Måned: august 2013

Oprejst i dette ord

~ RV ~ Skriv en kommentar


Valgmenighedspræst Maria Louise Odgaard Møller har sendt os sin prædiken fra sommermødet. Holdt torsdag d. 1. august 2013 i Ullerød Kirke. 

Salmer: 2 – 387 // 321 – 192 v7 – 785
Tekster: 1.Mos. 1,1-5; Johs. 1,1-14
For nogle år siden spurgte et forlag en række forfattere om, hvad deres livord er. Og det kom der en fin essaysamling ud af, der hedder Livord – danske forfatteres yndlingsord. Liv-ord. Et godt ord, synes jeg. Ord, der virker liv. Eller indkredser liv, måske. Eller ord, der betyder noget helt særligt for det menneske, der har valgt det – og gennem ordet kan man så blive lidt klogere på det menneske.
Det er vidt forskelligt, hvad de adspurgte forfattere vælger som deres livord. Lige fra ”fager”, ”lys” og ”blå” til ”kommenskringle”, ”jazz”, ”tillid” og ”miskundhed”.

Klaus Rifbjergs livord er “solsort” – et meget dansk udtryk for den lille drosselfugl. Tænk bare på det engelske blackbird, som slet ikke udtrykker det samme. For der er noget paradoksalt i at sammensætte sol og sort. Rifbjerg har skrevet i et af sine digte om, hvordan fuglen, som han elsker, sanses med både syn og hørelse og lugt på én gang:

“En buet lyd af syn/ af dufte farvet mol imellem skyer.”

Ifølge Rifbjerg behøver man kun at sige ordet solsort, så fløjter det – også selvom nogen påstår, at de aldrig har anet, hvordan en solsort synger eller ser ud. Jeg synes, det er et fantastisk eksempel på, hvad vores sprog og ord kan! Sproget som det på en gang både vide og prægnante. Sproget og ordene, der ikke blot benævner eller beskriver verden, men tilfører verden noget. Udvider den. Giver den liv, dybde, smag og duft. Livord, der folder verden ud.

En af dem, der har haft allerflest ord i sig, er Grundtvig. Han havde en evne og en tendens til at skabe nye ord ved hjælp af bindestreger. Det var som om han ikke med de ord, sproget i forvejen havde stillet til rådighed, kunne få udtrykt alt det, han havde på hjerte. Han måtte ud af sproget danne nye ord for at kunne fortælle om menneskelivet, der er underligt og om det forunderlige væsen, mennesket som et guddommeligt eksperiment af støv og ånd er. Eksempler på hans bindestregsord er: Kærligheds-ætten, Juli-helte, vemods-sang og stråle-arme. Samt naturligvis næsten alt, hvad der kan sættes ”folke-” foran.
Og vi kan spørge os selv, hvad Grundtvigs livord mon var. Jeg tror, at et godt bud er, at han havde selve begrebet ”livord” som sit livord. Han kaldte det bare noget andet – han kaldte det ”det levende ord”.
Nu findes der ikke nogen konkret definition på, hvad der helt præcist skal forstås ved ”det levende ord”, og Grundtvig brugte begrebet i mange sammenhænge.

Men der kan næppe være tvivl om, at Grundtvig med det levende ord forestiller sig, at der i det skabes en forbindelse mellem det jordiske og det himmelske. I fejdebrevet ”Kirkens Gienmæle” bruger han udtrykket synonymt med vendingen ”Ord af Guds Mund”. Hermed menes både Guds skaberord, der lød på skabelsens morgen – og som endnu lyder, når Gud med sin skabermagt skaber gennem tiden; skaber nyt hver dag. Men der menes i særlig grad det ord fra Gud, der blev kød og tog bolig iblandt os. Kristus er det levende ord; han er i egentligste forstand Guds livord til os. Det ord skaber liv og lys ud af intet – ja, det skaber tilmed liv der, hvor der før var død. Ord af Guds mund er levende ord, der skaber hvad de nævner.

