– lidt om den nye og gudsforladte Gud, Grundtvig og eksistensteologi
Følgende er en sammenskrivning af et indledende oplæg afholdt på teologkonvent i november. Deltagerne havde forinden læst Lars Sandbecks “De Gudsforladtes Gud”, der var emnet for den efterfølgende diskussion.
Orienterer man sig i modtagelsen af bøger i stil med Lars Sandbecks her foreliggende ”De gudsforladtes Gud”, kan man undertiden få det indtryk, at det enten må være det bedste eller værste der er sket i dansk teologi; således også ved modtagelsen af Niels Grønkjærs ”Den nye Gud”, der ved udgivelsen vakte voldsomt røre i den offentlige teologiske debat og lynhurtigt blev kædet sammen med Thorkild Grossbøll. Det ser ud til at være et uomgængeligt vilkår, hvis man i dag vil diskutere teologi uden for universitet og andre snævrere rammer. Et par eksempler kan tjene til at ridse billedet op:
Sognepræst Knud Munck, der er forfatter til bogen ”De unge frække.” kan således i et interview med Kristelig Dagblad fra foråret koble disse unge frække teologer direkte sammen med Grossbøll-sagen, og hævder nærmest, at det er det bedste, der er sket for folkekirken. F.eks. siger han:
”Tager vi for eksempel Grønkjær og Sandbeck, er de klart påvirket af dialektisk teologi, men de har ikke noget pietistisk over sig. Grønkjær har formået at overtage dele af Grosbølls teologi og gøre den mere konsekvent og dogmatisk korrekt, og her er det pietistiske sorteret fra – og i øvrigt alle Grosbølls unoder. ’Den nye Gud’ af Niels Grønkjær er den bog, Grosbøll burde have skrevet.”
Om Grossbøll nu også har været katalysator for en teologisk nyorientering, eller han blot har været den mest snøvlede og åbenlyst provokerende af sin slags, kan vi her lade ligge. Vigtigere er det, at lægge mærke til, hvordan Knud Muncks nærmest euforiske begejstring er meget sympatisk for den del af dansk kirkeliv, der har taget pænest imod denne bølge af ”nye teologier”, idet disses bøger og debatter har afstedkommet en udelt begejstring over det, der ifølge Knud Munck, er et tiltrængt opgør med forstenede dogmer og en forkyndelse, der taler hen over hovedet på det moderne menneske.
På den anden fløj har vi så de mere konservative og afstandstagende. F.eks. kunne lektor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet Anders-Christian Jacobsen i et foredrag i TrosForum i september, foreholdt urimeligheden i blankt at afvise de såkaldte moderne teologer, opstille følgende ultimatum:
”Enten så har vi den klassiske kristendom som her hos kirkefædrene (in casu Origenes og Irenæus). Eller også ender vi med sådan en Grønkjærsk aftapning dér”
Hvorvidt Sandbecks bog så repræsenter en Grønkjærs aftapning eller ej – jeg vil mene, at det både på godt og ondt åbenlyst ikke er tilfældet – skal vi foreløbigt lade være et åbent spørgsmål. I første omgang skal vi dog notere os, hvordan ACJ’s enten-eller er meget typisk for holdningen blandt de mere skeptiske af teologerne: Har man reformuleret kristendommen udenom de klassiske dogmer og gudsforestillinger, har man også sagt farvel til den. (At ACJ så selv var nødt til at ty til spekulative forestillinger om legemets, snarere end kødets opstandelse, gør næppe den lidt firkantede holdning meget bedre).
