Spørgsmålet, om der gives en særlig kristen etik, synes gang på gang at kunne påføre det danske teologisk-orienterede åndsliv en voldsom hovedpine. Således er det igen dukket op efter at Kristeligt Dagblad, i forbindelse med lancering af deres nye portal etik.dk, igen har valgt at sende det til debat. Dette er senest kommet til udtryk i Ulrik Becker Nissens kronik ” Selvfølgelig er der en specifik kristen etik” bragt i avisen d. 17. juni. Heri knytter Nissen an til Løgstrups indflydelsesrige filosofi, der som bekendt gør op med denne forestilling, og kritiserer den for at anlægge de forkerte præmisser for en eventuel tale om kristen etik.
Imidlertid kan man, og det er der en pointe i, ligeså godt fænge an ved Løgstrups mere uartige klassekammerat, Johannes Sløk, der cirka på samme tidspunkt Som Løgstrups ”Den Etiske Fordring” i værket ”Kristen moral før og nu” også afviser forestillingen om en kristen etik.
Summarisk sagt viser Sløk heri, med sin vanlige idéhistoriske snilde, hvorledes kristendommen op gennem historien er blevet overtaget og forvansket af græsk filosofi, skolastik og pietisme, og således blevet offer for en moralisering, hvilket har foranlediget den misforståelse at der i kristendommen skulle være anlæg for en særlig etik og moral. Han forsøger i stedet at vise at Kristendommen ingenlunde stiller sådanne krav til mennesket, men blot ”kræver næsten af din hånd.”Sløks diagnose er på mange måder rigtig og berettiget, men alligevel, og det gælder hans forfatterskab generelt, gør han også sig selv skyldig i lignende overgreb på kristendommen. Sløk er nemlig en rigtig moderne tænker, i ordets mest bastante danske betydning, og forsøger derfor livet igennem at forstå kristendommen på disse præmisser, og ender derfor, på tilsvarende måde som Løgstrup, i en uheldig position der ikke uden videre kan siges at være holdbar i en nutidig og meningsfuld kristen teologi.
Pointen med ovenstående skulle gerne være noget i retning af følgende: Når etik behandles ud fra en bestemt filosofisk tankegang, det være sig Løgstrups skabelsesfænomenologiske ontologi eller Sløks modernistiske narrativseksistentialisme, og der på samme tid forsøges formuleret en teologi og kristendomsforståelse ud fra samme udgangspunkt er det naturligvis ikke muligt at tale om en etik der skulle være særligt kristen. Spørgsmålet er naturligvis også, om der overhovedet kan tales om ordentlig Teologi, og dermed kristendom, i sådanne tankegange.
Ulrik Becker Nissen synes at være med på dette et stykke af vejen, og forsøger i stedet at plædere for at tænkningen kan komme frem til en særlig kristen i krydsfeltet mellem fire kilder – Bibelen, traditionen, fornuften og erfaringen. Især lægger han vægten på traditionen, hvori han ser muligheden for at fastholde en kristen etik der samtidig kan være almen og gå hånd i hånd i med de andre monoteistiske religioner og dermed holde skak mod truslerne fra globaliseringen.
Det kan umiddelbart lyde meget fornuftigt, men det ses dog også her at den kristne etik igen forsøges at tilnærmes udefra, med begreber som tradition og globalisering i bagagen.
Således som kristendommen altid må forsøges forstået i dens egen åbenbaring, i evangeliet om Jesus Kristus, således må en eventuel kristen etik også forsøges med dette som sit udgangspunkt. Det betyder altså at den også må gøre gældende så alvorlige ”dogmer” som omvendelse, synd, næstekærlighed, tro og eskatologi. Så kan det meget vel være at den lader sig formulere på et filosofisk sprog med filosofiske termer, men det er immervæk også noget ganske andet end at forsøge at begribe den (og kristendommen i det hele taget) med et filosofisk apparat, for bagefter at iklæde den en kristen terminologi.
