Måned: maj 2011

Lille note om N.F.S. Grundtvigs sandhedsbegreb: Fællesskab og eskatologi

~ MR ~ En kommentar

Når Grundtvig taler om sandhed, taler han om den treenige Gud. Sandheden er ifølge Grundtvig ikke menneskets ejendom, men noget, der tilhører Gud, er i Helligåndens varetægt og på den yderste dag vil blive mennesket delagtiggjort i sin helhed. Men når sandheden er i Helligåndens varetægt, så betyder det, at sandheden ikke er mennesket noget totalt ukendt. I det menneskelige fællesskab, som Ånden giver liv, der er sandheden tilstede. Der er i dette fælleskab så at sige tale om et af Helligånden betinget anknytningspunkt mellem Gud og mennesket. Og dermed et anknytningspunkt mellem mennesket og sandheden, som er hos Gud. For ordet sandhed står jo aldrig alene hos Grundtvig. I Grundtvigs værk indgår ordet sandhed altid i forbindelsen Guds sandhed eller den sande Gud.

De to poler i Grundtvigs sandhedsbegreb er således fællesskab og eskatologi. Fællesskabet taler han blandt andet om på denne måde:

”Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige,
skaber og danner et kongeligt folk sig tillige;
riget skal stå,
salighed folket opnå
trods alle åndernes krige”. DDS 318.

Det fællesskab, som folket befinder sig i, er tilvejebragt af Guds nåde, af Åndens magt (som vel at mærke her står i modsætning til åndernes med lille å). I Åndens rige, der møder mennesket sandheden, Guds sandhed. Sandhed og Ånd er altså begreber, der er forbundne med eller ved fælleskab. Med det levende fællesskab, som Ånden skaber blandt mennesker.

Det andet nøglebegreb i Grundtvigs sandhedsbegreb, eskatologi, siger han noget om i sidste vers af ”Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige”:

”Da på det jævne skal nåden og sandheden mødes,
og dine små skal til konger og præster opfødes,”. DDS 318.

I den eskatologiske fremtid, der skal ”dine små til konger og præster opfødes”, det vil sige, at der skal mennesket kende Gud fuldt og dermed kende sandheden. Det er et sandhedsbegreb, der lægger sig op ad Paulus’: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da [dvs. når det fuldkomne kommer, v.10] skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud”. 1. Kor. 13:12.

Grundtvigs sandhedsbegreb med dets sammenkædning af fællesskab og eskatologi minder ikke så lidt om det sandhedsbegreb, vi finder hos den amerikanske filosof Charles Sanders Peirce (1839-1914), hvis systematiske udredning af forholdet kan bruges til at belyse, hvad den dybere sammenhæng i Grundtvigs sandhedsbegreb egentlig er. C.S. Peirces sandhedsbegreb er, i modsætning til andre filosofiske sandhedsbegreber, ikke baseret på et korrespondensprincip. Det betyder kort sagt, at en sand sætning ikke er sand fordi den forholder sig til et givent sagsforhold, som vi kan gå ud i verden og observere, og dermed afgøre, om sætningen er sand eller falsk. Nej, sandhed er ifølge Peirce en mere speget affære end som så. Han anser det som en sammenhæng, ikke mellem to forhold, men mellem tre: Ifølge Peirce er sandheden knyttet til begrebet fællesskab, som igen er knyttet til begrebet virkelighed [the real]. Det skyldes selve den måde, som menneskets evne til at forstå er stykket sammen på. Han skriver i artiklen ”Some Consequenses of Four Incapacities” fra 1868:

”I ethvert øjeblik er vi i besiddelse af en vis mængde information, det vil sige af kognitioner, som er logisk afledte af induktion og hypoteser fra tidligere kognitioner, som er mindre generelle, mindre distinkte, og om hvilke vi har en mindre levende bevidsthed … Det virkelige [the real] er derfor det, som den samlede mængde af information og resonnement før eller siden ville nå frem til, og det er derfor uafhængigt af de unøjagtigheder, som knytter sig til dig og mig. Derfor involverer selve grundlaget for vores begreb om virkelighed et begreb om Fællesskab … Hvad der er virkeligt og hvad der er er uvirkeligt består i sidste ende i det, som fællesskabet i en tilstrækkeligt vid tidshorisont vil blive bekræftet i”. [Min oversættelse og mine kursiveringer, MR].

Selvom indholdet er forskelligt, giver de formelle bestemmelser i det ovenstående citat en model eller illustration, vi kan overføre til Grundtvigs sandhedsbegreb. Den går ud på, at virkeligheden udgøres af tre led, ikke af en toleddet korrespondens. De tre led er sandhed, fælleskab og fremtid, som ifølge Peirce ikke kan forstås uafhængigt af hinanden. Til forskel fra Peirce er Grundtvig en eksplicit kristen forfatter. Hvad Peirce kalder fremtid, kalder Grundtvig Guds tid, den eskatologiske tid. Han udtrykker sig i et mytisk-poetisk sprog, mens Peirces er stringent filosofisk. Alligevel viser sammenligningen, at de tos sandhedsbegreber har meget at sige hinanden, og at Peirces formelle treleddede virkelighedsstruktur kan bruges til at uddybe, hvad sandhed vil sige ifølge Grundtvig. Ligeså har Grundtvig måske noget at sige Peirce. Nemlig et ord for, hvad det er der gør, at fælleskabet kan komme frem til en større erkendelse, i stedet for at skyde fuldstændig ved siden af. Det ord er Ånd, og Ånden er grunden til at ”riget skal stå/ salighed folket opnå/ trods alle åndernes krige”.