At hverken Sandbeck eller Grønkjær med deres reformulering af kristendommen ønsker at forlade den, kan der vist ikke herske tvivl om. Alligevel er der dog noget, de ønsker at tage afsked med. Det afslører sig allerede i undertitlerne på de tre nævnte værker: Mens Knud Muncks bog handler om Grosbøll og andre moderne teologer, drejer det sig hos Sandbeck om kristendom efter postmodernismen. Grønkjær skelner i andre sammenhænge, bl.a. i sit indlæg ved udgivelsen af Sandbecks bog, skarpt mellem det postmoderne og postmodernismen. Alligevel er der også noget, Niels Grønkjær gerne vil på den anden side af, nemlig fundamentalisme og ateisme. Mens Knud Muncks påhæftning af betegnelsen moderne på teologerne kan virke uskarp og i bedste fald intetsigende, kan de andre to herrers kredsen om sammenstillingen af post og moderne forekomme en smule forvirrende: Hvor befinder vi os egentlig henne, og hvorfor denne optagethed af disse periodiseringsbetegnelser? For mange, det var især tydeligt i den megen omtale af Sandbecks bog i Kristelig Dagblad, er det udtryk for en for teologien uheldig alliance med filosofiske modetrends. Selvom det også i nogen grad er tilfældet, handler det for mig at se i højere grad om et teologisk kvalificeret favntag med disse tankegange, hvilket Sandbeck da også eksplicit lader komme til udtryk. Hos Grønkjær kan det forekomme lidt mere dunkelt, men det er tydeligt optagetheden af bl.a. Vattimo og Blumenberg ikke er uden forbehold. Med et udtryk fra Johannes Horstmann, kunne man måske sige, at omgangen med filosofien er aikmalotistisk: Teologien tager filosofien ”til fange” som et redskab til at pege på kristendommens sandhed og fremstille den i filosofiens termer. Det er måske for meget sagt, men der er i hvert fald i tilfældene Sandbeck og Grønkjær tale om mere end et blot ukritisk overtagelse af et religionsfilosofisk begrebsapparat. Det vil være min påstand, at det da også i høj grad netop er et sådant kristisk – man kunne sågar sige religionskritisk – element i de to herrers tænkning, der i særlig grad udmærker dem som ”gode” teologier. Det skal vi vende tilbage til, men først en lille teologihistorisk ekskurs.
I det tidligere anførte citat fra interviewet med Knud Munck var påstanden at Sandbeck og Grønkjær i høj grad er påvirket af den dialektiske teologi. Det er vel også rigtigt, for så vidt at betegnelsen i Knud Muncks bog blot er en upræcis paraplybetegnelse for det meste af den protestantisk teologi fra 1920 og frem til 60erne, mens modstillingen pietistisk vist dækker resten. Mere rigtigt er det at sige, at begge de to herrers projekter er drevet af en sund og stærk eksistensteologisk impuls.
Lars Sandbeck indleder sin bog ved at stille spørgsmålet ”Hvordan kan vi tale om Gud i dag?”. Om end han ikke i første omgang spørger efter meningen med at tale om Gud, men blot efterspørger måden hvorpå det lader sig gøre, kan formuleringen dog hurtigt lede tankerne hen på Rudolf Bultmanns programartikel fra 1925 ”Welchen Sinn hat es, von Gott zu reden?”. Bultmann giver selv svaret på spørgsmålet, med følgende formulering, der vel nærmest kan betragtes som en definition på eksistensteologi:
”Vi kan ikke tale om vores eksistens, da vi ikke kan tale om Gud; og vi kan ikke tale om Gud, da vi ikke kan tale om vores eksistens . Vi kunne kun det ene med det andet. Kunne vi udfra Gud tale om Gud, så kunne vi også tale om vores eksistens, og omvendt. Under alle omstændigheder må en tale om Gud, hvis den er mulig, samtidig være en tale om os. Så bliver det altså rigtigt: Adspurgt om, hvordan en tale om Gud kan være mulig, må der svares: Kun som en tale om os”
(Glauben und Verstehen, bind 1, s. 33.)[min oversættelse, KrG]
