Måned: juli 2012

De bedste Céline-læsere

~ RV ~ Skriv en kommentar


Jeg har netop læst Hans Boll-Johansens bog om Céline, og den slutter på en højst overraskende måde, som Kreds- og Omkredsfolk ikke skal snydes for her i agurketiden. Slutningen på bogen, som følger herunder, når nemlig – udover at nævne Studenterkredsen – at berøre de to foregående indlæg på denne blog, spørgsmålene om henholdsvis Johannes Lauridsen og forskellen på grundtvigianere og Tidehverv.

Efter 150 sider stort set uden et ord om kristendom bliver den gode mand ramt af trangen til en anekdote:
”Jeg har selv endeløst doceret litterær idealisme for mine studerende ved Københavns Universitet. Sådan ville de normalt helst have det. Men en dag var der en af de unge studerende, der fik nok af mine betænkeligheder ved Malraux’ barske univers, og stille udbrød:
’Du må være klar over, at det onde eksisterer!’
’Godt, så tager vi Céline til næste gang! Ham kan vi ikke læse ud fra de gode gamle kategorier om det gode, det sande og det skønne. Hvis man skal forstå denne nej-siger, må I indstille jer på det onde, det løgnagtige, det afskyelige. Er I parate til det?’
Det var de, dem, der sagde noget, men ikke uden anfægtelser, da det kom til stykket. Det viste sig, at de mest areligiøse var dem, der var mest forhippede på, at litteraturen skulle udfylde den plads, der blev ledig, da Gud blev fortrængt, og som var mest afvisende over for Célines budskab.
Præstebørnene var mere modtagelige. De var hjemmefra vant til en professionel holdning til det onde, selvom grundtvigianerne nødvendigvis havde det svært med Céline. Blandt danske teologer må tidehvervsteologerne uden sammenligning være de bedste Céline-læsere. For en inkarneret tidehvervsmand som Johannes Lauridsen (mange vil huske ham fra Studenterkredsen) var den moderne nihilisme det givne og accepterede vilkår. Han ønskede ikke at abstrahere fra nihilismen, men beklagede især, at den som regel ikke var radikal og konsekvent nok.”
Blot gengivet til underholdning. I øvrigt har Boll-Johansen gode grunde til at kalde Céline for ”denne nej-siger”. På sin grav ønskede Céline ikke, at der skulle stå andet end:
NEJ.

Kristelige muffedisser

~ RV ~ En kommentar
Dette indlæg skulle egentlig have handlet om digtet Lyseklosteret, bedre kendt som Solen står stille i Gibeons dal, der er det eneste digt i Højskolesangbogen af litteraturkritikeren og Askov-legenden Jørgen Bukdahl. Men nu, hvor den evige diskussion om Kredsens væsen igen er dukket op, vil jeg ikke trække fokus væk derfra.  Jørgen Bukdahl slipper denne blogs formentligt fåtallige læserskare imidlertid ikke for, for også han, der var ud af et grundtvigsk lærerhjem, kæmpede med spørgsmålet om, hvad det vil sige at være grundtvigsk.

Læs resten →

Laurids og linjen

~ KG ~ Skriv en kommentar

I takt med at ”linjevogterteologien” igen har vundet indpas i kredsens rækker, såvel i tale som i handlen, er det vist på sin plads med en lille begrebsgenealogi og et par ledsagende bemærkninger over denne lidt sælsomt klingende teologiske praksis.

At tale om en decideret linjevogterteologi er vist i øvrigt en tilnærmelse. Så vidt jeg ved, har man i tidens løb mestendels talt om linjevogten som gerning eller sågar virksomhed, hvilket siger noget meget centralt om dens teologiske råderum.

Udtrykket har, så vidt undertegnede har kunnet spore det, sin oprindelse hos Kierkegaards pseudonym Anti-Climacus, der i anden del af Sygdommen til Døden gør sig følgende bemærkning om Sokrates, at han ”som Dommer holdt Vagt ved Grændseskjellet mellem Gud – og Menneske, vogtende paa, at Qvalitets-Forskjellighedens Dyb befæstedes dem imellem, mellem Gud og Menneske, at Gud – og Menneske ikke sådan philosophice, poetice o.s.v. løb i Eet.”(samlede værker b. 15, s. 151). Det munder ud i den konklusion, at når nu kristendommen lærer, at Gud kun er til for troen, må en sådan vogten sig på ”den uendelige qvalitative afstand mellem Gud og msk.” i endnu højere grad høre det kristne til for at værge troen mod spekulation og dermedfølgende filosofisk, poetisk sammenløben i systemer.

