Måned: december 2012

Juleaftens evangelium

~ KG ~ Skriv en kommentar

Midt i al den vamle fornemmelse af for meget julemad i maverne, overflødighedshornet af gaver, der alligevel skal byttes, og fornemmelsen af det endeligt overståede juleræs, er det naturligvis på sin plads med et par teologiske ord om julens egentlige betydning. Oplagt er det her at citere det 20. århundredes protestantiske kirkefader, Karl Barth, der altid er god for et par ramsaltede og klare ord. Her fra hans lille bog om julen, Weinacht, fra 1934 (m.o):

”Julen kan kun forstås som et vidunder. At denne kærlighed er til, om hvilken Paulus kan sige, at den aldrig hører op, er ikke et kendt faktum; heller ikke er det nogen almen sandhed, symbolsk repræsenteret i det kristne budskab, men stadig genkendeligt andre steder. Kan det virkelig være sandt: Gud i vores verden, Gud i vores verden? Kendsgerningerne skriger op imod det, for de taler om Guds afsondrethed fra verden og verdens afsondrethed fra Gud. Den har behov for en troens bekendelse for at anerkende forsoningen som sandhed; en bekendelse hvis styrke og svaghed ligger i det faktum, at den kun appellerer til åbenbaring, og at den kun kan skabes og modtages af tro. Den kristne kirkes trosbekendelse er denne bekendelse. Den appellerer kun til åbenbaring, den skabes kun af tro, den forlanger og forventer intet andet end tro, når den kalder kærligheden, der aldrig hører op, en begivenhed der siger Et incarnatus est”

Det kan virke som nogle lidt vel hårde dogmatiske ord i denne søde juletid, hvor vi jo i kirken hører om stjernen over Betlehem – placeret øverst på det grønne juletræ ved siden af prædikestolen – og hyrderne på markens englesang i form de mange af glade børnestemmer afsungne halleluja’er, de vise mænd fra østerland og al deres guld, røgelse og myrraskær, og ikke mindst det lille kære og lysende jesusbarn liggende i sin vugge på bedste krybbespilsfacon. Særligt hyggeligt og eventyrligt har det formentlig været i år, da fundet af H. C. Andersens eventyr om det lille tælleys, der efter spot og sod finder sin rette plads i verden, har inspireret ikke så få præster til at holde juleprædiken om det lille lys i mørket og det største i det mest uanselige.

Alt dette er fint nok og sikkert også på sin plads, men evangeliets fortælling om, at der kun var plads til Josef, Maria og det lille Jesusbarn i den usleste stald blandt dyrene og deres ekskrementer, da alle andre døre var lukkede, har også en anden og klar pointe om den kristne tros væsen: Ligesom der ikke var plads til dem i herberget, levnes der heller ikke plads til Jesus Kristus i vores hjerter i juletiden, hvor stress og jag, bekymringer for julemiddagens og fremtidens forløb, eller vor alt for ivrige optagethed af egen given-gave-godhed og hygge-nygge lukker af for julens egentlige budskab: Inkarnationen; at Gud blev menneske og tog bolig i blandt os.

Men at dette barn skulle være Guds søn, det kan vi – beretningen om hyrderne på marken og de tre vise mænds erkendelse heraf til trods – ikke tro; kendsgerningerne skriger op imod det, som Karl Barth formulerer det. Derfor er det da heller ikke julen, men påskens beretning om Kristi død og opstandelse til forladelse af vores synder (i julens tilfælde mangel på tro på inkarnationen), der er kirkeårets største og teologiske vigtigste højtid. Forsoningen kræver en troens bekendelse, der ikke findes andre steder end i troen på Jesus som den korsfæstede og opstandne Kristus.