Selvom Sandbeck projekt gennemgående er et forsøg på at formulere en tidssvarende korsteologi, hvad han da også gør rede for på samme side som det citerede spørgsmål, er projektet alligevel båret af et eksistensteologisk aksiom: Det at menneskets erfaringer og orienteringshorisont tages alvorligt. Det er også heri, at alliancen med postmodernister – både de gudelige og ugudelig af slagsen, har sin berettigelse. Hvad postmodernisterne formår at vise er nemlig, at ambivalensen og gudsforladtheden er konstitutive elementer og uomgængelige vilkår for det moderne menneske. Vi lever i det K. E. Løgstrup kaldte for en ireligøs ontologi. Skal vi tale om Gud på en meningsfuld måde, må det altså være på den måde han henvender os til os, retfærdiggører idet han os på korset, giver os en mulighed for at eksistere som sande mennesker i kærlighed midt i al vores tvivl og syndighed. Han kommer også til luderen og lommetyven, den værste synder og det gudløse menneske. ”Gud sker”, som Sandbeck udtrykker det. Er det eksistensteologi? Ja, i den forstand at al tale om en almægtig Gud hinsides godt og ondt intet har at os sige, men på den anden side kan vi heller ikke tale fyldestgørende om vor eget liv, hvis ambivalensen og gudsforladtheden var alt, hvad der var sige. Der er altid mere at sige om Gud, men der er også altid mere at sige om mennesket, netop i kraft af Guds kontinuerlige komme til os. Det ene uden det andet ville blot blive til tom tale og luftkasteller.
Det er også denne dobbelthed der bl.a. ligger i Grundtvigs berømte dictum ”menneske først, kristen så”. Det er kun som mennesker, der kan se os selv og vor egen tilværelse i øjnene, at vi med visheden om vore synders forladelse kan blive genfødt til et nyt menneskeliv, og først herefter danne menighed som kristne til vidnesbyrd om Guds gode gerning med os. Det er med mennesket, ikke den kristne, Gud handler. Omvendt er det sande menneskeliv, hvad end vi vil kalde os kristne eller ej, kun muligt i kraft af at kristendommen som en historisk størrelse skænker os den historisk-poetiske bevidsthed om et fælles liv med andre mennesker, med en fælles historie som folk, med en fortid der må forstås, hvis vi vil forstå os selv. Det er netop i denne historie, Gud har handlet som fader, søn og helligånd, og givet historien og livet en betydning i tidens fylde. Lever vi med denne bevidsthed om et fælles historisk liv på godt og ondt, er vi altså også således kristne.
”Den levende Gud er virkelig, fordi han giver sig selv til os” kan Grønkjær således afslutte ”Den nye Gud”, der i øvrigt bæres af en gennemgående tilslutning til og brug af Grundtvig, hvad de fleste anmeldere og kritikere øjensynligt har overset. Bogen er fuld af analogier mellem menneskets forhold til sig selv og andre og mellem Guds forhold til sig selv og mennesket. Således kan Gud også lære af sine fejltagelser, og forholdet mellem fader og søn i treenigheden, kan beskrives med ord hentet fra vore egne erfaringer. Man kunne beskylde en sådan talemåde for at være en ren projicering, eller sågar for at være en slags analogia entis, som vi jo fra Karl Barth ved er ”die Empfindung des Antichrist”, men det ville være en misforståelse. Sagen er netop den, som Eberhard Jüngel gør en del ud af at vise i ”Gott als Geheimnis der Welt”, at analogien netop er en af Kristus skænket analogi. Fordi Gud kommer til os i Jesus Kristus, kan vi netop tale om ham som menneske, og kun sådan kan vi også tale på retfærdig vis om vor egen tilværelse. I den forstand giver kristendommen os altså en hermeneutisk nøgle, som vi både kan bruge til at forstå os selv og til at forstå Gud; hvad han vil med os. Det er også noget med i ånd og sandhed at modtage hans sakramenter i kirken, men det stopper ikke her, Grønkjær skriver derfor også om menigheden, at den er
”et fællesskab som fra sit fællesskab udbredes i alle menneskelivets retninger. Der er ikke nogen modsætning mellem at være medlem af en meinighed og at leve i det moderne sekulariserede samfund. Tværtimod. Efter Grundtvigs opfattelse finder menneskets almindelige historiske liv genklang i kristendommen som i sig selv befordrer en historisk forståelse af menneskets liv.” (Den nye Gud, s . 308)
Mens Grønkjær således accentuerer Helligåndens fællesskab, lægger Sandbeck hele sin vægt på korsbegivenheden. Det hænger bl.a. sammen med den fremhævelse han ønsker at gøre af kristendommens religionskritiske potentiale. Et potentiale man er nødt til at udnytte, hvis en sådan eksistensteologisk – Grundtvigsk, kunne man måske sige i samme åndedrag – forkyndelse ikke skal ende i relativisme og en naiv tro på mennesket. Når Kristus på korset retfærdiggører den vantro ateist, nedriver han altså også i samme ombæring alle vores religiøse forestillinger om f.eks. en almægtig Gud eller ”noget større og bedre”; fritager os fra vores selvbeskuende navlepilleri og vores evindelige byggen luftkasteller; han uddriver det formørkede hedenskab fra vores hjerter.
