Foredrag i Aarhuskredsen efterår 2024

26. september: “By means of Rome”: Om barokkens rumkunst, dens genkomst i postmodernismen – og i nutiden?
v. Kasper Lægring, postdoc i kunsthistorie ved Aarhus UniversitetPreben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

Når talen falder på barokken, tænker de fleste nok på en europæisk stilperiode mellem år 1600 og år 1750, ofte karakteriseret som førende til en ekspansiv og dynamisk rumlig kultur. I epokens nye, avancerede kirkebygninger blev geometriske figurer tredimensionelt indlejret i hinanden, todimensiontelt i fresker med uendelighedseffekter, såkaldt trompe l’oeil. Fx André Le Nôtre i Versailles bemægtigede sig et enormt landskab ved at skyde akser ud i omgivelserne, hvorved vuet fra slottet syntes uendeligt, samtidig med, at alt inden for synsvidde synes at være kultiveret og scenograferet frem for naturligt. Etablerede grænser mellem bygningskunst, skulptur, maleri og landskabskunst blev overskredet i totalkompositioner, rettet mod en tænkt beskuer. Af samme grund opfattes barokken jævnligt som teatralsk. 

Måske mere end nogen anden periode har barokken haft et potentiale for reaktualisering. I hvert fald har en række teoretikere i det 20. århundrede, fx Walter Benjamin, fundet spor af barokken i det moderne samfund. Foredraget vil introducere barokken som faktisk stilperiode, men i endnu højere grad søge at efterspore levedygtige barokke træk i det 20. århundredes kunst og arkitektur – med paralleller helt frem til nutiden. Et vigtigt navn er her den amerikanske arkitekt Robert Venturi, som med studierejser i Italien i ryggen i 1966 udgav Complexity and Contradiction in Architecture. Her udfoldes en øjenåbnende læsning af barokken på tværs af arkitektur, retorik, teater og litteratur.  

Undervejs vil foredraget give et lille, relevant tilbageblik på malerier med barokke træk fra foredragsholderens udstilling på Nivaagaards Malerisamling i foråret 2024: Da hverdagen stjal billedet – i Holland og Danmark

10. oktober: USA, Israel og udfordringerne i Mellemøsten
v. Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier
Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

Trods store ambitioner i begyndelsen af Joe Bidens præsidentperiode om sin politik i Mellemøsten nåede han ikke at opfylde af sine mål. Et knæfald for Mohammad Bin Salman førte ikke til et mindre køligt forhold til USA, endsige bragtes en såkaldt Abrahamaftale tættere på; forhandling med Iran om USA’s genindgåelse i atomenergiaftalen mislykkedes og Israel gør, hvad der passer Netanyahu, uanset udenrigsminister Blinkens rejser til Mellemøsten, og Biden løftede pegefingre over krigsførelsen i Gaza (fordi Israel ved, at der alligevel skrives en fed check til den israelske hær). Problemerne var til at forudsige. USA’s anstrengte og paradoksale forhold til Israel og de arabiske stater er strukturelt indskrevet i amerikansk indenrigspolitik.  

Kimene til USA’s Mellemøstpolitik blev lagt under og efter Anden Verdenskrig: balance mellem amerikanske olieinteresser, rivalisering med Sovjetunionen og etableringen af en jødisk stat i Palæstina. En stat, som siden 1967 folkeretsstridigt har opretholdt en ulovlig besættelse og ovenikøbet systematisk har koloniseret besatte områder, hvilket USA gentagne gange har påpeget men aldrig gjort noget for at forhindre. Problemerne og udfordringerne er kun blevet værre og USA har aldrig formået at finde løsninger, men viklet sin egen politik og legitimitet stadig mere ind i de mellemøstlige konflikter. Foredraget søger at svare på spørgsmålet: Hvad er der galt med USA’s Mellemøstenpolitik og kan en ny præsident rette op på den? 

14. november: Minoritetssprog som bro til integration
v. Nanna Vestergaard Ahrensberg, adjunkt i statskundskab ved Aarhus Universitet
Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

Når vi tænker på debatterne om integration i politik og medierne, og særligt spørgsmålet om, hvad der leder til integration, er svaret typisk, at det kræver, at indvandrere og efterkommere til en vis grad giver afkald på deres etniske ophav, for at blive en del af ”os”. Men der findes andre, lovende svar fra litteraturen og fra praksis i Nordamerika, der bruger gruppernes etniske ophav, og de kulturelle ressourcer der ligger heri, som en bro ind i ”mainstreamsamfundet”.  