Selvom det også skal siges her, er det jo ikke denne Kristus vi møder i Lukasevangeliets kapitel 2. Nej, her handler det som i Grundtvigs to mest afsungne julesamler om denne stjerne lys og blid og barnet født i Betlehem. Som Jørgen I. Jensen skriver er det jo heller ikke

”den fokyndende kirke, knap nok den lovsyngende menighed, der konstituerer julen – men enten en drøm om en kirke i eventyrland oppe over stjernerne – eller om den kirke, der engang kom til landet og stadig findes”
(Den fjerne kirke, s. 77)

At kirken er propfyldt juleaften er således ikke et symptom på troens sejrsgang her til lands, men måske på, at Grundtvigsk vision om at et historisk-poetisk vakt folk kunne finde sammen her til lands til en vis grad er gået i opfyldelse. At de fleste af os kommer i kirke juleaften, er ikke noget der sker, fordi vi føler os som et kristent folk, der kimes til julefest, men fordi det nu en gang er en tradition i den historie og det åndsfælleskab, vi er sammen i. At det netop sker nu til jul, er ikke så mærkeligt, idet inkarnationen jo – som ofte pointeret på dette sted – betyder, at kristendommen er en historisk størrelse, der sætter spor og spreder sin ånd langt udover den bekendende menigheds grænser.

Omend vi ikke bliver kristne af den grund, så har vort fælles liv jo alligevel i kraft heraf rod i evangeliets udspring, Jesu Kristi fødsel, og gudstjenestefælleskabet juleaften kan således måske lægge spiren til det korn, der kan blomstre og blive til den sande kirke, hvor vi ikke blot er sammen i historisk-poetisk forstand, men også i tro, håb og kærlighed. Måske kan juleaftens evangelium være dette, at fundamentet er lagt for det håb, at de må blive sande, de ord, at

”På stjernetæpper lyseblå
skal glade vi til kirke gå.
Halleluja, Halleluja”

Glædelig jul.

Vi umyndige

~ RV ~ Skriv en kommentar

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret. Anden tekstrække.
Matt. 11, 25-30. 
På den tid tog Jesus til orde og sagde: Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.