I Henrik Pontoppidans ”Dommens Dag” møder vi et grundtvigsk ægtepar, der pligtsomt tager rundt til vennemøderne og bliver rystede over at overvære de ”unge frække” teologers lemfældige omgang med kristendommens dogmer. På sin vis er deres reaktion meget symptomatisk for den måde, folk i dag også stiller sig anfægtede og uforstående an:
”De havde sagt til hinanden, at når der ingen djævel var længer og ingen evig straf og altså hellleringen evig løn; når endog præsterne ikke mere turde udtale sig om liver efter døden; når troen ikke var en forvisning om det, vi ikke kunne se – hvad var da kristendom? Hvad var da tro?… Alt vaklede til sidst for dem”(Det Forjættede land, III, 95)
Om end man kan fatte sympati for de stakkels mennesker og deres vaklende grundlag, er det jo altså netop Sandbecks pointe at vi med Kristus på korset må sige nej til folks religiøse og dogmatiske forestillinger. Det lader sig naturligvis kun gøre i samme ombæring som vi forkynder det frisættende evangelium, men da er det netop også en frisættelse, som Sandbeck skriver.
Om Sandbeck så er en Grønkjærsk aftapning eller ej, kunne der formodentligt udvikles meget om. Man kan i hvert fad sige, at de med hver deres accentuering er med til at skærpe hinandens positioner. Hvor Sandbeck til tider kan ende i den rene nihilismeåbenhed og kirkeløse kristendom, er Grønkjærs accentuering af det levende og ikke-eksklusive menighedsliv med sakramenterne livgivende kraft båret af den Helligånd med til at dæmme op for de værste ukristeligheder. På den anden side kan en sådan eksistensteologisk ”menneske først”-forkyndelse, som jeg inspireret af bl.a. Grønkjær her har plæderet for, også hurtigt begynde at gå på egne ben og kristendommen kan pludselig forekomme reduceret til ukendelighed. Her er Sandbecks radikalisering af de lutherske slagord, solus christus og sola fide – mennesket frelses ved (van)tro alene ved Kristi død og gudsforladthed på korset – med til at holde teologien fast på dens bestandige forpligtelse på kritik af religiøsitet og andre åndelige dårligdomme. Hvad vi i hvert fald må sige er, at vi som teologer har en dobbelt – dialektisk, om man vil – opgave: På den ene side må vi forkynde evangeliet rent og purt, men dette lader sig omvendt kun gøre, hvis ikke tidens åndelige dårligdomme, mennesket egne religiøse påfund og indkrogethed i sig selv står i vejen herfor. Disse er det vor opgave at knække og bringe til forfald, idet vi forkynder det levende ord. Det er næppe sagt bedre, end Grundtvig gør det i salmen ”Det lakker nu ad aften brat”, så lad os slutte med en strofe herfra:
”Nedstyrt de stærke Aanders Trop,
Som høit i Luften sværmer op,
Thi ellers gammel Christen-tro
For lærdom ny faaer aldrig ro”
Uden at have læst Grønkjærs Den Nye Gud drister jeg mig her til at komme med et par kritiske kommentarer til dette dit ellers udmærkede – og oplysende – indlæg, Kristoffer (Olesen) Garne.
