Redaktionen bringer her en stærkt forkortet udgave af det festforedrag, som lektor og tidligere formand Jes Fabricius Møller holdt på Vartov i anledning af Studenterkredsens 125-års-jubilæum den 6. september 2013
”Det har været Grundtvigs skæbne at blive overskygget af den […] bevægelse, der med større eller mindre ret kaldes ved hans navn,” skrev P.G. Lindhardt med en for ham helt ukaraktertistisk mangel på ironi til indledning i sin lille bog om Grundtvig fra 1964. Lindhardts iagttagelse er uhyre præics.
Grundtvigianismen er ikke alene en stor, men også forskelligartet og sammensat bevægelse. Nogle ville nok slet ikke kalde grundtvigianismen en bevægelse, men en uformelig og titanisk klump af stilstand, men hvorom alting er, kan de sidste to hundrede år fremvise en sådan artsrigdom inden for grundtvigianernes slægt, at vi endnu inden for fædrelandets grænser har til gode at se et betydeligt ideologisk standpunkt, politisk parti eller etableret verdensyn, der ikke på et eller andet tidspunkt har taget Grundtvig til indtægt for sin sag. Det gælder også socialdemokraterne.
En af de mere afgørende vendinger fandt sted i årene omkring 1933. Det indtil da overvejende internationale, materialistiske og ateistiske parti begyndte at være mere venligt indstillet over for det nationale, det åndelige og det kristne. Det var fremtrædende socialdemokrater som Hartvig Frisch og Frederik Borgbjerg, der tegnede de nye linjer. Frisch mente, at Socialdemokratiet måtte bruge en national strategi, hvis partiet virkelig ville magten. Grundtvigs 150 års fødselsdag blev også fejret i Arbejdernes Læseselskab i København, ved hvilken lejlighed Borgbjerg talte Grundtvigs betydning for nutiden.. ”Han gjorde sig til Talsmand for en meget radikal og social Politik,” sagde Borgbjerg og citerede de to sidste linjer af ”Langt højere bjerge” som dokumentation af Grundtvigs sociale program. Det er de berømte linjer om, at vi i rigdom har drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt. Det er synd at sige, at alle socialdemokrater siden da har været overbeviste grundtvigianere, men utallige er de politikere, der har brugt disse to linjer, når prosaiske redegørelser for deres socialpolitik krævede et tilskud af rammende poesi.
Grundtvigs kontrafej over snapsetingets vindue
Grundtvig skrev i 1820 digtet ”Lang højere Bjerge” som en afskedshilsen til digteren og embedsmanden Chr. Pram, der var på vej til Vestindien. Det er en fædrelandssang, der på samme måde som P.L. Møllers samtidige ”Glæde over Danmark” bygger på en bevidst sammenligning med andre lande. Møller skrev sit digt i Fjernøsten, hvor han kunne beundre den overvældende rigdom, som handelen havde bragt til Østens atlaskklædte, rige mænd. ”Danmark er et lidet, fattigt land” citerer han Batavias købmænd for at sige. Men Møller mente ikke, at rigdom var alt, for så længe vi har modige mænd, trofaste kvinder og rugbrød – ”glad mit sorte, danske brød jeg bryder” – måtte han konkludere, at ”Danmark er et lidet fattigt land”, altså uden kommaet.
De sidste linjer af Grundtvigs digt skal antagelig forstås i samme ånd. Fremmede lande har mere malm i deres høje bjerge og dermed rigdom end vi, skrev Grundtvig til nordmanden Pram. (Tabet af Norge er stadig under bearbejdelse, mærker man, men til Grundtvigs ros må det siges, at han tager det pænt.) Så længe vi har det daglige brød, modersmål og hjerter, der brænder for sandhed og ret, skal det nok gå.
Både Møllers og Grundtvigs digt blev til i kriseår for dansk økonomi. De skal antagelig forstås som en slags trøst for samtiden, der stadig havde den florissante tids velstand i frisk erindring. I tilfælde af næringssorger kan man trøste sig med rugbrød og mandsmod.