—

I den russiske forfatter F.M. Dostojevskijs roman Forbrydelse og straf lyder allerede på side 30 ud af bogens 700 sider det, der er bogens anliggende: en forkyndelse af, at på den sidste dag, da vil Gud dømme og tilgive både de gode og de onde, de kloge og de fattige i ånden. Og derefter, når han har dømt dem, så vil han vende sig mod fulderikkerne og horekarlene. Alle dem, der åbenbart begår så grimme synder, at de ikke tæller med i almindelige kategorier om godt og ondt, og så vil Han sige til dem: Kom til mig, også I, fordi I aldrig har ment, at I var værdige til det.
Denne tale hører man i Forbrydelse og straf ikke fra en pæn og velfriseret præst eller fra en ansvarsfuld, russisk patriark. Den er lagt i munden på en forhenværende embedsmand – Marmeladov – der har mistet sit arbejde på grund af druk. Da han forkynder disse ord, er han tilmed uanstændigt fuld i en ulækker ølkælder i Sankt Petersborg, og de penge, han har drukket sig fuld for, skulle være blevet brugt på mad til hans mange børn, der er sultedøden nær. Alligevel er det altså fra en mand som ham, at man hos Dostojevskij skal høre sandheden.
I dag hører vi så i evangelieteksten, hvordan Jesus priser Gud for, at han har skjult noget for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige. Sådan én er Marmeladov tydeligvis. Umyndig. Men det, vi skal lære af både Marmeladov og af evangeliet til i dag, er, at det ikke kun er drankerne, Marmeladov-typerne, der er umyndige. Kristeligt set er hver og én af os umyndige – over for Gud.
Verdenshistorien er fuld af eksempler på, hvordan vi ikke kan lade være at forsøge at bygge stiger op til Himmelen. Fra fortællingen om Babelstårnet til nutidens snak om demokratiet som verdens lys. Det er det, man kalder religiøsitet. Forsøget på at ophøje mennesket selv og dets ritualer til Gud og dermed at gøre det myndigt. I vores dage ser vi det også især i den moderne tro på, at man kan finde Gud ved at kigge ind i sig selv. Ved at finde en indre hvile gennem lykkepiller, urte-te eller yoga.
Det betyder ikke, at lykkepiller, yoga eller urte-te ikke kan være fint og nyttigt her på jord. Når evangeliet til i dag taler om, at noget er skjult for vise og forstandige, betyder det jo naturligvis heller ikke, at man skal undlade at forsøge at blive vis og forstandig i verdslige anliggender. Men det betyder, at i det sekund, man tror, at lykkepiller, yoga eller urte-te kan bringe Gud nærmere, da er man på afveje. Og så er Marmeladovs ølkælder, hvor ingen tror sig værdige til Guds nåde, langt at foretrække.
Som Martin A. Hansen siger det i en desværre ukendt fortolkning af Grundtvigs salme O, kristelighed:
”At blive frelst vil ikke sige at finde det gode igen. Det kan ingen.”
Vi kan ikke selv finde Gud, hverken gennem druk eller gennem yoga, og det er det glædelige budskab: At selvom vi ikke kan finde Gud, så fandt han os. Derfor fortsætter Martin A. Hansen også:
”At blive frelst vil sige gennem fortvivlelse at nå ud i det øde, hvor alt er tabt, hvor redningen kommer.”
Kristendom er det modsatte af religion. Hvor religion er menneskets forsøg på at bygge sig op til Gud, er kristendom er forkyndelsen af, at der kun går en vej fra Gud til mennesket, og det er Hans vej til os. På den måde ønsker vi alle at være vise og forstandige, men er umyndige, når det gælder vores forhold til Gud. Det gælder Marmeladov i sin ølkælder, og det gælder mig, når jeg står her. Derfor siger Martin A. Hansen også så glædeligt, at frelsen: den finder man ikke. Den kommer.
Denne umyndighed, vi alle har over for Gud, betyder også, at vi ikke selv kan finde hvile her i livet. Men det er jo ikke her, evangeliet til i dag slutter. Det begynder nok med talen om det, Herren kun åbenbarer for de umyndige. Men det slutter med Jesu opfordring om, at vi skal komme til Ham, for at Han skal give os hvile. Over for Gud er vi alle syndere – umyndige –, og vægten af den synd kan vi ikke bære på vores egne skuldre. Men hvad skal denne hvile, man kan få ved at komme til Kristus, så betyde?
Det betyder bestemt ikke, at man kan finde ud af, hvordan man skal leve sit liv, blot fordi man er kristen. Jeg kan ikke gennem troen få at vide, om jeg skal gå i krig for mit fædreland eller ej. Jeg kan heller ikke få at vide, hvordan jeg skal leve med de sorger, der vil ramme mig gennem livet.
Samtidig betyder det ikke, at der ikke længere vil være byrder at bære. Det løste ikke Dostojevskijs problemer, at han fandt sin tro i et sibirisk fængsel blandt mordere og røvere, for han tog hjem derfra og blev ludoman. På samme måde for alle andre: At vende sig mod Kristus betyder ikke, at livet bliver let at leve.
Til gengæld betyder det, at ægte hvile alene er i Kristus: At der er skænket os nøjagtigt det, vi ikke kan skænke os selv: Befrielse fra vores synder, hvis vi tror. Derfor vil vi gå på hans stier, som profeten Mika lige har sagt det. For at både Marmeladov og vi kan finde den ultimative trøst i, at det, vi ikke kan, på korset er gjort for vores skyld.
Amen.

Rødding Frimenighed  d. 25. november.

Naturalister af ånd

~ KG ~ Skriv en kommentar

Et par bemærkninger til Tidehvervs afgående redaktør og hersker samt andre ligesindede

Efter næsten 50 års tro tjeneste kan Søren Krarup i seneste nummer af Tidehverv takke af med følgende gestus:

”Der er et ganske bestemt sted, hvorfra der kan skrives, så at det egentlige og afgørende i dette folks liv og virkelighed bliver fortalt.”