Endskønt pastor Grønkjær bebuder at være kristendommens forsvarer og et boldværk for en grundtvigsk kristendomsforståelse (med det noget fortærskede og også ofte misforståede “menneske først”-dictum), lades det spørgsmål vel dårligt ude, om den kristendom, han hævder at forsvare nu også i andres optik er sand kristendom.
Det er jo ikke så sjældent, at folk hævder at forfægte en holdning, uden at de påståede ligesindede er netop dette: ligesindede.
Kort sagt: Kristendom og kristendom kan meget vel vise sig at være to ting!
Det forekommer mig nemlig, at pastor Grønkjær i sin iver efter at tale teologi ind i tiden (læs: det postmoderne) gør sig skyld i det Karl Barth ville kalde en “og-teologi”, og altså spænder kristendommen for postmodernismens vogn i stedet for at lade kristendommen være et muligt (måske det eneste?) modsvar til den postmodernisme (med vilje skelner jeg her ikke, som Grønkjær gør), som ikke så meget er ateistisk som nul-teistisk – forstået på den måde, at den epoke, der er vores er domineret af ikke så meget en militant modstand mod al tale om Gud som en febrilsk famlen efter bare et lille svar på det moderne livs genvordigheder; en famlen der ofte resulterer i spiritualitet og selvdyrkelse, som jeg dog også forstår, at pastor Grønkjær har en brod imod.
Det lader altså til, at pastor Grønkjær gør sig skyld i et “medsvar” snarere end et modsvar til det postmoderne menneske. For ved at gøre Gud ligeså bevægelig (og “a-teistisk”) som resten af vores fragmenterede samfund – og følgende eksistens – tilbagelades ingen Gud, der kan være større end mennesket, hvorved vi er dømt til jorden og os vores egen skidne menneskehed, og altså står tilbage ved problemet med det postmoderne.
Kristendommens problem er ikke, at Gud er teistisk, men at verden er postmoderne. Og følgelig er svaret ikke, at Gud må gøres postmoderne (eller at han på en eller anden måde altid har været det, hvilket “de unge frække teologer” med deres profetiske egenskaber må forkynde for Gud og hvermand), men at det postmoderne må modsiges.
Måske er det postmoderne problem endda kun overfladisk; for nok har mennesker svært ved at tro på en teistisk Gud i det høje, men længslen tror jeg ikke er mindre stærk. Troen er blot blevet politisk ukorrekt, fordi det positivistiske paradigme har sejret “ad Helvede til”. Og netop derfor skal Gud prædikes fra tagene, som det eneste mulige svar ud af menneskets selvforskyldte agnostiske umyndighed.
Jeg vil driste mig til at hævde at kun ved at bibeholde en teisme, kan mennesket have en mulighed for at “kroge sig ud af sig selv”. Kort sagt: Bliver Gud ligeså bevægelig og søgende som mennesket får mennesket aldrig et andet og bedre bud på tilværelsen end ved selv at være i konstant bevægelse og søgende. Og når de finder ud af, at mennesket ikke lever af bevægelse alene, kan det kun tye til andre frelsesreligioner for at finde teisme i tilværelsen: Så bliver den sande nye Gud til grøntsager og løbeture, ikea-møbler og plæneklippere.
Kort sagt kan pastor Grønkjærs (og i øvrigt hr. Sandbecks) samfundsdiagnostik meget vel være skarp og rigtig, men det teologiske svar herpå er blot ikke dristigt nok. De tror, at de er “de unge frække”, men i virkeligheden er de måske snarere de postmoderne eftersnakkere.