Den linje, der skal vogtes på, er altså linjen mellem, hvad der er Guds og hvad der er menneskers, eller med andre ord: Mellem det absolutte og det relative. En sådan teologisk praksis hører på ingen måde blot snævert hjemme i en Kierkegaardsk paradoxteologisk sammenhæng, men kan siges at være en afstikker fra den apofatiske(gr: aphophasis, benægtelse) eller negative teologi, der kun vil tale om Gud vha. negative udsagn, ved at sige hvad han ikke er. Hensigten er altså, først og fremmest i polemisk øjemed, at værne om det Guddommelige og anvise den menneskelige tænkning og stræben dens rette plads.

I Studenterkredssammenhæng, hvor begrebet formodes at have sit udspring, har linjevogtergerningen først og fremmest været repræsenteret ved den noget ejendommelige Johannes Lauridsen, eller blot Laurids: En herre af mastodontisk forfatning og en autodidakt teolog, om hvilken der kan fortælles mange og vidtløftige anekdoter (således har alle folk, der har haft deres gang i Kredsens fra midt-40erne til engang i 80’erne noget at berette om denne efterhånden lettere sagnomspundne skikkelse). Uden nogensinde at have været fuldblodigt Studenterkredsmedlem, sad Laurids med ved de fleste foredrag og sommermøder i sin levetid, vistnok altid placeret mageligt på en stol i et af hjørnerne, hvorfra han altid var kampklar til at føre sine utallige ”religionskrige”, hver gang en eller anden, det være sig en garvet foredragsholder eller en ung studerende, vovede at fremsige teologiske udsagn, der var på vej over på den forkerte side af linjen. Det siges, at en af hans yndlingsbeskæftigelser var at invitere unge teologiske studerende med i en af de utallige studiekredse over Regin Prenters dogmatik (”skabelse og genløsning”), hvori der hårdt blev slået ned, hver gang linjevogternæsen fik færten af sammenblanding af det absolutte og det relative. En anden anekdote går på, at der til et sommermøde var blevet fabrikeret en revyvise med en påfaldende satire over Laurids teologi: ”Gud er Gud, Gud er Gud, for ellers så var Gud jo ikke Gud”. Hertil skulle Laurids, lettere fortørnet, have bemærket: ”Det er jo noget vrøvl, men det er rigtig nok alligevel”.

Johannes Lauridsen, der også spillede en vigtig rolle i opgøret omkring Tidehverv i slutningen af 70erne, har altså med sin mangeårige og ihærdige linjevogtervirksomhed øvet en ikke helt lille indflydelse på de mange folk, der gennem årene er vandret ind og ud af Studenterkredsens rækker. De fleste har formodentligt også på et tidspunkt følt sig nødsaget til at tage deres eget ”faderopgør” med Laurids, men hans minimalteologiske maksimer har utvivlsomt sat sine spor alligevel. Således kan man f.eks. hos den mangeårige professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet Leif Grane, i et foredrag med titlen ”tro og teologi” finde følgende udsagn efter en kortere gennemgang af bl.a. Luther og Bultmann:
”Med det som hidtil er sagt, mener jeg at have opfyldt min opgave som linievogter. Med de foretagne distinktioner er der gjort, hvad der er nødvendigt for at trække grænsen mellem det, som er Guds, og det som er menneskers og så kan vi kaste os over det, som er menneskers, dvs. det, som kommer os ved”
(Studenterkredsen 34/4, Også trykt i ”Kristendommen i historien”)
Her er linjevogtergerningen blevet til en slags negativ prolegomena (gr: prolegein, at sige noget forud) til det sande teologiske arbejde. På mange måder kan linjevogtergerningen altså siges at være en dansk pendant til Bultmanns omdiskuterede afmytologiseringsprogram, der bl.a. bliver defineret som en ”evangelisk funderet sondring mellem hvad der Guds, og hvad der menneskers”, men det kan vi i denne omgang lade ligge.

Selvom tiden, undertiden beklageligvis, er løbet fra eksistensteologi og andre teologiske trends fra Lauridsæraen, så bør linjevogtervirksomheden stadig drives af kredsfolk og andre teologiske ildsjæle, der ønsker at holde tænkningen på dens rette plads og sikre sig imod teologiske vildfarelser. Blot skal man huske, at ligesom Sokrates ved hans uvidenhed kun var den viseste blandt hedninger, så er denne vogten på linjen kun at betragte som et enkelt, men effektivt, våben blandt det polemiske arsenal og kan altså ikke på nogen måde tjene som en kvalificeret teologi i sig selv.

Åndelig føde til den sjette menighed – indtryk fra Sommermødet

~ KG ~ 2 kommentarer

Netop hjemvendt fra Studenterkredsens traditionsrige sommermøde vander jeg nu de grundtvigske høns og bliver af ren og skær tilbagelængsel nødt til at knytte et par afsluttende ord til den nu henfarne uge, mens resterne af rhonêrusen endnu løber i årerne.