I foredraget forsøger vi at forstå og kvalificere disse modstridende perspektiver på, hvad der skaber integration. Her går vi tæt på konkrete indsatser, politikker og evalueringerne bag, for at nærme os, hvad der virker i praksis. Efter en skitsering af disse debatter, og udviklingen af integrationspolitik over de sidste årtier, vil jeg fortælle om resultaterne fra et konkret forskningsprojekt i 250 skoler. Jeg undersøger med en gruppe kollegaer, hvad det betyder, når minoritetsbørns sprog understøttes og adresseres som en værdi i sig selv, og en fordel for deres læring af dansk. Forsøget er en læseindsats, hvor vi udover at give familier landet over en taske med bøger på dansk, tilbyder oversatte materialer – inkl. bøger og film – på 11 sprog, samt klæder lærere på til at bruge børnenes flersprogethed aktivt i undervisningen. Foredraget sluttes af med anbefalinger til implementering af lignende indsatser i stor skala. 

21. november: Karneval og inkarnation – om Karen Blixen og kristendommen
v. David Bugge, lektor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet, ph.d.
Mødelokale M2, Studenterhus Aarhus

Karen Blixens forhold til kristendommen er præget af en interessant dobbelthed. Ofte kan hun rase mod det, hun nedsættende kalder de kristnes ”forløsning under narkose”, hvor der intet ydes fra det menneskes side, der frelses. Andre steder giver hun derimod en positiv fremstilling af netop den uendelige, betingelsesløse guddommelige nåde, der intet forlanger af mennesket, men ”deklarerer almindelig amnesti”. 

28. november: Frisindet diskussion eller religionskrig? – Udfordringer til Studenterkredsen før og nu
v. Viggo Mortensen, professor emeritus i systematisk teologi
Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

Da Studenterkredsen blev grundlagt, blev det sagt, at Kredsen skulle være hjemsted for frisindet diskussion; men det blev ofte – med et udtryk af Johannes Lauridsen – til religionskrig, som var et positivt begreb, der dækkede over disse herlige teologiske diskussioner. I foredraget fortælles udvalgte anekdoter fra denne religionskrig, og der trækkes tråde til den nuværende situation, hvor religionskrigen antager helt nye dimensioner. Synet på religion har ændret sig, kristendommen flytter sig, og kirken ved ikke helt, hvordan den skal tackle den ændrede situation. I stedet for religionskrig er der i den grad brug for at reetablere den frisindede diskussion. 

6. december: Bibelen: oversættelse og virkningshistorie
v. Carsten Bach-Nielsen, lektor emeritus i kirkehistorie
M1 1427-149, Studenterhus Aarhus

Bibelen har været oversat til dansk siden 1500-tallet, og nu er vi i gang igen. Ved reformationsfejringen i 2036 skal der ligge en ny oversættelse. Hvordan mon man vil oversætte Bibelen på ny? Kan man stille sig frit til virkning, som Bibelen har haft på liturgi, salmer, sprog, kunst og litteratur – eller skal man regne med et traditionstab, der overflødiggør den slags overvejelser? Det er bestemt ikke en moderne overvejelse, men en, hver generation må forholde sig til. Hvad er det for et rum, Bibelen til forskellige tider gerne skal tale ind i? Det er næppe blot et spørgsmål om at oversætte korrekt, men om, hvad kan man med rimelighed kan forvente af bibelbrugeren. 

Et semestermedlemskab koster 75 kr. og giver adgang til alle semestrets foredrag samt foredrag i Grundtvigsk Forum. Uden medlemskab koster foredraget 30 kr. Foredragene begynder kl. 19.30, når intet andet er angivet. En aften i Kredsen byder foruden selve foredraget altid på højskolesang, frisindet diskussion og kolde øl. Vel mødt!