(fortsættes)
I øvrigt forekommer pastor Grønkjærs ækvivaleren mellem teisme og fundamentalisme mig at være på grænsen til en barnagtighed (jf. vel “de unge frække”). Der er tilsyneladende kun et enten-eller. Og samtidig virker en postmodernisme, der bliver taget så alvorligt at intet – ikke engang Gud – går ram forbi for dens relativering og “fleksibilisering” netop som det, den forsøger at være en tale imod, nemlig rendyrket fundamentalisme!
Slutningsformen synes at være: Alt er relativt, ergo er Gud relativ (Grønkjær ville sikkert sige relationel, fordi det er mere positivt og i øvrigt passer perfekt til f.eks. den kvindagtige kfum/k-teologi), men er alt relativt, er relativismen fundamentalistisk, og så har vi først for alvor skabt Gud i vores eget billede.
Denne kommentar skyldes ikke en fra egen side klippefast holdning om, at Gud ikke kan rokkes fra den teistiske piedestal – det har han da selv i høj grad været med til ved netop i historien at nedstige fra piedestalen for menneskets frelse. Min holdning skyldes dog et stort forbehold over for at gøre Gud a-teistisk, eller have et kristologisk overfokus om man vil. At kristendommen og sekulariseringen eller ateismen for den sags skyld ikke er dødsfjender anerkender jeg gerne, men det er ikke ensbetydende med at kristendom og sekularisme er ét. Gud er Gud og mennesket er menneske, og forsøget på at gøre det hele meget lettere ved at tale anti-dogmatisk (betydende i denne sammenhæng anti-teistisk) er i min optik simpelthen at springe over hvor gærdet er tanden for lavt.
Nok kender vi (kun) Gud gennem Kristus, men min umiddelbare vurdering er trods alt, at Grønkjær gør sig skyld i netop det, du K. Garne forsvarer ham for ikke at gøre: nemlig en analogia entis – og altså Antikrists opfindelse.
At være kritisk over for selvretfærdig og forstokket teisme er jeg helt med på; det lærer Kristus os jo selv; men at tro, at det hele løser sig ved at droppe alle de gamle teistiske prædikater om Gud, forekommer mig for let og i sidste ende naivt. Der mangler simpelthen en mere kritisk stillingtagen til konsekvenserne ved den postmoderne relativisering og fleksibilisering af (undskyld udtrykket) Gud og hver mand.
H. Nørkjær
Tak for et herligt stykke religionskrig, Nørkjær. Jeg skal forsøge at antyde nogle svar på dine indvendinger. Tillad mig at lade det sidste blive det første.
Det sidste er jo svært at være uenig i. En teologisk.kritisk stillingtagen til det postmoderne, er jo netop også hvad i hvert fald Sandbeck eksplicit, mens det mere ligger som en uklar undertone hos Grønkjær. Hvorvidt det så lykkes er en anden sag; det vil jeg jo mene, i høj grad er tilfældet.
Hvad gælder invendinger om naturlig teologi, kan jeg kun igen henvise til Jüngels eminente udredinger i GAGDW. Et lille citat:
“Kan den uundværlige artikulering af distinktionen mellem Gud og menneske kun ske gennem påstanden om den totale forskel mellem Gud og menneske? Der er en kristologisk grund til at spørge, om der ikke skulle være en af Gud muliggjort, en af Gud fordret, endda en af Gud krævet antropomorfisme, som bevæger sig langt udover naiviteten i den “dogmatiske” antropomorfisme, såvel som skepticismen i den “symbolske” antropomorfisme. Kort sagt: Er der en teologisk brug af analogien, som korresponderer med troen på Guds inkarnation”(m.o)
Uden at komme nærmere ind på Jüngels eget svar på spørgsmålet, må der naturligvis svares ja på hans spørgsmål. En sådan analogi, der går den omvendte vej af analogia entis – og måske tilbage igen – er jo netop hvad Sandbeck og Grønkjær forsøger, og derfor jeg bl.a. har karakteriseret dem som eksistensteologer snarere end fuldblods postmodernister.
