Søren Krarup

Valget i ødemarken – om T.S. Eliots The Idea of a Christian Society

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Nr. 2, 65. årgangI anledning af aprilnummeret af Studenterkredsen, der i skrivende stund efterhånden har indfundet sig i abonnenternes stuer, bringer vi et af tidsskriftets artikler. I denne ombæring skriver cand.theol. Andreas Pilekjær om T.S. Eliots The Idea of a Christian Society. Vil De have fingre i resten af tidsskriftet, kan De tegne abonnement på samtlige 2015-numre for kun 100 kr. ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

 Hvilke Rødder omklamrer, og hvilke Grene
Vokser i disse Stenbrokker?
– T. S. Eliot, Ødemarken

I 1922 bliver den engelsk-amerikanske digter Thomas Stearns Eliots litterære hovedværk, The Waste Land, udgivet i tidsskriftet The Criterion. Ødemarken, som det kommer til at hedde i Kai Friis Møller og Tom Kristensens danske oversættelse fra 1948, beskriver blandt andet, hvordan Jerusalems, Athens og Roms tårne ligger knuste i et univers, hvor det liv, der nu er, intet højere ønske har end at dø, og det, der allerede er dødt, stikkes i jorden for at se, om det vil spire på ny. Alt er tilsyneladende dømt til at udstå et liv i ruindyngerne fra Første Verdenskrig. Digtet ser dagens lys samme år, som den schweiziske landsbypræst Karl Barth lader apostlen Paulus fælde kontant dom over tysk liberalteologi og dens grundlag i anden udgave af sin Romerbrevskommentar. 1922 bliver året, hvor litteratur og teologi vender blikket mod Europas slukørede rester og spørger, om liv nogensinde vil kunne spire her igen?

Digtet opnåede klassikerstatus inden for engelsksproget modernisme, men for Eliot selv lod det centrale spørgsmål, som jeg indledningsvis citerede fra digtet, sig ikke dermed skubbe til side. Nærværende tekst vil belyse nogle hovedlinjer i Eliots senere essay The Idea of a Christian Society (1939), hvor man kan sige, at dette spørgsmål danner klangbund for Eliots livtag med ideen om et kristent samfund. Hvor digtet lader muligheden for nyt liv efter ødelæggelsen være et åbent spørgsmål, stilles læseren i essayet indirekte over for valget mellem det kristne samfund og det hedenske samfund. Eliots tese er, som også i Notes Towards the Definition of Culture (1948), at ”If Christianity goes, the whole of our Culture goes.” Men hvad forstod Eliot ved et kristent samfund og dets kultur?

Som udgangspunkt mente Eliot ikke, at hverken stater eller kulturer kunne være neutrale. Enten er kulturen kristen, eller også er den (på vej til at blive) forbundet med en anden religion. Svaret på, hvorfor neutrale stater og kulturer er en umulighed hos Eliot, skal findes i hans traditionssyn. Eliot var modernist og anti-romantiker. Romantikkens dyrkelse af det individuelle talent overså, at det egentligt nye værk kun er i stand til at sige noget nyt, idet det netop tilegner sig traditionen, som da i, det nye værk, bearbejdes en smule og derved lader det bedste i traditionen fremtræde med fornyet klarhed. En position, der hos os vel bedst kendes fra Søren Ulrik Thomsen. Tradition og kultur går forud for individet hos Eliot. Idet den givne kultur og religion – og der findes for Eliot aldrig kulturer uden religion – altid er forudsætningen for samfunds og menneskers aktiviteter, er kulturel og religiøs neutralitet også udelukket.