Jeg skal ikke her forsøge at fremlægge mit eget bud på en sådan teologi, der ikke gør sig skyldig i filosofiske overgreb, og eventuelt kan formulere en sand kristen etik. Blot vil jeg til slut gøre opmærksom på, at det på dansk grund så tidligt som i 1844 allerede var blevet vist, at en meningsfuld (kristen) etik nødvendigvis må gøre den kristne dogmatik gyldig. Således skriver Kierkegaards pseudonym, Vigilius Haufniensis, følgende i Begrebet Angest:
”Ethisk dreier Alt sig om at faae Individet rigtigen stillet i Forhold til Synden. Saasnart det staaer der, staaer det angrende i Synden. I samme Øieblik er det, seet i Ideen, hjemfalden til Dogmatiken”
Udmærket indlæg, om et vigtigt emne!
Det kan undre at det kan være så svært at tale om en kristelig etik, al den tid fx bjergprædikenen indeholder ord forkyndt af Guds egen mund, som vel sagtens kan kaldes en “etik”. Det synes altså ikke så meget at være muligheden for en kristelig etik der ikke er til stede – snarere er historiens utallige forsøg på at bortforklare bjergprædikenens etiske relevans vel et udtryk for manglende vilje til at følge dens indhold.
Men det er vel også mest på luthersk grund at problemet om hvorvidt der kan gives en kristelig etik opstår, idet Guds lov alene forstås som den tugtemester, der skal skabe dårlig samvittighed og kalde til omvendelse, snarere end efterfølgelse. Dertil kommer den lutherske ortodoksis autoritært-borgerlige politologi, ifølge hvilken Gud styrer verden gennem den til enhver tid siddende magthaver. Resultatet deraf er jo en retspositivisme, hvor det ikke giver mening at tale om en særskilt “etik”.
Skal vi tale om en kristelig etik er det dog afgørende, at vi adskiller denne fra moralsk idealisme, i dennes filosofiske, politiske og religiøse gevandter etc. Hvor sidstnævnte anser det for menneskets opgave gennem sine aktiviteter (om de så får udtryk i teknologi, politik, sex eller sågår religion) at fremskaffe “det gode”, forkynder kristendommen, at “det gode” endegyldigt er tilvejebragt, af Gud selv. Når Jesus taler om åndelig fattigdom som saliggørende må det vel forstås i relation hertil, dvs. at vi giver afkald på vores idealisme, ligesom at Paulus’ ord om, at “Alt er tilladt mig, men jeg skal ikke lade noget få magt over mig” (1 Kor. 6:12) også må forstås som, at vi ikke skal give køb på den frihed vi har fået i Kristus ved at underkaste os alverdens mulige og umulige, men altid fængende, verdslige logikker (snarere end som den stoicisme, som mange gerne vil tillægge apostlen). At det gode er tilvebragt, og at vi skal stille os tilfredse hermed, betyder dog ikke passivitet: “Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrumme.” Ef 6,12. Når Paulus taler om åndemagter må det vel forstås som alle de idealforestillinger, som hævder at mennesket selv kan frembringe det gode ved at gøre dit og dat. En kristelig etik indebærer kampen mod disse, og Jesu ord i bjergprædikenen er, eller illustrerer, det “troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes gloende pile”.
Det er vel muligt at udlægge toregimentslæren således at de til enhver siddende verdslige magters love, kun gælder verdslige spørgsmål og etik, og således er der stadig plads til en særlig kristen etik for protestanter. Ganske som der hos Kierkegaard er en almen etik og en “anden etik” der først bliver muligt efter troens dobbeltbevægelse (som i Frygt og Bæven) eller ved syndserkendelse som citeret ovenfor.
Hvorledes de to etikker så forholder sig til hinanden er en lidt mere speget affære, der mig bekendt ikke gives et entydigt svar på, men med et lidt forsigtigt Kierkegaards udtryk kan vi sige at den anden “suspenderer” den første for den kristne i dennes specifikke gudsforhold. Kunsten bliver så stadig at fastholde det almene eller verdslige(ellers ender vi i ligegyldiggørelse af det dennesidige), hvilket Luther vel så forsøger at vise kan gøres ved en anerkendelse, men netop ikke en underkastelse, af den siddende magts love.