I bund og grund går vi i kirke for at høre og for at møde Guds levende ord til os. Og i grundtvigsk forstand møder vi det ikke mindst når vi samles om badet og bordet; om dåben og nadveren. For her ikke blot hører vi Guds ord til os, men vi modtager det – vi modtager det ord, der blev kød og tog bolig iblandt os. Og som tillige døde og opstod for vores skyld.
I Kristus og med Kristus får alle vore egne livord en ny betydning, som vi ikke selv kan tilføre dem. Det gælder ord, som troen, håbet og kærligheden – det gælder livet som det, der er stærkere end døden, det gælder ord som velsignelse, fred og frimodighed. Det levende ord fra Gud sørger for, at vi har lov at leve i evigheds-glans, i himmel-klang, i bruset fra kærlighedsvingerne. I Kristus er der sat et himmerigsmærke på os, der gør, at alle vore livord til hinanden bærer en helt bestemt forjættelse i sig: tænk her bare på ord som påskelilje, morgenrøde, glæde, lys og velsignelse.
Det ord fra Gud, der blev kød og tog bolig iblandt os giver i egentligste forstand nyt liv til vores liv, nyt lys til vores lys, ny glæde til vores glæde.
Det levende ord kræver en modtager; ja, en ganske særlig modtager: det er rettet mod og til det væsen, der er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd, og som tillige har ører at høre med – nemlig mennesket. Forudsætningen for at kunne modtage Guds liv-ord er altså Ånden. Derfor er det mennesker, ikke dyr eller bamser, der samles om badet og bordet. Og sådan er det i grundtvigsk forstand, fordi et af kriterierne for det levende ord er, at det skal have afkom – dvs. det skal bevæge noget hos modtageren, det skal sætte i svingninger, i bevægelse – det skal have konsekvenser og bære frugt. Guds store liv-ord til os skal sætte frø i form af alle de livord, vi kan give videre til hinanden. Ord, der virker liv. Ord, der folder verden ud, gør den større. Ord, der fortæller om historien og fællesskabet, om troen og drømmene, om kærligheden og håbet.
Et af tidens største popidoler herhjemme, Rasmus Seebach, synger i et af sine hits: ”Glem alt det, jeg sagde til dig, det var bare ord”. I poppens verden, hvor ”hjem” gerne rimer med ”klokken lidt i fem” finder vi altså en slags lemfældig omgang med ordenes magt og evne: ord skal man ikke tage sig for meget af – det var bare noget, jeg kom til at sige. Mine ord betyder i virkeligheden ikke rigtig noget. 
I den modsatte ende af skalaen – hvad opfattelsen af ordenes magt angår – finder vi Søren Krarup. I foråret – efter Martin Krasniks meget omdiskuterede interview med Lars Hedegaard – talte han om, at Hedegaard her blev udsat for et nyt mordforsøg efter det falske postbuds forgæves forsøg på at slå Hedegaard ihjel. For Krarup er ord altså ikke ”bare” ord, men ord har magt til at slå ihjel. Ord rimer her på mord.
Nu kan der være mange meninger om, hvorvidt Krasnik nu vitterligt også begik karaktermord med sit interview af Hedegaard. Men Krarup har under alle omstændigheder gjort opmærksom på noget essentielt – nemlig at det ikke kun er Guds ord, der skaber hvad de nævner – det kan vores ord også gøre. Ikke i nominalistisk eller i konstruktivistisk forstand. Men på den måde, at vi med vores ord kan få den andens verden til at blomstre og udvide sig. Vi kan sige: Jeg elsker dig. Jeg tilgiver dig. Du betyder meget for mig. Eller vi kan gøre det modsatte: gøre den andens verden lille og mørk ved at sige: Du er en idiot – du er ikke noget værd.
Derfor bærer det levende ord også en fordring i sig. En fordring om, at det skal bruges livgørende – ikke dødbringende. Man kan også sige det sådan, at det levende ord os mennesker imellem betyder at sætte sine ord i livets tjeneste. Vi skal sætte verden og livet imellem os i svingninger. Vi skal udforske og udvide verden ved at bruge sproget. 
Til det formål kan vi hente stor inspiration i poesiens verden. Vi inspireres ikke mindst når vi, gerne med Grundtvig, synger sammen, og gennem sangen bliver mindet om, hvilken forunderlig gave det er, at vi er i live nu blandt andre mennesker og at vi har lov at leve vort liv her på Guds grønne jord. Derfor findes der morgensange, hvor vi synger vor Skabers pris og takker ham for, at han endnu engang lader sin sol stå op over os. Der er sange om tvivl og tro, om modgang og håb, om forpligtelsen over for medmennesket, om glæden ved at være et Guds barn, der altid er omsluttet af hans kærlighed og velsignelse, hvad end, der måtte hænde os. Der er sange og salmer om det forunderlige ved at få lov at være en del af Guds skaberværk og om at være en lille, men vigtig del af den store menneskehistorie. Og der er aftensange, hvor vi takker for dagen og beder Gud om at være os nær i mørket og natten, der venter. 
Ikke mindst i sange og salmer – ja, i poesien finder vi livord til indbyrdes opbyggelse, taknemmelighed og frimodighed. Og de livord har nu for altid vundet sig en særlig kærlighedsklang i lyset af Guds ord, der blev kød og tog bolig iblandt os. Dette Liv-ord over alle liv-ord. Kristus er Guds levende ord, der skaber den forbindelse mellem det himmelske og det jordiske, som vi med vore livord trods alt ikke formår. Med ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os har Gud ikke blot vist os, at han for vores skyld vil skabe liv ud af intet – men tillige liv ud af død. I troen på Kristus slås der bro mellem himmel og jord, mellem Gud og menneske. Og i Kristus har ord som glæde, lys, morgen, liv og velsignelse fået magt og kraft til at række helt ind i evigheden
Som kun Søren Ulrik Thomsen – som I har haft fornøjelsen af her på sommermødet – kan udtrykke det:
”Dit navn blev sagt mig.
Dit navn som er et alfabet, en ovn,
en regnvåd have så stor,
at mit