Det kristne samfund, som det beskrives i The Idea of a Christian Society, består af tre elementer: Den kristne stat, det kristne fællesskab (the Christian Community) og fællesskabet af kristne (the Community of Christians). Den kristne stat har intet at skaffe med mulige kristne værdier, eller hvorvidt politikerne selv er kristne. Ej heller kan nogen regering identificeres med det kristelige, for det ville for Eliot udgøre en forveksling af det relative med det absolutte. Det handler alene om ”their [de styrendes] being confined by the (…) traditions of the people they rule, to a Christian framework.” Således er det kristne samfund (the Christian Community) ej heller andet end det samfund, hvori reguleringen af det offentlige liv sker ud fra kristendommen. Det kristne fællesskab udgør hos Eliot samtidig kulturen, thi kulturen er inkarnationen af folkets religion, som det beskrives i Notes Towards the Definition of Culture. Er kalenderen kristen, med jul, påske, pinse og helligdage, ja, så er samfundet kristent, om end majoriteten ikke er sig det bevidst. Igen; alternativet er, at samfundet reguleres af en anden religion. Ikke at samfundet slet ikke reguleres af nogen religion. Fællesskabet af kristne (the Community of Christians) er da gruppen, som er bevidst om deres kristendom.

Det gryende afkristnede samfund herimod, hvis konturer for Eliot at se begynder at vise sig i mellemkrigstiden, er kendetegnet ved aftagende sindelagsetik, klassernes sammenbrud til masser og demokratiets fortvivlede forsøg på at dæmme op for det kaos, som er liberalismens negation, men som den selv har banet vejen for. Eliots diagnose foregriber her på flere punkter den analyse, som Hannah Arendt skal foretage af totalitarismen 12 år senere i The Origins of Totalitarianism, ligesom hans blik for demokratiets grænser vækker mindelser om Tidehvervs (særligt Søren Krarups) kritik af demokratisme i 1960´erne. Det afkristnede, eller hedenske, samfund er kendetegnet ved en nedbrydelse af grænsen mellem privat og offentlig, nedskrivning af menneske og skaberværk til nytteværdi og profitjageri. Det hedenske samfund evner ikke at balancere mellem uhæmmet udnyttelse af naturen og naturalisme, ifølge Eliot, der i stedet ser den kristnes sande forhold til naturen udtrykt i ørkenfædrenes forundring over skaberværket. Eliots kritik af udnyttelsen af naturen og udbytning af arbejdere flugter på afgørende punkter med højskolemanden Knud Hansens modernismekritik flere årtier senere. Også her gælder heldigvis, at Eliot ikke er for fastholdere. Han lader sig ikke sætte på formel og slet ikke bedømt ud fra det persongalleri, der senere – direkte eller indirekte – skal lade sig inspirere af ham. Det er én mulig grund til, at Eliots essay stadig virker friskt så mange år efter.

Det organiske hos Eliot begrænser sig dog ikke til naturen. I det allerede nævnte essay fra 1948 udbygger Eliot sit allerede skitserede kultursyn til en bredere anskuelse af mangfoldigheden i kulturer i vekselvirkning mellem klasser, landenes regioner inden for nationerne, nationernes til hinanden og disses blik ud til resten af Europa. Kulturen vokser altid nedefra, den kan aldrig selv blive genstand for menneskers planlægning, for den er selv forudsætningen for deres planlægning. En af styrkerne ved Eliots anskuelse er netop, at samfundets religiøse og kulturelle enhed muliggør det frisind, kunne vi sige, som er forudsætningen for den enkeltes frie udfoldelse. I The Idea of a Christian Society finder vi dermed en af modernismens fremmeste repræsentanter argumentere for, at alene det kristne samfund kan sikre den individuelle frihed, som da også hører moderniteten til, imod helt at vendes til dæmoni. Anderledes troende, tvivlere og vantro har ikke mindre plads i det kristne samfund end den enkelte troende, for de udvider og udfordrer horisonter og vaner; derimod er det nødvendigt, at rammen om samfundet – herunder institutionerne – understøttes og derved viderefører den overleverede kultur og religion, så frisindet kan bestå. Den enhed er ingenlunde lig ensretning, som Eliot kategorisk afviser. Det at være rundet af en fælles culture (kultur, men også dannelse) er forudsætningen for kontinuitet i det aktive og kontemplative liv i politik, kunst samt religion. Det er modtrækket til modernitetens fritsvævende massemennesker. Dog er det for Eliot i sidste ende kirkens forkyndelse, der holder fast ved mennesket uden at reducere det. Det er derfor, at det kristne samfund skal have en kirke, der officielt er forbundet med staten. Har man valgt det fra, har man samtidig valgt at forbinde stat og samfund med en ny religion, hvordan den end måtte se ud. I digtet lod Eliot det være et åbent spørgsmål, hvilke grene der kunne vokse i ødemarkens stenbrokker. I essayet derimod stilles læseren, på sin vis over for et valg. Til det formål forlader poeten den botaniske retorik til fordel for en nærved gammeltestamentlig:

The term ”democracy” (…) does not contain enough positive content to stand alone against the forces that you dislike – it can easily be transformed by them. If you will not have God (and He is a jealous God) you should pay your respects to Hitler or Stalin.

Tidehversk først, grundvigsk så – nogle personlige bemærkninger

~ KG ~ Skriv en kommentar

Johan Christian Nord, ph.d.-stipendiat og tidigere bestyrelsesmedlem i Aarhus med en række bemærkninger i kølvandet på den debat, der efterfulgte årets sommermøde her på bloggen.

»Drue jeg var, og perset jeg er, vin jeg vel bliver omsider«
– Jørgen Bukdahl, Solen står stille i Gibeons dal, Højskolesangbogen nr. 112

I forlængelse af Laura Cæcilies indlæg om Den kantede, koleriske ægtemand har jeg fået lyst til at give skriftligt afløb for nogle overvejelser over det – såkaldte – tidehvervske og det – lige så såkaldte – grundtvigske, der dels har gæret i mig over længere tid, dels er blevet skærpede ved læsningen af bemeldte humanistiske klagesang.

Jeg vil her prøve at gå til spørgsmålet om det grundtvigsk-tidehvervske, for mit vedkommende det tidehvervsk-grundtvigske, på en måde, hvor det ikke drejer sig om et forsøg på almene domfældelser og putte-i-hul-kasse-øvelser angående mængde og blandingsforhold af grundtvigsk og tidehvervsk i den jubilerende studenter-suppe, men hvor jeg i stedet tager afsæt i noget, jeg rent faktisk mener at vide en del om; nemlig mit eget forhold til disse to begreber eller karaktertræk. At jeg vil gøre dette, skyldes ikke kun, at jeg er umådeligt selvoptaget, men har også bund i den kendsgerning, at jeg rent faktisk både står i en virkelig og – ikke kun en paranoidt postuleret – forbindelse til det teologiske arbejdsfælleskab Tidehverv og samtidig har fået fidus for det grundtvigske og den folkelige virkelighed, dette åndspræg har sat. Jeg er – med det kække bindestregs-dansk –tidehvervsk-grundtvigsk.

Det følgende skulle derfor gerne forstås som en erfaringsbåren indkredsning af spændingsforholdet mellem de to åndspræg. Altså: en personlig betragtning, der står for egen regning.

Humanismens sump
Min egen baggrund kan nok beskrives som blød kulturradikal eller, hvis det skal gå højt, lalle-hummanistisk-grundtvigsk. Man indhyllede sig i humanismens overfladiske myteverden, troede på alle menneskets iboende godhed – med undtagelse af de højreorienterede egoister, forstås – og bekendte sig til en akademikervenlig socialisme og multikulturalisme. Man lærte sine børn, at højrefløjen, særligt Sorte Søren og hans døds-teologiske nationalistiske slæng, kropsliggjorde en menneskefjendskhed af nærmest satanisk omfang, som et ordentligt, et anstændigt, menneske intet kunne have at skaffe med.

Hvad angår kirken, så var den et hyggeligt sted, man gerne gæstede ved højtider; præsten forkyndte jo et verdenssyn, der ikke stred det mindste med SF’s principprogram, og det var så hyggeligt med de gode salmer, herunder og måske frem for alt Grundtvigs mesterværker, som man sang flittigt med på, men hvis skærende misforhold til det humanistiske mundsvejr, man dagligt gav til bedste, vist aldrig kom op til overfladen. Man befandt sig kort sagt i den selvgode humanismes sump, hvor mangfoldigheden hyldes, men den faktiske forkrænkelige virkelighed af synd, død, kamp og strid – altså tilværelsen i dens egentlige mangfoldighed – ikke havde videre interesse.