At “det almene eller verdslige” (fx i form af det politiske, borgerlige eller humanistiske normer) er forudsætningen for ikke at ende i en ligegyldiggørelse af det dennesidige synes mig at være en af modernitetens store illusioner – et forhold som kan spores i Kierkegaards filosofpseudonym Johannes de Silentio, der netop på grund af sin filosofiske tilgang kun kan forstå det etiske som almenheden (og her tænkes på en hegelsk sædelighedsetik), mens det kristelige er ren uforståelig inderlighed. Men man kan vel godt virke aktivt i verden til næstens fordel uden at lade en verdslig etik eller politik være den fundamentale rettesnor herfor? Selvfølgelig må de partikulære, sekulære og derfor relative normer og praksisser respekteres, men er dette ikke mest et praktisk spørgsmål?
Dertil kommer at man bør passe på med at tale om “to etikker” som man på en eller anden måde skal balancere imellem eller kombinere på bedste vis. Der er vel snarere tale om, at vi skal følge én bestemt etik, som hævder, at vi ikke skal anvende vold og magt i et revolutionært forsøg på at forkaste samfundets gældende normer (fordi dette ville være topmålet af moralsk arrogance). Er det ikke dette Paulus taler om, når han siger, at vi ikke skal sætte os op mod myndighederne, fordi de er forordnet af Gud? Dvs. han mener, at Gud bruger øvrigheden til at holde vores selvretfærdighed i ave, hvilket imidlertid ikke også betyder, at samfundets love derudover har nogen særlig etisk status, ihvertfald ikke i nogen positiv forstand, som fx det dobbelte kærlighedsbud (hvis man kan skelne sådan)?
Naturligvis kan der skelnes på denne måde, men det betyder jo ikke at samfundets love ikke bygger på deres egen logik og altså må der også her gøre sig en etik gældende. Så er det naturligvis blot et praktisk spørgsmål, men derfor må den stadig “respekteres” og anerkendes hvis vi ikke skal “sætte os op mod myndighederne”. Dog da den jo netop ikke gør sig gældende i positiv forstand (thi den er “suspenderet” for de kristne)kan den ikke være forudsætningen eller rettesnor for noget som helst. På den måde er det altså, for mig at se, muligt at tale meningsfuldt om “to etikker”, der ikke skal balanceres imellem, men ved at være tro mod kristendommens etiske fordring om at virke aktivt i verden til næstens fordel har man accepterer den verdslige “etik” (i hvilken som helst form den tilfældigvis antager. Det er jo ret beset ligegyldigt, så længe den ikke virker kompromitterende for næstekærligheden) som et præmis for en anordning hvorunder dette lader sig gøre.
Med hensyn til Kierkegaard-pseudonymet forstår jeg det lidt anderledes. Johannes har Kierkegaard jo så fint besmykket med efternavnet “De Silentio”. Hvis vi oversætter præpositionen med “Om” lader værket sig blandet andet forstå som en markering af hvornår filosofien må være tavs – Thi den kan netop ikke tale meningsfuldt om en etik for de kristne, fordi den vil ende i situationer som hos de to Aarhus-teologer og forvanske kristendommen i forsøget. Derfor viser Kierkegaard altså, som jeg også illustrerede i mit oprindelige indlæg, at talen om en kristen etik er overladt til andre og den første forudsætning herfor er at “credo ut intelligam”
Så er ulven løs igen, denne gang i gode lutherske fåreklæder der også lægger en underlige forståelse, af hvorledes etik kan defineres, for dagen.
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/423055:Kronik–KRONIK–Dengang-den-kristne-etik-blev-smidt-paa-baalet?article_page=3#debat
Johannes, svarer du som dummekatten?
@Martin: Jeg vil snarere sige, at jeg svarer _for_ dummekatten.