Efteråret 2024 i Københavnerkredsen

Efteråret 2024, København

12. september: Friedrichs farver.

v. lektor i litteraturvidenskab Lililan Munk Rösing

26. september: En fælles forestillet nation?

v. Museumsdiretør på Ordupgaard Gertrud Oelsner

10. oktober: Kantmaskiner? Kant og kunstig intelligens.

v. Ph.d. i filosofi Lars Lodberg

24. oktober: Musik fra kølvandsstriberne

v. cand.mag i litteratur og filosofi Maria Ojantakanen

7. november: Biskoppen og jødeforfølgelserne. Biskop Hans Fuglsang-Damgaards kamp mod antisemitismen i 1930´erne og 1940´erne

v. professor emeritus i kirkehistorie Martin Schwarz Lausten

21. november: Tekst og musik i samspil 

v. komponist Bent Sørensen

5. december: Veje til lykken 

v. lektor i klassisk græsk og oldtidskundskab Marcel Lysgaard Lech

Foråret 2024 i Aarhuskredsen

Studenterkredsen i Aarhus  præsenterer hermed sit program for foråret 2024: 

8. februar 2024: Digtningen og filosofien hos Platon

v. Benjamin Boysen, ph.d. og dr.phil. i litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet

Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus

Før Platons tid skelnede man ikke mellem digtning og filosofi. Filosofien er en disciplin, der først ser dagens lys med Platon og Sokrates, og som fra begyndelsen forstår sig selv i modsætning til digtningen. I Staten siger Sokrates således, ”at der fra gammel tid har været en strid mellem digtningen og filosofien”.

Modsat filosofiens selvkontrol, fornuft og visdom ophidser digtningen nydelsen og begæret. Den er illusorisk, bedragerisk og derfor gal, og filosofien må derfor afvise den.

I dialogen Faidros er forholdet vendt helt på hovedet, idet digtningen og filosofien nu spejler sig i hinanden, for så vidt de har den guddommelige galskab, entusiasme og inspiration til fælles.

Denne inspiration eller entusiasme, som filosoffen overtager fra digteren, er nu nødvendig for at han kan få syn for sagn og modtage indsigt i det hidtil usete eller uforudsete. Hvad er filosofiens forhold til digtningen? Hvorfor denne strid? Hvorfor denne samtidige fjendtlighed og fascination? Er filosofien i sidste ende en form for digtning?

22. februar 2024: Korstoget til Grønland. ​​Danmark, korstogene og de store opdagelser i renæssancen 1400-1523

v. Janus Møller, forfatter, historiker og direktør for Dansk Jødisk Museum

Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus ​​ ​​

Janus Møller Jensen kortlægger i “Korstoget til Grønland” for første gang den vilde og tankevækkende historie om de danske korstog, der skulle kristne Grønland i 1400- og 1500-tallet og samtidig søge efter søvejen til Indien.

Baggrunden var en helt anden opfattelse og forestilling om Grønlands placering i verden, som afspejles i tidens geografiske beskrivelser og kort.

Det er en medrivende fortælling om Christian 2.s drøm om at finde søvejen til Asien og kristne det strategisk vigtige Grønland, så man kunne skabe store rigdomme og udbrede den sande tro og de danske ekspeditioner, der gik forud, som tilsammen udgør et overset kapitel i historien om de store opdagelser i renæssancen.

7. marts 2024: Tænkning båret af ånd – Hannah Arendt

v. Peter Aaboe Sørensen, studieadjunkt i idehistorie

Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus

Tænk engang! Dette udsagn rummer i sig en tiltalende dobbelthed. For det første den glædelige hændelse at Hannah Arendts værk ”Åndens liv” – som hun skrev på helt frem til sin død – overhovedet blev tænkt og skrevet og dermed muliggjort efterfølgende for vi andre som læsere.

For det andet rummer sætningen en af Arendts kardinaldyder nemlig den uafladelige bestræbelse på at tænke og samtidig insistere på tænkningens betydningsfuldhed. Hun forfægter hele livet igennem Kants bestemmelse af oplysning som menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed til fordel for pligtbuddet tænk selv!

Men det helt afgørende er her hos Arendt, at det at tænke selv samtidig er at tænke ud over sig selv. Arendts tænkning er en lang afsked med selvet, og hvor såvel grækerne som senere inderliggjort subjektivisme tilsiger: Kend dig selv! da replicerer Arendt lakonisk: Glem dig selv!

I selve det at tænke ligger således selvforglemmelsens ophøjede mulighed. Det er derfor, at tænkning og ånd hører sammen, disse er uvægerligt er forbundne, fordi ånden gør sig gældende i den enkelte der tænker, men er samtidig er større end den enkelte, og unddrager sig dennes bemestring og beherskelse.

Det er således helt afgørende for Arendt at tænkningen bæres af ånd, ikke mindst som modstykke til en moderne tid, hvor Gud, metafysikken og filosofien hævdes at være bortgangen.