At det så sidenhen skulle vederfares mig både at læse og lære Søren Krarup og Tidehverv at kende er naturligvis en historie med så mange mellemregninger, at jeg ikke skal trætte læseren med dem her, men blot slå dette ene fast: Jeg endte med at gå sådanne veje – tugtes frem ad sådanne veje – hvor jeg måtte ende et væsentligt anderledes sted end dér, hvor jeg kom fra.

Du er en idiot!
I Tidehvervs spalter – både de nye og de gamle blade – fandt jeg efter først at være blevet forberedt gennem hvad, vi vel kunne kalde ’mildere eksistensteologiske overvejelser’, en ganske anden måde at tænke på. Eller, kunne man måske sige; jeg fik sat ord på en ganske anderledes alvorlig tilgang til dette at være menneske i en verden, hvor den eviggode menneskeheds taktfaste vandring frem mod et selvgjort paradis ikke er den erfaringsvirkelighed, vi dagligt støder på. I Tidehverv hørte jeg, at jeg ikke, som min psykolog-mor ellers havde påstået det, bare var en »sensitiv dreng«, men en, ja netop, selvoptaget idiot – en synder for Herren, der har tilgivelsen behov og er kaldet til en alt andet end rosenrød virkelighedsbesindelse.

Og hvad betyder så dette at besinde sig på virkeligheden? Er det ikke bare en tidehversk floskel – i øvrigt et ord, der ikke anvendes i regi af Tidehverv, hvilket jeg skal vende tilbage til – som anvendes i ideologisk øjemed til stempling af anderledestænkendes verdenssyn? Ja, sådan spørger i hvert fald den udenforstående, eller – ville jeg sige – den, der ikke selv har hørt tordenrøsten afsige forgængelighedsdommen over sig og hele den faldne verden, vi kalder vores hjem.

Det drejer sig med andre ord om en erfaring; en erfaring af at alle menneskelige almagtsindbildninger – både mine og dine – uvægerligt står for fald, og at oprejsning kun findes dér, hvor Ordet lyder, verdens visdom bløder og synd og tilgivelse åbenbares som menneskets virkelighed. En sådan erfaring, en sådan indsigt, drager visse følger med sig, der ikke lader sig inddæmme i kristelig inderlighed, men også udmønter sig i det udvortes, nemlig som en dyb mistillid over for dyrkelsen af menneskets ubundne mulighed – eksempelvis den politiske afgudsdyrkelse, der viser sig i ideologiske programmer til menneskets forbedring og letkøbte drømme om snarlig opnåelse af paradisisk samdrægtighed i verdens vrimmel.

Vi er mennesker, ikke guder – ikke en gang halvguder – og er derfor ikke sat i verden for at frelse denne ved alle vore påfund, men for sammen at leve vort liv på forkrænkelighedens vilkår og ikke indbilde os at kunne støde frem mod den lyseblå horisont ved egen magt. Og videre: Den, hvis ører er tilstoppede for dette tordenskraldets Ord, ender i al sin fromme foretagsomhed med selv at brolægge vejen til det helvede, som igennem den nederlagsopregning, vi kalder historien, altid har vist sig, dér hvor mennesket vil være sin egen afgud og følgelig ender med at bringe ulykke over det konkrete folkelige fællesskab – eksempelvis de følgevirkninger af den fordrømte multikulturalisme, vi allerede aner – eller simpelthen at nedslagte det medmenneske, der dømmes ude af eller blot ikke har begrebet storheden af det for tiden gældende ideologiske sandslot, sådan som det var tilfældet under guillotinens klinge og i 20. århundredes diktatoriske regimer – og som vi sikkert nok skal få at se igen i det efterkristne 21. århundrede.