Jeg deler fuldt ud dine bekymringer, hvad angår et kristologisk overfokus. Et sådant er det for mig at se oplagt at beskylde Sandbeck for, når han bl.a. kan skrive, at korsfæstelsen skaber et hul i Gud, som det er vor opgave at udfylde. Trods al Sandbecks insisteren på at tale trinitarisk om Gud, er det altså som om, at han glemt helligåndens virken og sakramenternes betydning som bindeled mellem Gud og menneske. At Grønkjær med sin tale om Guds relationalitet (Der altså ikke er lig med kvindagtig kfuk-teologi; det betyder blot, at Gud efter opstandelsen konstituerer sig i sit forhold til sig og selv og mennesket, og ikke ex nihilo) så modsat er blevet beskyldt for et pneumatologisk overfokus, er en anden sag, som i første omgang ville føre for vidt.
Naturligvis er mennesket skabt i Guds billede og ikke omvendt, men det er altså påstanden, at der sker noget radikalt med gudbilledligheden efter Kristi død og opstandelse, og derfor også jf. Jüngel citatet med den måde, vi må tale om Gud på. Derfor er det altså heller ikke uden videre uproblematisk at fastholde et teistisk gudsbillede, trods at man har gjort det i store dele af den teologiske tradition. Alt er ikke relativt, men al vor hjælpeløse religiøse kvækken om Gud er naturligvis. I den forstand sætter kristendommen vel et enten-eller: Solus kristus eller hedenskab.
(fortsættes)
Inddragelsen af Knud Munck og de begrebet “de unge frække” skulle netop tjene til at sondre mellem en postmodernismen efterabende samtidsteologi og deraf følgende afguderi som hos Grosbøll og en kvalificeret religionskritisk teologi, som jeg finder at finde hos Sandbeck og Grønkjær. Gud må gribe ind og komme til os og dø for vores synder skyld – bevæge sig, som du siger – for at vi kan blive befriet for vores indkrogethed og religiøse påfund. Kan en teistisk Gud det? Måske, men jeg tillader mig at tvivle, og derfor bliver mit spørgsmål til dig: Hvorfor er det så vigtigt at fastholde en teistisk gudsopfattelse, når nu vi med Kristendommen får givet en treenig?
Ja, positivismen har sejret ad helvede til og verden er blevet postmoderne. Men hvad hjælper det at lade som om intet er hændt så at stå og prædike fra tagene, hvor ingen kan høre os? Skal kristendommen ikke snarere forkyndes de profundis? Ja, fra det lort, vi selv selv har lagt os i, fra det ene syndige menneske til det andet? Hvis det er en og-teologi er det i hvert fald en Gud og vor egen elendigheds-teologi; den elendighed og synd, der må peges på, for at vi kan indse, at vi ikke kan magte vort liv uden Gud. Det har aldrig været anderledes. I hvert fald ikke med Kristendommen.
Det kan sikkert forkyndes på mange måder, men når nu tiden er postmoderne, er det vel fint at bruge dennes tænkning til at vise, hvor kontingent vores virkelighed er, og hvor relative og skrøbelige luftkasteller vi i bedste fald bygger vores liv på. Så kan Guds ord for min skyld komme senkrecht von oben eller som en del af en historisk-poetisk livsforståelse, men som bl.a. Vattimo påpeger, har jo netop det postmodernes – i modsætning til det moderne – svækning af tækninger netop gjort det muligt for mennesker igen at søge tilflugt hos Gud. Er det så galt endda?
Det vil man måske mene, hvis man ikke vil tage menneskers erfarede og historiske virkelighed alvorligt på godt og ondt. Det tillader en Grundtvigsk menneske-først forkyndelse sig netop, og det er vel også netop en af grundene til, at Grundtvig senere i sit liv frasagde sig sin tidligere skelnen mellem sand kristendom og kristendommens sandhed. Man kan ikke forkynde kristendommen på en måde, og i øvrigt samtidig godtage det modsatte synspunkt. Derfor må der også, som Johannes Lauridsen sagde, herske principiel religionskrig mellem to modsatte synspunkter. Så længe vi dog i frisind kan enes om at være naturalister af ånd og i et eller andet omfang høre til den samme historie, så byder jeg kun uenighederne velkomme; thi udover at være fornøjelige, så skærper de kun sansen for, hvordan sand kristendom måske kunne ske at tage sig ud.