Det bliver ofte – og med rette – hævdet at Arendt er en politisk tænker, men måske er hun først og fremmest en tænker, inden hun bliver en politisk tænker. Værket ”Åndens liv” rummer en befordrende nedblænding af handlingsbegrebet, når dette udmønter sig i overdreven geskæftighed eller tankeløs aktivisme.

Forholdet mellem tænkning og handling er, at tænkningen rummer muligheden af at udskyde handlingen for en stund. Herved kan samvittigheden og etikken vinde indpas under devisen: etik tager tid! Det er foredragets hensigt at indkredse ovenstående momenter nærmere.

14. marts 2024: Status på retspraksis efter den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse

v. Gyrithe Ulrich, vicestatsadvokat

Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

Man har nu arbejdet med den reviderede voldtægtsbestemmelse i retssystemet i 3 år. Bestemmelsen baserer sig på, at der skal være samtykke til samleje, men hvad var det egentlig man gerne ville ændre og er det lykkedes? Sideløbende med lovændringen er der sket en professionalisering af politiets og anklagemyndighedens arbejde med voldtægtssager, således at man nu i højere grad har forståelse for betydningen af traumereaktioner. Hvad ligger der nærmere heri?

Gyrithe Ulrich vil fortælle om det arbejde, der er pågået i politi og anklagemyndighed og give en gennemgang af retspraksis, som det har udviklet sig på voldtægtsområdet.

4. april 2024: Ludvig Holberg, satiriker og bekender

v. Ole Thomsen, cand.mag. i klassisk filologi og dr.phil.

Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

​​ ​​Der har gennem årene dannet sig et billede af Holberg (1684-1754) som en bedrevidende moralist og som en knastør rationalist, der gjorde følelser slemt til grin. Det var ikke hans egen opfattelse! Lad os få Holbergs eget selvbillede frem. Så bliver han for alvor vedkommende og indtagende.

2. maj 2024: Kollokvium

Tre korte foredrag af folk i og omkring Kredsen med fri drøftelse.

Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

Livsgåden — Kaj Munks frelsende kvinder v. Ida Gammelmark, cand.theol.

Maskulinitetsidealer i antik jødedom – i lyset af Salmernes Bog v. Amalie Norup Randrup, cand.theol.

Menneskets afvikling og verdens genfortryllelse – eller hvordan jeg stoppede med at bekymre mig og begyndte at elske AI’en v. Anders Bruun, cand.mag. i idehistorie og indehaver af Bruuns Antikvariat

16. maj 2024: “Hvad er det, som piner dig?”

v. Kåre Egholm Pedersen, sognepræst i Viborg Domsogn og flyverprovst

Preben Hornung-stuen, Studenterhus Aarhus

Den franske forfatter og filosof Simone Weil (1909-1943) blev aldrig døbt. Alligevel har hun leveret et tankevækkende bidrag til den kristne mystik. I dette foredrag udfoldes hendes begreb om den subversive ontologi, som kan opfattes som en rød tråd gennem forfatterskabet.

Endvidere søges der svar på, om Simone Weils mirakelløse kristendomsforståelse kan bidrage positivt til samtalen mellem troende og skeptikere?


Et semestermedlemskab af Kredsen koster 75 kr. og giver adgang til alle semestrets foredrag. Uden medlemskab koster et foredrag 30 kr. Foredragene begynder kl. 19.30, når intet andet er angivet.

En aften i Kredsen byder foruden selve foredraget altid på højskolesang, frisindet diskussion og kolde øl. Vel mødt!

Foredrag i Aarhuskredsen efterår 2023

14. september: Den borgerlige orden

v. Rune Selsing, filosof og forfatter

Rune Selsing vil holde et foredrag om sin og hustruen Eva Selsings nye bog ”Den borgerlige orden” og angrebet på det almindelige menneske.

”Med kristendommens stille forsvinden har vi fået et nyt evangelium i form af selvrealisering, en søgen efter vores egen særlig vej i livet og dyrkelsen af det unormale. Det er idéer fra det 20. århundredes vigtigste filosoffer som Nietzsche, Heidegger, Sartre og Foucault, der kulminerer i moderne identitetspolitik. Fra universiteterne har idéerne plantet sig i den enkelte, formet hans og hendes dybeste overbevisninger og ændret vores kultur og liv radikalt.”

Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus

12. oktober: Terror

v. Carsten Bagge Laustsen, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet

Foredraget vil følge de sidste 20 års terrordiskussion og på denne baggrund stille en række mere kritiske spørgsmål: Hvad er terror i det hele taget og hvordan bruges henvisningerne til terrortruslen politisk? Er angsten for terror overdrevet? Hvordan påvirker terroren og terrorbekæmpelsen vores samfund? Er terrorbekæmpelsen et farmakon – en medicin, som, når den tages i for store doser, skader patienten? Undergraver vi i vores forsøg på at beskytte demokratiet de selv samme værdier, som vi forsøger at forsvare?

Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

26. oktober: Apostlen Peters vidnesbyrd

v. Christian Langballe, sognepræst og fhv. MF

Manchet følger.

Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

16. november: Meningsfylde. Om Dorthe Jørgensens erfaringsmetafysik

v. Andreas Pilekjær, højskolelærer ved Rønshoved Højskole

Tænksom modstand mod tidens ensidige forstands- og nyttefokus – sådan kunne et centralt anliggende i filosof, idéhistoriker og teolog Dorthe Jørgensens tænkning formuleres. En tænkning, som insisterer på det, der bærer betydning i sig selv, på de erfaringer af meningsfylde, som overgår os, og som ikke lader sig gøre til redskab for andet uden at gå i stykker.

En sådan antirationalistisk modstand mod forstandens eneherredømme formulerer Jørgensen i sin erfaringsmetafysik. Men hvad skal der nærmere forstås ved en erfaringsmetafysik, hvad indebærer den, og hvorfor er den aktuel? Foredraget forsøger at indkredse svarene.

Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

30. november: Fortællingens fest – Thomas Manns mytopoetiske teologi

v. Morten Dyssel, cand. mag. i tysk og formand for Det Danske Thomas Mann Selskab

”Hemmelighedens væsen er og bliver tidløs nutid. Det er meningen med højtideligholdelsen, med festen.”

Sådan forlyder det med fortællerens formulering i forspillet til den tyske forfatter Thomas Manns monumentale bibelbaserede romantetralogi Josef og hans brødre (1933-1943).

Foredraget skal forsøge at indkredse forfatterens forehavende med at besværge myten på et tidspunkt, hvor mytologi ses på med tvivl. Derpågives et bud på, med meningen af værkets credo ’fortællingens fest’, idet der fokuseres på Thomas Manns mytopoetiske projekt. Slutteligtskal dette bringes i sammenhæng med tetralogiens teologiske temaer, som hænger uløseligt sammen med en antropologi: at det til alle tider gådefulde menneskevæsen er modsigelsesfyldt af natur.

Hovedpersonen Josef karakteriseres om nogen ved ’den dobbelte velsignelse’ (jf. 1 Mos 49,25), men også patriarkerne Abraham, Isak og Jakob er særdeles sammensatte skikkelser, der, ligesom deres Gud, på én og samme tid indeholder både det gode og det onde, uden at det i øvrigt altid er helt ligetil at skelne det ene fra det andet.

Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

7. december: Studenterkollokvium

Tre kortere oplæg med efterfølgende drøftelse.

v. Martin Sørensen, lærer: “En skole kan ikke være kristen, det kan kun mennesker” – menneskesyn og værdier på grundtvigsk-kirkelige efterskoler.

v. Espen Brandt, cand.theol.: In sternquiliniis invenitur – en eksistentiel-hermeneutisk undersøgelse af angsten og selvbedraget

v. August Hansen, cand.theol.: Så kys det nu – en betragtning af satanskikkelsen efter Milton

Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus ——————————————————

Et semestermedlemskab koster 75 kr. og giver adgang til alle semestrets foredrag samt foredrag i Grundtvigsk Forum. Uden medlemskab koster foredraget 30 kr.

Foredragene begynder kl. 19.30, når intet andet er angivet.

En aften i Kredsen byder foruden selve foredraget altid på højskolesang, frisindet diskussion og kolde øl.

Vel mødt!

Følelsernes ophævelse

Hermed bringes kvit og frit et bidrag af sognepræst Kristoffer Garne fra Studenterkredsen nr. 3, årgang 71. Indlægget kan med fordel læses i forlængelse af det umiddelbart forud bragte bidrag af Mikael Brorson.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 149,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Jeg synes at kunne iagttage, at udtryk som ”jeg mener” eller ”jeg tænker” har måtte vige pladsen for ”jeg føler”. Det er populært at mærke efter og give udtryk for sine følelser. Samtidig er der, ikke mindst i professionelle sammenhænge, en udtalt forventning om, at man kan lægge bånd på sig selv og sine følelser for at indgå i en ”konstruktiv dialog”. En overordnet kan tillade sig at sige, ”jeg arbejder ikke med folk, der bliver rasende”, selvom de adresserede medarbejdere bliver præsenterede for et urimeligt scenarie, som de naturligt reagerer på.