kan stå oprejst i dette ord.”

Amen.
 —
 Flere prædikener på bloggen her.

Sømmelighedens kedsommelige vogtere

~ RV ~ En kommentar
Den evige Christian Krogh Olsen, ven af huset og ivrig læser af dansk litteratur, debuterer på bloggen med et par bemærkninger til Weekendavisens Nanna Goul, der har brugt sin (delvist) skatteyderbetalte arbejdstid på at opfordre til at ændre vores pengesedler, så de ikke længere er “konservatismens dødssyge holdeplads”. Krogh Olsen er dog ikke glad for tanken om en opbyggelig måde at bruge vore fælles betalingsmidler på og leverer her et par mere sømmelige forslag til, hvad man så skulle skrive på dem.
— 
I anledning af den ophedede engelske debat om nye ansigter på det britiske pund maner journalist Nanna Goul, i en kommentar på bagsiden af Weekendavisens Bøger-tillæg (uge 32), til et opgør med de danske pengesedler som “konservatismens dødssyge holdeplads.” I stedet for at være i lommen på sømmelighedens kedsommelige vogtere skal sedlerne fungere som oprejsning for nulevende skandaleombruste kunstnere. Hvis man vil insistere på denne nytænkende, opbyggelige måde at bruge vore fælles betalingsmidler på, bør det gennemføres med vulgære seddelstørrelser til følge; borgeren skal nødvendigvis kunne mærke, at en hr. skandaleombrust kunstner har indtaget hans pengeseddel.
Nanna Goul foreslår blandt andre Jørgen Leth, som skal ledsages af teksten “Han er ikke en mand, der hader kvinder, han er en mand, der elsker kvinder, men det er forbudt.” I forbindelse med dette forslag vil jeg anmode om, at man hvert år op til Tour de France i stedet lader pengesedler med følgende passage fra “Det uperfekte menneske” om makkerparret Leth og Mader trykke:

“Vi var vel på en måde et excentrisk par, vi havde vores egen stil, og den kunne man lide, eller også kunne man ikke. Vi var meget bevidste om, at vi ikke ville være så forhippede som visse andre kommentatorer på at fylde hvert sekund ud med overflødig snak, f.eks. oplæsning af fanbreve, af angst for det tomme rum. Vi var ikke bange for pauser, ja, man kan sige, at vi legede med timing. Vi havde tillid til, at det publikum, som vi gennem årene havde oplært i at forstå cykelløb, var i stand til selv at opleve. Billederne skulle ikke snakkes ihjel.”