Kr. Garne
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Jeg kommer her blot med et par korte bemærkninger til dit responsum.
Diskussionen om, hvorvidt teologien efteraber – eller måske endda “efterhalser” – tiden i stedet for at tale ind i tiden, som den naturligvis må og skal for at give mening, er vanskelig, og det kan ofte være svært at afkode, hvornår den gør køb på sit væsen i forsøget på at overleve, og hvornår den står fast, men taler vedkommende ind i tiden. Tilmed er holdningerne hertil selvsagt mange.
Lad mig dog tillade mig at gentage en indvending, som du giver mig anledning til at påtale, hr. Garne. Du skriver: “Hvis det er en og-teologi er det i hvert fald en Gud og vor egen elendigheds-teologi.”
Spørgsmålet er her, om vi i denne sammenhæng ikke også kan mene at Gud og Gud er to ting?
Jeg er som sådan ikke utilbøjelig til at være enig med dig i, at vi på den ene eller anden måde må tænke kristendommen som en “menneske først”-teologi, altså en teologi, der tager udgangspunkt i menneskets konkrete levede liv for at kunne sige noget til det. Og jeg er fuldstændig enig med dig i, at vi i en kristen forståelse møder Gud gennem Kristus.
Men i et opgør med den teistiske Gud, trues Kristus faktisk med at blive underkendt, fordi man på sin vis ser bort fra den tredje hypostase i trinititen, og dermed lades der hånt om inkarnationen. For hvis ikke Kristus er sendt af Faderen – hvad eller måske snarere hvem er han så? Hvis Gud ikke også er teistisk – i en eller anden forstand af dette meget luftige begreb – så mister både Kristus/Sønnen og Helligånd sine gensidige forankringer, ligeså vel som Faderen mister sin forankring (eller sin relevans) til os og dermed den relation, som Grønkjær så vidt jeg forstår lægger så meget vægt på, hvis han ikke møder os i Sønnen eller Ånden.
Desuden er jeg ikke sikker på, at jeg er enig med dig, når du med Vattimo siger, at det netop med det postmoderne er blevet muligt for mennesker at søge tilflugt hos Gud. Jeg vil måske snarere hævde, at det postmoderne har givet os muligheden for at erkende, at vi har brug for at tro på Gud, men ikke umiddelbart giver muligheden for at tage springet og tro på det. Der har vi snarere brug for en meget mere krads kritik af det postmoderne – naturligvis på det postmodernes præmmisser. Men måske skal vi først og fremmest være sikre på, at vi mener det samme om “det postmoderne”.
Som postludium giver jeg her bare en kort karakteristik af det postmoderne, som jeg umiddelbart forstår det:
Det postmoderne er tiden for de store fortællingers død. De moderne (i betydningen før det post-moderne selvfølgelig) positiviteter om både kultur, samfund og videnskab er faldet – måske lige bortset fra en benhård materialisme, som man finder blandt visse evolutionsteoretikere (Lone Frank er et godt eksempel på en sådan).
Kort sagt er det postmoderne tiden, hvor ingen sandheder er givne, fordi ingen tror på andre fortællinger, end dem de selv vælger (og langt henad vejen selv skaber). Dette postmoderne liv – i ren selvopretholdelse – kan være svært for nutidsmennesker at administrere og leve i, men svaret, der kunne gives, nemlig Kristendommen i frimodig og enfoldig luthersk form, har nutidsmennesket svært ved at antage. Men derfor skal vi forsøge at give dem denne mulighed alligevel ved at prædike en treenighed (ikke toenighed eller mindre) Gud.
H. Nørkjær