Nutidens menneske er spændt ud mellem en forventning om på den ene side at være i kontakt med sine følelser, på den anden side at kunne lægge bånd på dem. Følelser bliver på den ene side betragtet som noget autentisk, på den anden side som noget inferiørt. Vi står altså med den opgave at få formuleret en nuanceret forståelse af følelser, der giver dem deres rette plads hos individet, i samfundet – og i religionen.

Med titlen ”følelsernes ophævelse” forsøger jeg at indfange det forhold, at følelserne på én gang er blevet ophævet i forståelsen sat ud af kraft og tilkendt en højere status. Det har givetvis en kompliceret historisk baggrund, som kunne beskrives som det, at fornuften i lange tider har været for enerådende, og nu trænger de undertrykte følelser sig så på. Det vil jeg imidlertid ikke gå så langt ind i her.

For med udtrykket ”ophævelse” forsøger jeg også at alludere til noget i retning af filosoffen Hegels begreb ”Aufhebung”, der betegner den dobbelthed, at noget på en gang kan afvikles og opbevares. Når noget er ophævet, er det forenet med sin modsætning i en højere enhed. Kan man tale om følelser på en sådan måde, at de ikke ses som modsætning til fornuft, men som del af en større helhed?

 

Det er udbredt at sondre mellem følelse (feeling), sindsbevægelse (emotion) og humør (mood). Dagligsproget og erfaringen respekterer imidlertid ikke altid sådanne sondringer, og hos den enkelte er følelser og tanker af højst forskellig art som oftest sammenviklede.

Den danske ordbog definer følelse som ”et menneskes øjeblikkelige psykiske tilstand, bestemt af personens vilkår, humør eller forhold til andre mennesker”. Det synes at være en tilstrækkelig både præcis og rummelig definition, som også allerede antyder noget af det, jeg gerne vil frem til, nemlig at følelser er vores måde at være forbundne med verden på. Derfor kan de også kultiveres.

Umiddelbart kan der synes at være en konflikt mellem en psykologisk og fænomenologisk beskrive af følelserne. Den ene siger, at følelser er noget, der kommer indefra. Følelserne er vores. Den anden siger, at følelserne kommer udefra. Følelser er noget, vi bliver ramt af.

Men denne sondring mellem ydre og indre, fænomenologi og psykologi, er falsk. Følelser er vores måde at registrere og reagere på. Følelse er en bevidsthedsfunktion på linje med tænkning, sansning og intuition. De kommer hverken indefra eller udefra. De bliver til i et sammenspil mellem mig og verden. Følelser er proceskanaler, der giver mit ”indre” vigtig viden om mig selv og verden, og som i deres ”ydre” manifestation fortæller verden om min tilstand. I den forstand er følelserne en del af vores selvregulering. De gennemspiller nødvendige tilstande og meddeler om disse, så de kan komme til udtryk og evt. blive balancerede.

Den græske filosof Aristoteles definerende mennesket som et zoon logon echon, et væsen med logos, hvilket på latin blev til animal rationale, et fornuftigt dyr. Det må siges at være at være en betydelig indskrænkning. Zoon betyder slet og ret ”væsen”, og Aristoteles kan også andetsteds definere mennesket som det dyr, der i eminent grad er et et zoon politikon, et samfundsvæsen. Tillige betyder logos ikke blot fornuft, men også forhold, tale, oplysninger, bevidsthed mm.

Denne betydningsforskydning fra græsk til latin afslører en dyb skævvridning i den vestlige tradition. Fornuften er blevet set som det altregerende princip og som det, der særligt udmærker mennesker. Det har betydet, at følelserne er blevet ringeagtet som noget underlødigt eller dyrisk, som menneskene skulle hæve sig over. Det skete fx i den stoiske filosofi, der var fremherskende ved vores tidsregnings begyndelse, hvor det handler om at hæve sig over ydre påvirkning, jf. udtrykket ”stoisk ro”.