Med dette ganske bestemte sted mener Søren Krarup naturligvis Tidehverv, der siden 1974, hvor Vilhelm Krarup blev redaktør, har været drevet af Krarupfamilien. Et hverv de ikke sådan har tænkt sig at slippe lige foreløbigt, idet Søren Krarups datter, Agnete Raahauge, nu overtager tjansen efter farmand. Måske varsler det nye tider, men hvis tonen og selvgodheden i Søren Krarups afskedssalut skal være kendetegnende for bladets selvforståelse og drift fremover, er der herfra set i al fald grund til en vis skeptisk stillen sig an. Helt galt går det nemlig, når S. Krarup uden den mindste tøven kan erklære, at

”det er Tidehverv, der i snart hundrede år har været sandhedens røst i dette land.”

Det er jo store ord at tage i sin mund, men Søren Krarup tilskriver naturligvis ikke sig selv og sin egen indsats som redaktør hele æren. Udover den sædvanlige ekspliciterede foragt overfor kulturradikalismens ”evangelium” og den efterhånden selvkørende kritik af Bo Lidegaards ”Danmark i det 20. Århundrede” indeholder artiklen nemlig også – hvad der ikke altid er tilfældet i dagens Tidehverv – en tilslutning til og lovprisning af Tidehvervs åndelige fædre, in casu Heje, V. Krarup, Brøndsted og Olesen Larsen. Lad os derfor høre, hvad sidstnævnte kunne have at sige i denne sammenhæng; her fra et foredrag trykt i et af bladets første årgange:

”Kristelig set taler Gud ikke i vort eget hjerte, dér taler vi selv, men i sit ord, det ord, der kommer udefra og tager mig til fange til troens lydighed. Anden bro end Guds ord er der ikke mellem himmel og jord, og den sørger Gud for, at vi ikke skal tilrive os. Og det er ikke os, der har tilegnelsesmulighederne for at forstå Guds ord. Dem skaber Gud ved ånden gennem ordet: ikke at jeg af egen fornuft eller kraft kan komme til ham … ”
(Her citeret efter ”I Ansvar og i Tro”, bind. 1, s. 86)

Som præst i den evangelisk-lutherske kirke ved Krarup selvfølgelig godt, at det er Jesus Kristus, der er vejen, sandheden og livet, men med ovenstående erklæring kan det alligevel synes som om, at han mener, at Tidehverv i det 20. århundredes Danmark har været denne bro mellem himmel og jord, som vi ellers lærer af Olesen Larsen, ikke findes andre steder, end der hvor Gud gennem ånden ved ordet selv taler til os. Nu kan Guds ord jo lyde og ånden meget vel virke andre steder end udenfor søndagens højmesse, ja sågar vel i Tidehvervs spalter, men når Krarup så skal pege på Tidehvervs indsats, er det ikke ordets forkyndelse, men opgøret med skiftende tiders dårligdom, han vælger at pege på.

Nuvel: Undertegnede ville nødigt leve i et Danmark, der ikke havde lært af de tidlige tidehvervsteologers opgør med Indre Mission og anden from oplevelseskristendom, hvor samarbejdspolitikken ikke var blevet modsagt, og hvor der ikke havde været ørenlyd for Krarup og andres kritik af kulturradikalismens foragt for den nationale og kristelige virkelighed. Det er da også med stolthed i stemmen, at vi stadig er nogle, der kan erklære os for at være grundtvigsk-tidehvervske; netop i erkendelse af det opgørets nødvendighed, som Tidehverv sandt nok om nogen har været garant for. Men kristen forkyndelse og folkelig opbyggelse sker ikke ved selvfejrende at pege på egen indsats i modsætning til de andre. Det kommer der sjældent noget godt ud af, nej, det er vist snarere det man kunne kalde synd; eller med ord fra Luther og Augustin: At være incurvatus in se ipse, indkroget i sig selv.