 Udbetalingen af løn til TV2’s sportsredaktion foretages i omtalte måned kontant.  
Ud over denne eller hin “nulevende skandaleombruste kunstner” mener undertegnede at kunne finde eksempler på, at også de døde ville kunne puste lidt liv i “den ellers så blodfattige industri“.  
Mit ydmyge sind byder mig at lade de dyre sedler stå fri til mere vægtige indspark i debatten, men jeg vil nu alligevel tillade mig at stille forslag til de billigere sedler. Grundet manglende støtte i form af papirets hyldest til Danmarks fineste beton er den grafiske fremstilling af disse forslag sparet væk. Det kan dog afsløres, at der qua længere tekstpassager, vil blive tale om de marginalt forstørrede sedler.
Mit første forslag til 50-kroner-sedlen være Tom Kristensen med følgende tilhørende tekst:

“Jastrau rakkede alting ned, saa munter var han, og København var ham i øjeblikket for paafaldende snoet. ’Er det sært, man bliver fordrukken i saadan en by,’ udbrød han fejende. ’Eller byen er maaske saadan, fordi vi alle sammen er fordrukne. Hele danmarkshistorien er fordrukken. ’Fædrelanden’ har rød næse’.”  

Hvis stemningen er til en bevarelse af den nuværende seddelstørrelse vil jeg som alternativ umiddelbart blot foreslå følgende: “Tom Kristensen: S’gu!”
I “Løgneren” af Martin A. Hansen finder jeg mit forslag til en ny 100-kroner-seddel. Johannes Vig har uværdigt beruset sig med Flasken i sakristiet og har derefter grædende indtaget degnestolen, hvorpå han til den stiltiende læser udbryder:
“Gaa Fanden i Vold, Natanael eller hvem du er. Hvordan gik det til? Sad man og peb over at man er alene eller en Synder eller har mistet sit Legetøj? Gaa Pokker i Vold. Jeg ved det ikke. Men husk nu paa at man havde kikket dybt i Glasset. Saa hører man stor Musik. […] Og naar man da hører den da ved man at man er en Flygtning paa Jorden.”

 Igen, hvis folkestemningen byder en fastholdelse af de nuværende seddelstørrelser, kan der blot stå: ” “Martin A. Hansen: Gaa Fanden i Vold!”
Slutteligt vil jeg nævne, at jeg ikke vil være udpræget modstander af en ny femkrone-seddel, som – apropos Weekendavisen – eksempelvis kunne give plads til Klaus Rothsteins frelste skriblerier. Disse sedler ville passende kunne bruges som betaling på den om føje år realiserede bar “Ved en lille konjak”. En sådan ny femkrone-seddel giver flasken fuld af gin, to giver direkte og ubegrænset adgang til aftapningen og tre sikrer adgang til en halmballe, så rusen trygt kan soves ud. 
—
Rygterne om en snarlig ny bar i København med det værdige navn “Ved en lille konjak” har ikke kunnet bekræftes af uafhængige kilder inden deadline. (red.).