Denne idé om følelserne som noget underlødigt, mennesket skulle hæve sig over, blev stærkt kritiseret af kirkefaderen Augustin. I Om Guds Stad XIV,9 skriver Augustin imod det stoiske ideal om følelsesløshed, at kristne har følelser (affectiones). De frygter, glæder sig, lider og begærer. ”Eftersom disse følelser følger sund fornuft, når de vises på rette sted, hvem vil da vove at kalde dem sygelige tilstande eller skammelige lidenskaber?”, spørger Augustin. Jesus udviste også følelser, da han levede som menneske. Man betaler dyrt, hvis man brutaliserer sindet og afstumper legemet, referer Augustin den græske filosof Krantor for at have sagt.

Augustin skriver: ”Hvis nogen af en forfængelighed, der er så meget mere uhyrlig, som den er sjælden, er forelsket i dette hos sig selv, at de overhovedet ikke opildnes eller tilskyndes, bøjes eller nedslåedes af nogen som helst affekt, da mister de snarere hele deres menneskelighed, end at de opnår sand ro. For intet er ret, fordi det er hårdt, ej heller er noget sundt, fordi det er stillestående.”

 

Den nulevende amerikanske filosof Martha Nussbaum har (i Upheavals of Thought og en række efterfølgende bøger) udviklet en teori om følelsernes intelligens på baggrund af de stoiske filosoffer, som Augustin kritiserer, men uden at medtage deres pessimistisk syn på verden. Følelserne er en måde at forbinde sig med og værdsatte verden, ja, og det er netop det gode ved dem.

Nussbaum anskuer følelser som en værdidom. De er vores måde at fortælle os selv og omverdenen på, hvad der er vigtigt for os. Vi reagerer fx med sorg på vores egen mors død, men ikke på andre mødres.

Følelser forbinder. De forbinder os med verden. Og følelserne er forbundne, med hinanden og med vores verden. Frygt og håb hænger sammen som hinandens modsætninger. Følelser reagerer på, hvad der sker i omverdenen. Derfor forandrer de sig også med omverdenen. Følelser kan altså også være rigtige og forkerte i det omfang, de er passende reaktioner på omverdenen – hvilket selvfølgelig kan opfattes vidt forskelligt i forskellige sammenhænge og samfund. Derfor er følelser også kulturelt prægede og indlejrede, selvom følelser som sorg, glæde, frygt, håb og kærlighed lader til at være universelle.

Når folk kan reagere afvæbnende eller direkte fjendtlige over for følelsesudbrud, så skyldes det næppe en modstand mod følelser som sådan, men helt andre forventninger til den intensitet, hvormed følelsen bør udtrykkes i den pågældende situation. Disse forventninger bør vi arbejde med. Hvis ikke følelserne får lov til at komme adækvat til udtryk, så bliver de enten skævvredne eller undertrykte, og så vil de som alt andet fortrængt på et tidspunkt vende tilbage og vise deres grimme ansigt. Med det til følge, at folk reagerer endnu mere afvisende på dem, og så er en ond cirkel for alvor i gang.

Følelser er i en vis udstrækning socialt konstruerede. Men det betyder ikke, at de ”blot” er konstruktioner, eller at de er ubetinget determinerede af samfundet. Det betyder snarere, at de fortæller os noget om det samfund, der er vores, og at vi har frihed til at ændre samfundet på en måde, så vi får andre følelser frem.

Følelserne har en historie. De fortæller os om, hvem vi er, og hvad vi er formet af. Men de kan også få historie – ved at indgå i og forbinde sig med vores fælles liv. Følelser fortæller os ikke kun, hvem vi er, men også, hvad vi kan blive.

Følelser vedrører den måde, vi tænker om eller forestiller os verden på. Følelser er altid forbundne med et bestemt billede af, hvordan verden ser ud, og måske et bestemt billede af, hvordan den burde se ud. Derfor kan følelserne ændres ved oplysning eller bedre billeder, eller i takt med, at verden også ændrer skikkelse. Det er derfor altid et godt spørgsmål at stille, om det er den enkelte, der har et forkert billede af verden og derfor reagerer med nogle uhensigtsmæssige følelser, eller det er verden, der er noget galt med, og følelserne forsøger at fortælle os noget om dette.

Følelserne kan således give os oplysninger om verden, som ikke ville kunne formuleres på andre måder, eller i hvert fald ikke i sproglige begreber. Derfor gør vi klogt i at lytte til følelserne – men også at arbejde med dem.