Sommermødet foregik i år på den just genåbnede Mellerup Højskole, der har til huse på Mellerup Efterskole lige ved siden af den valgmenighedskirke, hvor Jakob Knudsen var præst i sin tid. Da der endnu ikke eksisterer en konkret manifesteret højskole, bestod køkkenpersonalet i år af driftige drenge og piger fra de to bestyrelser, inklusiv undertegnede, der havde fået den idé at tilrettelægge ugens menu med udgangspunkt i den gamle Grundtvigs forestilling om verdenshistoriens syv menigheder, således at vi spiste os tilbage gennem tiderne med mad fra Indien, Danmark, Tyskland, England, Rom, Grækenland og Israel. I efterrationaliserings lys en idé der først og fremmest gennemførtes for at sikre den vanlige grundtvigsk selvironi og en på ordspil rig køkkenhumor. Stikker man imidlertid eftertænksomhedens spade en kende dybere i mulden, viser der sig dog at være en dybere mening med denne lidt studentikose anretning.

Efter torsdagens gudstjeneste kom jeg for skade at omtale Studenterkredsen som en menighed, hvilket medførte en let fnysen og replicering fra henholdsvis den afgående og den tilkommende københavnerformand. Her vælger jeg dog at fastholde min opfattelse, idet der nu forekommer mig at være tale om et kort øjebliks klarhed.

Trods at årets møde havde fået overskriften “livet selv – en dansk dannelsesrejse”, der sammen med de mange litterære og historiske foredrag ledte tankerne i retning af lebensfilosofi og en mere sekulær tone, blev der i samtlige foredrags kølvand bragt spørgsmål angående Kristus på banen. Vælger man dog en sådan teologisk tale, der henfører alt på Kristus, tvinges man hurtigt, hvis man da vil tale om teologi(og det gør man jo på Kredsens Sommermøde), til at skulle sige mere end hvad godt er om denne vor korsfæstede og opstandne Herre. Og se! Da melder sig straks på banen den evigt kampdygtige teologiske linjevogter, der altid har haft, og skal have, plads i kredsens rækker. Disputshelvede er brudt løs og talen strander på dogmatikken, hvad end dagens emne nu er Løgstrup, globalisme eller H. C. Andersens “klokken”. Det bør og behøver man som Grundtvigianer og sommermødedeltager ikke nøjes med.

“Men hvad vil det egentlig sige at være grundtvigianer? Er det ikke bare noget med frihed for Loke såvel som for Thor og en noget udvandet betegnelse?” hører man forståeligt nok de spørgende røster klage. En sådan indvending bør man nok desværre svare bekræftende på, men ikke stille sig tilfreds med. At være grundtvigsk vil nemlig, for mig at se, sige at man tager Johannesevangeliets ord om det levende ord, der bliver kød og tager bolig iblandt ganske alvorligt(1.14 – “Kend din bibel”, blev der flere gange formanet i løbet af den forgange uge). Guddomsordet, der i tidens fylde spredte sig og nu lever videre i blandt os, i kulturen, i sangene, i fælleskabet, i livet, legen og musikken. Derfor står de vitaliske naturdigte og pietistiske salmer side om side i højskolesangbogen og på denne måde kan Kredsen altså siges at danne menighed, også udenfor gudstjenesten, når vi samles om sang, lystige nætter, bragesnak og fælleskabet omkring måltiderne.

At Studenterkredsen ofte bliver omtalt som en grundtvigsk-tidehvervsk forening, betyder således ikke at vi er enige om dogmatikken og teologien, men at vi i betoningen af evangeliets frisættende kraft altid kæmper mod tidens åndløse vrangforestilinger og dårligdomme for at værne on dét næstekærlighedens og åndens fællesskab, der er os givet i og med Jesu Kristi prædiken. Det betyder dog på den anden side heller ikke at kristologi og andre teologiske distinktioner skal være os ligegyldige; nej tværtimod vedrører de vort hele liv og gerning og skal til, for fortsat at minde os om at vejen ikke går fra livet til Gud, men at det hele liv driver på det ord, som er Kristus. Således er det altså ikke helt tilfældigt at vi i ugens løb har spist os vej fra vor tid tilbage til Jesu egen tid og undertegnede vil fremover anbefale alle, som en bestandig teologisk øvelse, en diæt der lader ugens madplan starte i det fjernøstlige køkken og slutter med nadvermåltidet til søndagens gudstjeneste.

Jeg vil lade de afsluttende ord være fra Grundtvigs store menighedssalme “De levendes land”, der også meget passende havde været ugens sidst afsungne, om ikke det tohornede uhyre fra køkkenet havde stukket sit minimalteologiske kontrafej frem og repliceret under afslutningsmiddagens causeri.

“O kærligheds Ånd!
det evige liv i fuldkommenheds bånd!
O, smelt du vort hjerte ved højaltrets ild,
og klar du jordklimpen i solglansen mild,
så glade vi føler, os skabes i bryst
de levedens lyst!”

Replikant til KrG’s indlæg her.