Den kantede, koleriske ægtemand

~ RV ~ 8 kommentarer

Stud.theol. Laura Cæcilie Jessen om sin første oplevelse af Kredsens sommermøde. Færdiggør den tidehvervske ægtemand og den grundtvigske kone nu blot kritikløst hinandens sætninger efter at være tumlet sammen en sen nattetime og ikke have sluppet hinanden igen?
Jeg er ikke flasket hverken grundtvigsk eller tidehvervsk op, og Studenterkredsens sommermøde var mit første intensive møde med dette kirkelige konglomerat, ser man bort fra spredte foredrag og sene værtshustimer. Rækken af foredrag var stærk, og de efterfølgende lange diskussioner og intelligente spørgsmål forløste emnerne på smuk vis. Alligevel kom jeg hjem fuld af spørgsmål. Hvad var det egentligt, der var gået for sig? Her tænker jeg ikke på hvad der skete i de smukke slørede vanvidsnætter – det finder vi nok aldrig ud af – men på hele dette besynderlige sommermøde som et udsnit af noget større. Hvem er de, disse grundtvigsk-tidehvervske unge?
Før jeg tog afsted på sommermødet, var jeg forberedt på et vist mål af bagudskuende konservatisme – tweedjakker og piber og snak om sædernes forfald. Jeg tager gerne selv med iver del i den slags. Men hvad der overraskede mig, var den tilsyneladende politiske homogenitet. Jeg kunne måske godt have tænkt mig til det på forhånd: Grundtvigs kristelige nationalisme og den krarup-tidehvervske grænsevogtenhed i syngende kamplysten forening. Alligevel havde jeg haft en slags forhåbning om også at møde Margrete Aukens arvtagere – og om at møde de glade grundtvigianere, der elsker fædrelandet på en sådan måde, at de ikke vil spærre det inde med farver og med pæle (hvis de findes). For hvad bliver der egentligt af den frisindede diskussion, når den politiske friktion forsvinder, og alt, der er tilbage, er en massebeslutning om patriotisk at rejse sig til kongesangen?
Et andet spørgsmål, der har meldt sig efter hjemkomst, drejer sig om den lille bindestreg, der forener de grundtvigske og de tidehvervske. Hvor kommer denne forbindelse fra? Der ligger kirkehistorisk graven foran mig – måske et svar også er at finde i den kommende Kredsjubilæumsantologi? – men ud over spørgsmålet om det rent faktisk hændte ligger også en undren over forholdet. At dømme ud fra sommermødet er det det tidehvervske, der har bukserne på. En udbredt tendens til at bygge fælles bolværk omkring den lutherske kirke og det danske rige – andedamsteologi? – og en generel piberygende nej-sigen. En charmerende ølbåren opbygning af synd at erkende, ikke at forglemme.
Men hvorledes bidrager det grundtvigske? Er det den frie diskussion, glæden ved fællessang eller blot det at være på en højskole? Er det de grundtvigske sange og salmer, der sikrer den rette teologiske indstilling? Eller er det blot den stenudhuggede Skjald, der fra et hjørne af firserarkitekturen holder øje med sine unge? Når forholdet betragtes udefra, kan det være vanskeligt egentligt at skelne det grundtvigske fra det blot danske. Er det grundtvigske måske blevet så indgroet en del af den danske folkesjæl, at det har sejret sig ihjel, og derfor let opsluges af det tidehvervske, der i højere grad kan få folk til at løfte øjenbrynene? På den vis giver det måske alligevel en vis logisk mening for betragteren: Det tidehvervske er den kantede, koleriske ægtemand – det grundtvigske den bløde kone, der sikrer forbindelsen til det omgivende. En ægteskabsskabelon der, omend noget hedenoldsk, ofte har vist sig at være succesfuld.
En anden mulighed kunne selvfølgelig også være, at de blot er et af disse par, som tumlede sammen en sen nattetime (scenariet virker forunderligt realistisk), og nu, efter mange års fælles fortumlethed, færdiggør hinandens sætninger. I så fald er det ganske umuligt at udskille det ene fra det andet.
Flere spørgsmål med udspring i foredrag, kaffesnak og solopgangsvrøvl vil sikkert blive ved med at dukke op. Men særligt gådefuldt er altså dette Tidehverv (som jo, jeg ved det godt, slet ikke ønsker at være noget) – ikke mindst fordi det for en teolog som mig er en gåde, hvordan man kan være så hovmodigt afvisende/-grænsende over for det og de fremmede. Man kunne vel risikere, at man  pludselig fandt sig selv på vejen til Emmaus, og den fremmede viste sig at være en anden, end man troede? Der er rigeligt stof til fremtidige uddybninger og diskussioner. Indtil da vil jeg sætte mig og læse dette så omtalte tidsskrift – og vente på, at det grundtvigske kommer forbi og viser fane, så den koleriske ægtemand ikke løber med al opmærksomheden.

—

Flere indlæg om Kredsens væsen her. 

Rimkrøniken anno 2013 III

~ RV ~ Skriv en kommentar


Stud.theol.’erne Sidsel Lervad Hansen og Anne Kirstine Sloth Hansens festsang ved Kredsens sommermøde ’13.
 