Trods det nye Tidehvervs besindelse på opbyggelse – det være sig i form af Lewisk remytologisering eller ordningsteologisk vækkelse – har Tidehverv til alle tider manglet blik for det, vi med Jørgen I. Jensen kunne kalde for den tredje historie, nemlig den historie som

”et menneske aldrig kan fortælle om sig selv og knap nok om en anden. Den forudsætter flere forskellige bevidstheder i bevægelse på samme tid – så den ikke kan overskues og dens virkning på den enkelte kan ofte erfares som store skift i perspektiv eller omvending af synsvinkler”
(Jeg –automaten, s. 44)

Det har altså noget med historisk-poetisk livsforståelse at gøre. At fortiden kan lyse vort liv op og rette vores blik mod fremtiden, der igen opfyldes af fortiden. I tro, håb og kærlighed at erkende vores samhørighed med og gensidige afhængighed af vore medmennesker og fædrelandsfrænder. At se os selv som næsten, der har brug for hjælp, snarere end omvendt. Her ved juletid at erindre, at inkarnationen netop betyder, at kristendommen er en historisk religion, der fylder dette dennesidige liv op fra fortiden såvel som fra fremtiden.

Skulle man i frihedens navn foretrække en anden forkyndelse end den her plæderede grundtvigske, er det naturligvis ikke hensigten med disse ord at stille sig i vejen herfor. Her skal blot påpeges, at man ikke bedriver sand forkyndelse ved udelukkende at nedstyrte de stærke ånders trop. Jf. mit sidste indlæg på på dette sted, går kritikken altid hånd i hånd med forkyndelsen, og naturligvis også omvendt. Det ved Søren Krarup formentligt godt, men når man læser den snart forhåndværende redaktørs sidste ord, er der ikke meget andet end selvgodhed og selvophøjelse at spore. Hvad jeg vil, er altså at Krarup og andre lige tager et bræk-middel og holder lidt igen med den kvalmende stillen sandheden på deres side. Vi kan jo her op til Søren Kierkegaards 200-års fødselsdag passende erindre os om, hvad der skete, da nogen på hans tid ville erklære ligesindede for sandhedsvidner.

Jf. det foregående indlæg vil jeg altså mene, at hvis det at bedrive teologi – det være sig i Tidehvervs eller de herrer oprøreres skikkelse – i dette land er synonymt med at kritisere andres dårligdomme og ellers med selvgod samvittighed mene at have gjort sit for sandheden, så kalder tiden vist ikke længere på luthersk- eller grundtvigsk-evangelisk selvbesindelse, men snarere på naturalister af ånd.

Med håb om, at dette blot må være et enkelt bidrag til den fortløbende religonskrig

De herrer oprørere

~ RV ~ Skriv en kommentar


Til jubilæet for Studenterkredsen Aarhus’ 70-års-dag antydede flere repræsentanter for de ældre generationer af Kreds-folk, at man med rette kunne forvente, at Studenterkredsen af i dag deltog aktivt i tidens ”oprør”.