Der er dog det besynderlige ved mennesket, at det er det eneste levende væsen, der har fået en ide om, at det er særlig fint at hæve sig over sine følelser. Mennesket lærer at benægte sin egen skrøbelighed og glemmer, at denne følelsesmæssige skrøbelighed netop er tegn på det grundlæggende vilkår, at vi er forbundne. Det burde ikke være skamfuldt at indrømme, at man er ”needy”, har brug for andre, men det er det desværre blevet. Det skyldes opskruede og usunde idealer om, hvad et ”rigtigt” menneske er.

Det er ikke meningsfuldt at sætte som mål for mennesket, at det skal være usårligt eller kunne diktere sine egne følelser. Det at foreskrive en uopnåelig norm om perfektion er selve det, der kan bibringe følelsesmæssig ødelæggelse eller menneskelige tyranni, skriver Nussbaum.

Idealer kan være gode nok som noget at stræbe efter. Men endnu bedre er et velfungerende (følelses)liv med os selv og hinanden.

 

Med jævne mellemrum i teologiens historie bliver det populært af tale om den religiøse følelse eller følelsen af det guddommelige eller hellige.  Religion er blevet bestemt som følelsen af absolut afhængighed (Schleiermacher) eller følelsen af det guddommelige nærvær som på én gang dragende og frygtindgydende (Rudolf Otto).

Men spørgsmålet er, om det giver mening at tale om den religiøse følelse. Hvis følelser er forbundne, socialt konstruerede og indvævede i vores livsverden, så vil religiøse følelser eller erfaringer også være det. Det betyder, at følelser både farver og tager farve af den specifikke religiøse kontekst. Og det betyder, at religion kan betragtes, ikke som afledninger af en bestemt følelse, men som en måde at nærme sig og arbejde med de følelser, der ellers kan svære at ”sætte ord på”.

 

Det er, som også Augustin ville sige, et menneskeligt vilkår at være utilstrækkelig og ramme ved siden af, at forbryde sig mod idealerne. Det er lige så menneskeligt selv at fejle som at vredes eller græde over fejl og uret i verden. Men ligeså menneskeligt det er at fejle, lige så menneskeligt er det at glæde sig, og ja, føle sig forbundne med andre og med noget større end en selv. Den ene følelse er ikke mere rigtig menneskelig (eller kristen) end den anden. De hører alle med til det store brogede billede, livsverdenen er. I Salmebogen følges ordet ”føle” lige så tit af triste eller uperfekte som af glædelige eller idealiserede udtryk.

Følelserne skal have lov til at dukke op, så de kan blive kultiverede og få opmærksomhed. Men når følelser vedrører vores forbundethed med verden og andre mennesker, så de skal også forbindes med det, der er menneskeligt: fornuft, ånd, tanke. Det er derfor, vi må have sprog for følelser. Det sprog kan vi imidlertid ikke alene hente fra forstandens begreber. Der må kunst, musik, litteratur og religion til. Her forbindes vi med følelserne, her bearbejdes og forfines de, her får vi sprog til at beskrive det, vi er fælles om, så vi i stedet for hver især at beråbe os vores egen følelse med fare for, at enhver samtale forstummer, forenes gennem følelsernes ophævelse i et fælles udtryk, i kultur.

Vi er formet af det fælles, og derfor er vi også henvist til det fælles. Følelserne ophæves og opbevares i religion og kultur. Der er de tilgængelige og bearbejdede, ikke som uopnåelige idealer, men som en levende virkelighed, der i stedet for at splitte os ad med hver vores følelsesliv kan forene os.

PS ad Brorson
Da jeg sendte ovenstående til redaktionen, var jeg ikke bekendt med Mikael Brorsons artikel i sidste nummer, hvori han veloplagt går i rette med min kritik af sondringen mellem religion og evangelium. Meget af det, jeg kunne have skrevet i en replik som kvittering for artiklen, ligger mellem linjerne i det ovenstående. Her kun to korte bemærkninger: 1) Religion er mere end trang til religion; det er også et uomgængeligt ”sprog” for alt det, der ikke ”kan sættes ord på”, og en kultiverende faktor i menneskelige samfund. 2) I min bog Den danske gudstjeneste har jeg behandlet Nørager Pedersen, som Brorson med rette trækker frem, og også præsenteret Regin Prenters parallelle, men knap så religionsforskrækkede, bud på, hvad der ligger i ordet gudstjeneste: Jesu offer, som jeg tager del i ved at give mit liv som et offer til Gud og min næste.