”Og Ansvaret hviler over os. Men derfor maa vi ogsaa kæmpe uforsonligt mod dem, der vil tilintetgøre eller berøve os Land og Sprog. Ikke blot, fordi vi som Træet er bundet til Roden, men ogsaa fordi det er dansk Sprog og Sind, som bærer den Bekendelse, Forkyndelse og Lovsang frem for Gud, som er vort Svar paa hans Tale om Naaden og Sandheden i Kristus. Det betyder ikke, at der eksisterer en særlig dansk Kristendom, men det betyder det ganske simple, at det er som danske Mænd og Kvinder, vi er kaldet til at leve vort Liv af Guds Naade.”
Forleden i Kredsen gjorde Jes Fabricius Møller et forsøg på det, han selv kaldte kontrafaktisk historieskrivning, med spekulationen over, hvordan eftertiden mon ville have opfattet Hal Koch og Kaj Munk, hvis det var gået dem omvendt, således at Kaj Munk havde overlevet krigen, og Hal Koch var blevet slået ihjel.
I den anledning kan jeg ikke lade være med at gøre opmærksom på ovenstående citat, som Jes Fabricius Møller selv fandt frem i forbindelse med sin bog om Hal Koch. Det er nemlig temmelig interessant, hvem der har sagt det. For det er ikke Kaj Munk, som man jo måske nok kunne foranlediges til at tro. Det er såmænd Hal Kochs ord, talt i et foredrag i september 1940. Fabricius Møller nævnte det ikke selv, men det støtter jo unægteligt hans tese om, at vores billede af Hal Koch bør nuanceres. Den slags tale klinger ikke ligefrem af den afmålte ligegyldighed over for det konkrete, man normalt skal høre fra Systemet Politiken og dets ligesindede.
Men endnu mere interessant er det måske, hvem der følte behov for at korrekse Hal Kochs udtalelse. Det gjorde K.E. Løgstrup såmænd som repræsentant for den tids Tidehverv, der ikke kunne udholde religiøst og nationalt føleri. Ifølge Fabricius Møller opsøgte Løgstrup simpelthen Hal Koch for at minde ham om, at den slags tale var den direkte vej til nationalsocialisme!
Deri tog Løgstrup fejl, for citatet vidner jo netop om, at Hal Koch har forstået det, nationalsocialisterne (og Systemet Politiken) ikke kan forstå: At der er forskel på at insistere på det nationale og så at være nationalistisk. Ikke desto mindre er det en tanke værd, at der var en tid, hvor det var folk omkring det tidehvervske miljø, der havde travlt med at minde om, hvad sværmeri for danskheden medfører af faldgrupper, og hvor det var den ellers forsonlige demokratiforkæmper, der fik på hattepulden for at føre national tale.
I dag lyder der så til tider ord i Tidehverv, der i rigelige mål overgår den konservative version af Hal Koch. Men for at nu at lade disse herlige forviklinger fortsætte kunne man minde om, hvordan også vores tids Tidehverv ikke altid er helt ude af den. For så kort tid siden som maj 2011 kunne man i bladet læse følgende:
”I vor tale om Gud er Gud død. I Guds tale til os kaldes vi til live. Det vil sige til livet, som en trøstet gang, ind i forkrænkelighed og død.”
Bare så ingen nutidige skulle fristes til at tage Koch-citatet ud i overdrevet, hvor det tros, at dansk sprog og kultur skulle kunne hylde Gud. Det kunne vi herfra aldrig finde på at mistænke det nye Tidehverv for…