Den danske sang er en ung fuld man
Mel.: Danskerne findes i mange modeller
Her først og fremmest vi gerne vil takke
for lærde og lysende foredrag.
For diskussioner, debatter og spørgsmål
om sproget og kirken og verdens tarv.
Lad os tale om det frit,
få en enkelt tår
over tørsten, sige skål
 – skabe gyldenår!
På højskolen findes der mange modeller,
for livet kræver mangfoldighed.
Blød humanisme og hård Holger Danske
– skaren er broget, og alle er med.
Lad os..
Sange vi synger, hver har favoritter…
Fuglene pipper med hver sin stem’:
Bonderup, Malling og Grundtvig og Kingo
kommer med alt det, der lig’ er dem.
Lad os..
Solen er oppe bag skovenes toppe
med ølklirren, brølen om fædreland.
Tak for din gjalden, for sangen til skjalden,
den danske sang er en ung fuld mand

Hørt på Kredsens sommermøde

~ RV ~ 5 kommentarer

Udtalelser, hørt på Kredsens sommermøde 2013, Grundtvigs Højskole. Se også Hørt på Kredsens sommermøde 2019.

— — — — — —

”Den danske sang er en ung fuld mand.”

—
”Jeg er glad for, at jeg ikke har taget min kone med.”
—
”Vi skal huske at misbruge ungdommen. Det er vores privilegium.”
—
”Jeg har ikke lyst til at gå og tænke dårligt om mine venner, men jeg vil sådan set heller ikke tænke godt. Jeg vil have lov til at være neutral. Det handler ikke om at være godtroende eller ej, det handler om ikke at tro.”
—
”Jeg har igen haft mareridt. Jeg drømte, at man sang Den klare sol på Du kom med alt det, der var dig.”
—
”Kan vi ikke få kørt Beck ind for at sætte en stopper for det her?”
—
”De siger jo, at man skal høre sandheden fra fulde mennesker og børn. Førstnævnte har Studenterkredsen hermed modbevist.”
—
”Der skal ske noget alvorligt i Danmark. Noget meget alvorligt.”
—
”Sætningen er redundant på den anmassende måde.”
—
”Du repræsenterer dem, der har ødelagt Danmark.”
—
”Jeg har det, som om man hældte mad ned i svælget på mig, og jeg kunne ikke smage en skid.”
[Ældre deltager fra Kredsens sommermøde, der kiggede ind til Filosofisk Forums arrangement med Ursula Andkjær Olsen]
—
”Det ligner et billede af Mads Holger og hans bøssede lillebror.”
—
”Der er forskel på naturalisme og humanisme. Naturalisme er, at jeg voldtager, fordi jeg er liderlig. Humanisme, derimod, er ren ideologi.”
—
”I Tidehverv skal der ikke stå akademiske titler ved bidragsyderne. Det er jo en folkelig sammenhæng.”
—
”Det er ikke rigtigt. Men det er bare heller ikke forkert.” [Om at hævde, at SF-afhopperne er varulve og forrædere.]
—
”Vi skal jo huske, at det eneste, vi kan, er at famle med vores fornuft. Vi lever i en slagtehal med nådens kødkrog i nakken.”
—
”Altså. Når jeg drikker, er jeg tidehvervsk.”
—
”De har ødelagt Kredsen.”
—
”Stolen har krav på ikke at blive smadret.”
—
’Det her er jo ikke hørt på Kredsens sommermøde, men der er jo faktisk dygtige RUC’ere’
’Sagde du, at der er fornuftige RUC’ere?’
’Nej, er du syg i bolden?’
—
”Hvis bare Nabokov havde været tidehvervsk, ville han have fattet, at hans libertinere med perlende glas i hånden skulle have været akkompagneret af en lige så perlende protestantisk latter.”
—
”En guitar… Det kan kun ende vulgært. Gider manden i øvrigt synge på dansk?”
—
 Alle citaters ophavsmænd er formentlig redaktionen bekendt. Indsigelser vil efter alt at dømme blive ignoreret.
Flere bidrag modtages i kommentarfeltet herunder.