Når Grundtvig taler om sandhed, taler han om den treenige Gud. Sandheden er ifølge Grundtvig ikke menneskets ejendom, men noget, der tilhører Gud, er i Helligåndens varetægt og på den yderste dag vil blive mennesket delagtiggjort i sin helhed. Men når sandheden er i Helligåndens varetægt, så betyder det, at sandheden ikke er mennesket noget totalt ukendt. I det menneskelige fællesskab, som Ånden giver liv, der er sandheden tilstede. Der er i dette fælleskab så at sige tale om et af Helligånden betinget anknytningspunkt mellem Gud og mennesket. Og dermed et anknytningspunkt mellem mennesket og sandheden, som er hos Gud. For ordet sandhed står jo aldrig alene hos Grundtvig. I Grundtvigs værk indgår ordet sandhed altid i forbindelsen Guds sandhed eller den sande Gud.

De to poler i Grundtvigs sandhedsbegreb er således fællesskab og eskatologi. Fællesskabet taler han blandt andet om på denne måde:

”Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige,
skaber og danner et kongeligt folk sig tillige;
riget skal stå,
salighed folket opnå
trods alle åndernes krige”. DDS 318.

Det fællesskab, som folket befinder sig i, er tilvejebragt af Guds nåde, af Åndens magt (som vel at mærke her står i modsætning til åndernes med lille å). I Åndens rige, der møder mennesket sandheden, Guds sandhed. Sandhed og Ånd er altså begreber, der er forbundne med eller ved fælleskab. Med det levende fællesskab, som Ånden skaber blandt mennesker.

Det andet nøglebegreb i Grundtvigs sandhedsbegreb, eskatologi, siger han noget om i sidste vers af ”Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige”:

”Da på det jævne skal nåden og sandheden mødes,
og dine små skal til konger og præster opfødes,”. DDS 318.

I den eskatologiske fremtid, der skal ”dine små til konger og præster opfødes”, det vil sige, at der skal mennesket kende Gud fuldt og dermed kende sandheden. Det er et sandhedsbegreb, der lægger sig op ad Paulus’: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da [dvs. når det fuldkomne kommer, v.10] skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud”. 1. Kor. 13:12.

Grundtvigs sandhedsbegreb med dets sammenkædning af fællesskab og eskatologi minder ikke så lidt om det sandhedsbegreb, vi finder hos den amerikanske filosof Charles Sanders Peirce (1839-1914), hvis systematiske udredning af forholdet kan bruges til at belyse, hvad den dybere sammenhæng i Grundtvigs sandhedsbegreb egentlig er. C.S. Peirces sandhedsbegreb er, i modsætning til andre filosofiske sandhedsbegreber, ikke baseret på et korrespondensprincip. Det betyder kort sagt, at en sand sætning ikke er sand fordi den forholder sig til et givent sagsforhold, som vi kan gå ud i verden og observere, og dermed afgøre, om sætningen er sand eller falsk. Nej, sandhed er ifølge Peirce en mere speget affære end som så. Han anser det som en sammenhæng, ikke mellem to forhold, men mellem tre: Ifølge Peirce er sandheden knyttet til begrebet fællesskab, som igen er knyttet til begrebet virkelighed [the real]. Det skyldes selve den måde, som menneskets evne til at forstå er stykket sammen på. Han skriver i artiklen ”Some Consequenses of Four Incapacities” fra 1868:

”I ethvert øjeblik er vi i besiddelse af en vis mængde information, det vil sige af kognitioner, som er logisk afledte af induktion og hypoteser fra tidligere kognitioner, som er mindre generelle, mindre distinkte, og om hvilke vi har en mindre levende bevidsthed … Det virkelige [the real] er derfor det, som den samlede mængde af information og resonnement før eller siden ville nå frem til, og det er derfor uafhængigt af de unøjagtigheder, som knytter sig til dig og mig. Derfor involverer selve grundlaget for vores begreb om virkelighed et begreb om Fællesskab … Hvad der er virkeligt og hvad der er er uvirkeligt består i sidste ende i det, som fællesskabet i en tilstrækkeligt vid tidshorisont vil blive bekræftet i”. [Min oversættelse og mine kursiveringer, MR].

Selvom indholdet er forskelligt, giver de formelle bestemmelser i det ovenstående citat en model eller illustration, vi kan overføre til Grundtvigs sandhedsbegreb. Den går ud på, at virkeligheden udgøres af tre led, ikke af en toleddet korrespondens. De tre led er sandhed, fælleskab og fremtid, som ifølge Peirce ikke kan forstås uafhængigt af hinanden. Til forskel fra Peirce er Grundtvig en eksplicit kristen forfatter. Hvad Peirce kalder fremtid, kalder Grundtvig Guds tid, den eskatologiske tid. Han udtrykker sig i et mytisk-poetisk sprog, mens Peirces er stringent filosofisk. Alligevel viser sammenligningen, at de tos sandhedsbegreber har meget at sige hinanden, og at Peirces formelle treleddede virkelighedsstruktur kan bruges til at uddybe, hvad sandhed vil sige ifølge Grundtvig. Ligeså har Grundtvig måske noget at sige Peirce. Nemlig et ord for, hvad det er der gør, at fælleskabet kan komme frem til en større erkendelse, i stedet for at skyde fuldstændig ved siden af. Det ord er Ånd, og Ånden er grunden til at ”riget skal stå/ salighed folket opnå/ trods alle åndernes krige”.