Da det en snes år senere gik bedre for økonomien i det elskte fødeland, holdt Grundtvig en serie foredrag om verdenshistorien i hans levetid. Da han nåede til den franske revolution, diskuterede han Rousseaus ide om, at almenviljen kan udtrykkes gennem det direkte styre, der når sine resultater ved flertalsbestemmelser blandt alle en bystats (mandlige) borgere. Grundtvig udmalede de forfærdelige konsekvenser, det kunne få i en by som København, hvis byen blev styret efter sådanne revolutionære principper:
”Lad os en Gang tage et Eksempel lige ud af Livet! Sæt, vi havde her for os alle voxne Mandfolk i Kjøbenhavn, og fortalte dem, at de som et frit Folk burde ikke lyde andre Love end dem, der var udtrykket for den almindelige Vilje og gav følgelig alle Frihed og Lighed, samt, at for at faa at vide, hvad der var den almindelige Vilje, behøvede man blot i ethvert Tilfælde at tælle Stemmerne, da de fleste Stemmer altid maatte gjælde for den almindelige Vilje! Sæt nu, denne Synsmaade for Lov og Ret vandt de fleste Stemmer, som jeg er nær ved at tro, den vilde, og én derpaa udbredte sig over den gruelige Ulighed, især Formuen efter vore gamle Indretninger har gjort mellem Stadens Indbyggere, og det ingenlunde efter Fortjeneste, Flid og Gavmildhed, men dels ved Slumpetræf og dels ved Pugeri, Aager og anden Udsuelse, saa nu vilde han spørge den almindelige Vilje, om det ikke skulde være en Lov, og det en Grundlov i Staden: at hvem der havde over 10,000 Rdl., skulde levere Overskuddet i Kæmner-Kassen, hvorfra det igjen ligelig deltes mellem dem, der havde mindre, saa de, som havde mindst, fik mest deraf, men alle noget! – Hvad saa? Hvem tør nægte Muligheden af, at dette Forslag ogsaa ved de fleste Stemmer blev den almindelige Vilje?”
(Foredraget den 6. juli 1838, citeret efter Anders Monrad Møller, Grundtvigs Mands Minde, Forlaget Falcon 2013, s. 38)
Denne brutale beskatning af de rigeste og overførslen af dette provenu til de fattige ville ifølge Grundtvig ”give Handel og Vandel og al udbredt Virksomhed et Knæk, de sent eller aldrig forvandt, og paa alle mulige Maader befordre baade Fattigdom og Dovenskab, Ødselhed og Nærighed, Svir og Spil og slette Sæder.”
Kategorier som ”socialdemokrat” eller ”liberal” i en moderne betydning af ordet giver ikke mening som en beskrivelse af det politiske landskab i 1820ernes og 1830ernes Danmark. Selv de nationalliberale kaldte sig ikke nationalliberale. Det er en senere betegnelse. Hvorvidt det overhovedet giver mening at oversætte Grundtvigs udsagn fra 1838 til en kritik af moderne topskab og overførselsesindkomster, er temmelig tvivlsomt. Konteksten er jo unægtelig en anden, og Grundtvig var om noget meget påvirkelig af det, der på ethvert tidspunkt var hans samtid. Derfor giver det også endnu mindre mening at tage linjerne fra 1820 ud af deres kontekst og tage dem til indtægt for en socialdemokratisk fordelingspolitik.
(bygger på forfatterens bog “Grundtvigianisme i det 20. århundrede”, forlaget Vartov 2005)
—
Se også forfatterens artikel i Kristeligt Dagblad i anledning af jubilæet.
I artiklen “Krogeruphypotesen” i den i anledning af jubilæet udkomne bog, “Kontinuitet og radikalisme”, udfolder forfatteren yderligere temaet om grundtvigianismens forhold til velfærdsstaten.