jesu guddommelighed. Herunder nævntes overraskende Bultmann og K. Olesen Larsen og (indrømmet mindre overraskende) Johannes Sløk. Det interessante er, at vi her med navne som Bultmann og K. Olesen Larsen rækker dybt ind i, hvad der kan kaldes Tidehvervsegne rækker, men ud fra Tidehvervsegen devise om, at enhver svarer for sig selv, er dette vel også principielt fuldstændig tilladeligt.
Det har noget at gøre med forholdet til den metafysiske virkelighed, som praktisk talt alt i Claus Thomas Nielsens oplæg vel handlede om; og dette ud fra axiomet, at sand kristendom taler om en anden og virkeligere virkelighed, end den jordiske. For uden en fastholdelse af noget uden for det jordiske bliver Gud og kristendom til nonsens. Det er med andre ord et radikalt opgør med den moderne verdens (og herunder teologis) relativisme, personalisme og sekularisme.
Her knytter Christian Langballe sig også på. Også han begyndte sit oplæg med en kritik af den postmoderne relativisme og den såkaldte Gud er død-teologi, hvor mennesket jo faktisk på en mærkværdig omvendt måde tilkendes en meget udviklet evne til at gøre sig slutninger omkring den virkelige virkelighed. Det er en banalitet, men det er relativismens paradoks, at den hævder at relativismen er absolut sand, og dette opponerede begge talere imod. Dog fremkom den meget væsentlige accentforskydning, at hvor Claus Thomas Nielsen uden bæven talte om den objektive, metafysiske virkelighed, ville Langballe bevare et utvetydigt subjektivt element, der fastholdt Luthers vægtlægning på, at evangeliet lyder pro me, og at det (i bedste K. Olesen Larsen-stil) er den enkeltes afgørelse, om man antager evangeliet for sandt. Dermed lyder evangeliet også i højere grad til håbet, end det er en skuen direkte ind i Guds objektive sandhed ifølge Langballe.
Oplysende for denne forfatter var det imidlertid, at Claus Thomas Nielsen i sin teologi med meget klare udtryk står på en åbenbaringsmetafysik og ikke en skolastisk, naturlig metafysik. Korset er og bliver centrum i kristendommen – også for Claus Thomas Nielsen. Spørgsmålet er da blot, hvad denne åbenbaring af korset konstituerer, og hvad der efter en ”erkendelse” af korset som centrum er mennesket muligt at fatte. For hvis vi med denne åbenbaringsmetafysik er i stand til ikke blot at klynge os til korset i tro på syndernes forladelse og håb om kødets opstandelse, men kan klynge os til vores egen forstand og opbygge et totalt, metafysisk system blot med korset som axiom, da forbliver menneskets spekulative formåen en fornuftsdyrkelse, som ligger meget langt fra en tidehvervsk lutherdom.
Jamen har Luther ikke sagt både dette og hint om at tage pilgrimsstaven op og vandre imod Guds stad;? Givetvis. Og er det ikke mere i overensstemmelse med Luthers samlede teologi at hævde en metafysik? Til det sidste har jeg blot at sige til Claus Thomas Nielsen med inspiration fra en tidligere tidehvervsmand: ”[Claus Thomas Nielsen] vil have den hele Luther; det vil Fanden ogsaa!” For mig at se har Claus Thomas Nielsen brug for at få stukket øjnene ud på sin kristologiske fornuft. For jeg er ikke enig i, at man kan falsificere korsbegivenheden. Nok er den for troen et objektivt faktum, men det vedbliver at gå ud over vores forstand. Og – en passant – jeg er fuldstændig ligeglad med, om den nuværende nytestamentlige forskning er i færd med at datere evangelierne tættere på Jesu eget liv og dermed nå tættere på en sandsynliggørelse af korsbegivenhedens rigtighed. Det rykker ikke en tøddel ved andet, end fodnoterne i de kedsommelige eksegetiske evangeliekommentarer. Kristendommen vil til stadighed handle om troen på budskabet, Ordet. Og hvilket skrøbeligt grundlag er det da i øvrigt ikke at forankre sandheden i det, vi går så meget op i at kalde ”den objektive virkelighed”.
Hvis jeg skal afslutte dette indlæg i den principielle religionskrig, som jeg håber, at i hvert fald et enkelt par øjne stadig hænger fast ved, vil jeg lade min rammefortælling – og altså Gustav Brøndsted – komme til orde igen:
[…] bliver Bladet i nogen Maade et kristeligt, da bliver det gennem Synspunktet, ikke gennem Stoffet – gennem Sigtet mere end gennem Meninger. ”Was Christum treibt”, det er kristeligt. (min kursivering)
Selvom det muligvis er ligegyldigt for d’herrer oplægsholdere at blive sat i overensstemmelse med gamle Gustav, så vil jeg dog alligevel mene, at det er en opløftende aften – for den tidehvervske sjæl – når en sal af unge og gamle, hvoraf mange har en affinitet til arbejdsfællesskabet Tidehverv, kan føre et slag i den gamle religionskrig med ildhu og iver, hvor det væsentlige forbliver sigtet og ikke meningerne. ””Was Christum treibt”, det er kristeligt.” Og så i øvrigt tak for samtalerne – også efterfølgende ved værtshusdåben.
Jeg beklager den opbyggelige slutning; jeg smider straks pilgrimsstaven fra mig igen og overlader ordet til Kingo:
Gak, ormesæk, og sov! Gud skal i morgen dig
vække her,
men siden der
til liv evindelig
vække her,
men siden der
til liv evindelig