Disse holdninger kom til udtryk efter en længere diskussion om forskellen mellem det faktiske og det sande universitet (Læs: henholdsvis den institution, vi har valgt at kalde ”universitetet”, og så Kredsen), der førte over i en diskussion om nutidens, faktiske universitet, hvor spytslikkerkulturen ifølge Viggo Mortensen hersker, og hvor new public management-ledelse har udryddet enhver form for dannelseskultur.
En ældre herre blandt publikum – jeg ved ikke, hvem han var – mente eksempelvis, at hans generation af Studenterkredsen dog ”havde gjort sit” under ungdomsoprøret, og nu måtte den nye Kreds-generation træde til i oprøret mod det moderne (faktiske) universitets udvikling. Læg mærke til selvgodheden.
En anden herre mente, at Studenterkredsen havde været skammeligt fraværende i 00’ernes kulturkamp, som Søren Krarup og Jesper Langballe så dygtigt indledte med det, de kaldte Systemskiftet anno 2001. Om han mente, at Kredsen skulle have været for eller imod denne kulturkamp forblev uklart – den ros skal han dog have.
Flere ting er åbenlyst galt ved disse efterlysninger af Studenterkredsen i den offentlige debat.
For det første beror kritikken fra den ældre Omkreds på en positivisme, som man ellers – naturligvis – havde travlt med rituelt at skyde på som en del af udfaldet mod det moderne universitet. Man ræsonnerer således: Studenterkredsens påvirkning er hverken til at se i den offentlige debat om 00’ernes kulturkamp eller i kritikken af det faktiske universitets udvikling. Ergo er denne påvirkning der ikke.
Men hvad havde disse herrer regnet med? At det enkelte bestyrelsesmedlem i Studenterkredsen eller en ven af huset skulle undertegne sine læserbreve med stillingsbetegnelsen ”Kreds-mand”? At bøger, skrevet af folk, der har (haft) deres gang i Kredsen, på smudsbladet først og fremmest skulle have nævnt, at vedkommende var Kreds-mand – og dermed en af de gode?
Argumentet kan kun hvile på en antagelse om, at hvis påvirkningen ikke kan måles og udskilles fra andre faktorer, så er den der ikke. Alligevel skulle man altså fra samme herrer høre kritik af det nuværende, faktiske universitet som positivistisk i værst tænkelige forstand.
Heldigvis svarede et nuværende bestyrelsesmedlem da også ret hurtigt: Selvfølgelig kan Studenterkredsens ”påvirkning” af debatten ikke ses. Men den er der. De bøger, vi skriver, når vi er blevet tørre bag ørerne og har fået drukket de værste studentikose tilbøjeligheder af os, kan ikke undgå at blive dybt påvirket af det faktum, at deres forfattere har fyret deres bedste år af i Kreds-sammenhæng. Og de skænderier, vi roder os ud i, i fredagsbaren på universitetet og til foredrag og debatter i det ganske land, om det så er i Politikens Hus eller til Tidehvervs sommermøde, vil i sagens natur være dybt inficerede af, at vi har vores gang i Kredsen.  Og det vil jeg hævde, selvom de herrer oprørere ikke kan finde det ekspliciteret nogetsteds.
Derudover finder jeg det frastødende, at man med ovenstående efterspørgsel efter Kredsen i dag i den offentlige debat tilsyneladende betragter Studenterkredsen som en art lejesoldater, man kan sende ud i Det Godes navn. Kunne man måske ikke forestille sig et bestyrelsesmedlem i dag, der mente, at ’68-oprøret førte noget godt med sig? Eller at tidens new public management-snak har været sundt for en universitet, der har været alt for vant til at få smækket en bunke milliarder i synet uden at anerkende, at det offentlige nu i en stigende grad operer på markedsvilkår?
Skulle det ske, at man i min tid smed et bestyrelsesmedlem ud for disse holdninger, ville jeg heller ikke længere være at finde i Kredsen. Grundtvigianere har ment langt værre ting. For øvrigt er det et historisk faktum, at man ikke behøver at være grundtvigsk sindet for at være Kreds-mand.
Naturligvis skal Studenterkredsens nuværende stud.’er ikke være en hær af små lejesoldater til rådighed for ældre koryfæer. Og det er ikke en nødvendig betingelse for Kredsens status af ”sandt” universitet, at dens indflydelse kan påvises. I nøjagtigt det øjeblik, hvor den frisindede diskussion bidrager til dannelsen af dens involverede parter, kan muligheden for dens påvirkning af den offentlige debat være mig inderligt ligegyldig. Selvom den formentlig er der.
Tillad mig at gentage mig selv fra en debat om Kredsens status af menighed – det var for øvrigt et spørgsmål, der også var oppe at vende i debatten ved jubilæet:
Folk kan for min skyld mene, at de henter den særligt frisindede ånd, der er Kredsen, på bunden af en flaske, i Johannes 1,14 eller i Tue West-sange.
Og så tilføje, at hvad den ånd fører til af ”holdninger” i den offentlige debat, det kan rende mig. 
Især hvis det kan måles.