“Lidenskabeligt opgør om Martin Luther”

~ JS ~ Skriv en kommentar

Studenterkredsens husjournalist Johs Lynge har, igen, ikke forspildt chancen for at nævne Kredsen. Således denne artikel om et nyligt afholdt debatarrangement, om kristendom og ytringsfrihed, hvor “En pæn håndfuld fremmødte har tilknytning til den grundtvigske diskussionsklub Studenterkredsen”.

Bag arrangementet stod foreningen Fri Debat – en forening der ligesom de mange øvrige “ytringsfriheds”-foreninger ikke ligefrem har saglighed i højsædet, hvad afspejledes i panelets sammensætning (Frederik Stjernfelt, Katrine Winkel Holm, Henrik Gade Jensen og Rune Engelbreth). Ikke mindst virker det useriøst at sætte professor Stjernfelt – en mand med en sygelig optagethed af lutheranismens ondskab – sammen med den hidsige lutheraner Katrine Winkel Holm, der dog formåede at svare ganske præcist og ordentligt på Stjernfelts citatfusk.

Debatarrangementet bar med andre ord præg af, at man ønskede at udstille personlige idiosynkrasier, snarere end at oplyse. Dette er rigtignok også mere underholdende, men havde man ønsket sig en seriøs debat om emnet ville man jo nok have inviteret en kirkehistoriker, evt. en filosofihistoriker osv. Disse kunne så forsøge at udrede hvilke idéhistoriske traditioner der har ført til den moderne europæiske frihedstænkning, snarere end at komme med det ene eksempel efter det andet på traditioner der ikke gjorde det (selvfølgelig blev den radikale, franske oplysning, som sædvanlig, også nævnt som eksempel på noget, der ikke har ført til frihed, hvad igen er mindre interessant når det jo nu drejede sig om, at finde ud af hvor frihedsrettighederne faktisk kommer fra.)

Måske det var en opgave for Studenterkredsen at arrangere et mere lødigt møde om emnet?

Ateisme som statskirke?

~ KG ~ 8 kommentarer

I dagens Kristelig Dagblad berettedes det, at danske ateister og andre overbeviste “ikke-troende” i Aarhus fra og med efteråret nu kan få lov at hvile i fred, befriet for kristne symboler og hvad der ellers hører sig til en gængs kirkegård.

Initiativet til tiltaget i Aarhus Kommune er angiveligt taget af Ateistisk Selskab, hvis formand Stinus Lindgren i længere tid har haft udtalte aversioner, som den gode ateist han nu engang er, mod at skulle begraves i indviet jord.

I forbindelse med beslutningen om at etablere en sådan ikke-kristen kirkegård udtaler han bl.a.:

“Det er vigtigt at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor religioner har monopol på at begrave folk. Alle mennesker har følelser forbundet med døden, og når jeg dør, vil det være mærkeligt for mine efterladte at begrave mig almindeligt på en kirkegård og derved kæde mig sammen med noget, jeg ikke har taget del i”

Det kan give mening, at man som jøde, muslim eller andet finder det problematisk at blive begravet på kristen jord, da kristendommen jo i sagens natur står i modsætning til hvad man anser for religiøse sandheder, vel deriblandt bl.a. også den rette måde at forlade denne verden på, og dermed også et eventuelt begravelsesritual.

Dog kan nærværende skribent ikke begribe på hvilken måde det kan være af betydning for en ateist om han bliver begravet i den ene eller anden slags jord. Hvis religion er noget notorisk vrøvl, der ikke findes noget sådant som et liv efter døden og den kristnes handlinger afvises som meningsfyldte, kan det vel ikke have nogen form for skadelige konsekvenser at bisættes i dennes jord, eller være omgivet af bestemte symboler.

Man kunne spørge sig selv hvilke rettigheder Ateistisk Selskab nu vil kæmpe for at statens tilvejebringer: Skal det være muligt at bo i et ikke-kristent sogn, at gå til statsautoriseret humanistisk højmesse hver søndag, eller sende sine børn til skoler hvor religiøse sandheder systematisk pilles ned?

Hvis Ateismen på denne måde begynder at organisere sig for at få bestemte statslige særprivilegier og ydelser i relation til religiøs overbevisning, er den vel selv blevet til en organiseret “religion” (eller hvilken term man nu ville foretrække) og eo ipso ikke længere ateisme i ordets rette forstand.

Jeg vil tillade mig, hvad der vel er god skik og bruge i sådanne kronik’ske sammenhænge, at slutte af med et citat:

“Enhver, der er Noget og væsenligen er Noget, har eo ipso en Fordring paa nøiagtigt at blive anerkjendt for dette Bestemte, for hverken mere eller mindre”
– Søren Kierkegaard

Omtalte artikel kan læses her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/420049:Kirke—tro–Ikke-troende-faar-egen-gravplads-paa-kirkegaard?article_page=1

Studenterkredsen og “det grundtvigske”

~ JS ~ 3 kommentarer

Det hedder sig at Studenterkredsen bygger på et “grundtvigsk” grundlag. Som i så mange andre sammenrend, som smykker sig med denne betegnelse, er der imidlertid ikke megen klarhed over hvad dette betyder for det konkrete arbejde. Ikke overraskende. Men hvis ikke Kredsen skal ende som en tilfældig foredragsforening uden nogen klar profil, var det måske derfor på tide at besinde sig på sin “grundtvigske” arv. Det er nemlig afgørende at “folkeoplysning” ikke blot bliver et spørgsmål om at producere endnu mere tom information i tillæg til den vi dagligt bliver fodret med. For det er da stadig folkeoplysning, der er Studenterkredsens formål, eller hvad?

Frit fra leveren vil jeg definere “det grundtvigske” ud fra følgende tre træk (kommentér endelig!):

  1. En insisteren på trosbekendelsen (den apostolske) som basis for det kirkelige liv, dvs. det har noget med teologi og kristendom at gøre.
  2. Folkelighed, forstået som åbenhed overfor “folkets” historiske og kulturelle betingelser.
  3. Frisind, forstået som tvangsfrihed og mulighed for uenighed i åndsanliggender, hvor “den anden” opfattes som (lige)værdig diskussionspart, snarere end noget der blot skal “tolereres”.
Grundtvigsk vandværk?

Skal noget (et foredrag, en salme, et vandværk eller en kat) være relevant for “det grundtvigske” må det altså opfylde (have at gøre med) mindst ét af disse kriterier. Dette synes dog at være et absolut minimumskriterie. Alt for ofte fremhæves ét perspektiv nemlig på bekostning af de andre, og begrebsgrænserne vrides således, at fx folkelighed tolkes som et hvilket som helst kulturelt fænomen, fx X-factor og fantasyromaner.

Glemmer man at de tre perspektiver ikke kan tænkes fuldstændigt uafhængigt af hinanden blotter man sig for den politiserende økonomisme, teknokratisme, osv., som hærger det intellektuelle i almindelighed, og som “det grundtvigske” gerne skulle være et alternativ til. Men skimmer man Kredsens foredragsprogrammer for de senere år lader netop dette til at være sket: Folkelighed og frisind synes at være blevet til spørgsmål om kultur og politisk ideologi i almindelighed, som det er svært at relatere til de grundlæggende teologiske spørgsmål, der immervæk må siges at være en afgørende del af “det grundtvigske”.

Tag fx seneste semesters foredrag i København:

Per Øhrgaard: Tyskland – Europas hjerte
Lisa Villadsen: Offentlige undskyldninger
Tim Knudsen: Embedsværket
Lars Skinnebach: Forfatteraften
Birgitte Kvist Poulsen: Menneskesyn og treenighed hos Hegel
Erik Albæk: Eksperternes rolle i det politiske liv
Debat om folkesundhed

Her synes kun ét foredrag, nemlig Birgitte Kvist Poulsens, at være relevant ift. alle tre punkter (hvad jo ikke kan overraske, da Hegel og Grundtvig jo på mange måder udtrykte samme tidsånd). Det er derimod svært at se hvad de øvrige foredrag har at gøre med ét eneste af punkterne – ihvertfald er det klart, at de ikke har nogen teologisk relevans; men det er heller ikke indlysende, at der skulle være nogen relevans ift. de øvrige. Jovist, debatten om folkesundhed har da at gøre med frihedssyn, men ikke så meget i den åndelige som i den politiske forstand. Foredragene om embedsmænd og eksperter er givetvis relevante ift. spørgsmålet om folkets forhold til eliten. Men i den grad disse emner behandledes ud fra den typiske populærpolitologiske vinkel, var der alligevel begrænset med gods i dem.

Er dette et problem? Måske ikke. Men sikkert er det at vi lever i en tid hvor vi overdynges med ligegyldige informationer, som det kan være svært at hitte rede i. Disse medieres typisk i overensstemmelse med de klassiske journalistiske nyhedskriterier (sensation, aktualitet, identifikation, væsentlighed og konflikt), der, som bekendt, hverken inkluderer trosbekendelse, folkelighed eller frisind. Hvis ikke Studenterkredsen skal være en konkurrent til fx politiken.dk eller Deadline er det derfor afgørende, at det ikke blot er kriterier som væsentlighed og identifikation vi lægger til grund for vores planlægning.

Der skal med andre ord skæres ind til benet. Eller hvad? (igen: kommenter gerne!)