Det tidehvervske, hvis vi overhovedet skal bruge dette positions-liderlige begreb, består i al korthed i denne vished om relativeringen af alt menneskeligt under Gudsordets tiltale. Men naturligvis – og det er derfor, det substantiverede adjektiv ikke er så sigende – kan der også sættes ord på og drages slutninger af en sådan erfaring uden for den særlige sammenhæng, der hedder Tidehverv. Andet ville jo være vanvittigt og selvmodsigende, al den stund virkelighedsbesindelse ikke kan være forbeholdt en lille kreds omkring et dansk tidsskrift – i så fald ville der jo netop ikke være tale om noget alment, men om en ideologisk position.

Tidehverv er ikke en mytologisk sammenslutning, men et konkret dansk tidsskrift og arbejdsfællesskab, der har været og endnu er båret af denne kristelige mistillid til humanismen. Hvad det derudover er, kan man læse hos de enkelte skribenter, der hver især sætter eget navn under egne synspunkter – og så vist ikke altid er enige.

Folkelig virkelighed
Men hvad så med det grundtvigske, der jo egentlig var dét, Laura Cæcilie havde så umanerligt svært ved at finde hos koleriske ungersvende. Eller måske snarere: at genfinde det i den afart, der var hende bekendt. Med denne substantivering er det nemlig straks værre fat end med bestemmelsen af den grundliggende forståelse af menneskelivet, der bærer tidsskriftet Tidehverv; de åndskampe, skjalden stod i, har simpelthen affødt en sådan mangfoldighed af tilværelsestydninger, at et enhedspræg dårligt – eller kun meget begrænset – lader sig udgrunde. Men vi må jo til det alligevel, om end det kun kan blive en antydning.
For mit vedkommende har Grundtvig, som antydet ovenfor, i udgangspunktet stået som glædesforkyndelsens uforlignelige salmedigter. Det gjorde han før – om end jeg ikke fattede denne glædes virkelige grund – og det gør han endnu. Men ikke kun dette. Efterhånden er det grundtvigske kommet til at betyde noget mere end en simpel henvisning til opstandelsesglædens frydetoner, som de lyder i vore kirker.

Jeg har fået blik for – eller der er begyndt at dæmre en anelse om – hvad det vil sige, at den menneskelige eksistens ikke kun er at være stillet under anklage og radikal fordring, men også – som en nødvendig følge af domsfældelse, fordring og levende ord – må finde sit udløb i en virkelighed, hvor al akademisk spidsfindighed, kunstfærdig systemdrift og snørklet teologi træder til side – må træde til side – for det konkrete samliv i den gudgivne mangfoldighed af faldne, der hedder et folk. Dette har jeg nok ikke lært af Grundtvig eller de grundtvigske, men jeg har både hos åndskæmpen selv og blandt visse af de levende og døde, der bærer hans navn, fundet bekræftelse og udfoldelse af denne folkelige nødvendighed.

Vi kunne også sige det på en anden måde: Der er en tid for alt; en tid for opgørets råb – som oftest NEJ! – og en tid for at føre en samtale, hvor opgøret med humanismens umenneskelighed ikke nedkæmpes med draget lanse, men med mild alvorsfuldhed, der tager afsæt i, at de tilfældige mængder viden og meninger, vi alle har hygget os med at ophobe, ikke er tilstrækkelige til at sætte hinanden på begreb, men at vi – indgroede i fædreneland og indvævede i modersmål, som vi er – på tværs af alt dette tilfældige alle er, og med Guds hjælp forbliver, henviste til hinanden.

Eller med konkret henvisning til kredsens studentikost-folkelige virkelighed: Nok skal vi strides – føre den åbne pandes skånselsløse religionskrige – men vi skal alligevel drikke kaffe sammen (der jo så bliver til øller) og i stridbar samdrægtighed lade en mening være en mening – og et menneske et menneske. Det hedder som bekendt frisind og er, hvad der alene kan sammensnøre et folks løse ender.

Derfor
Sådan som Laura Cæcilie har taget spørgsmålet om det grundtvigsk-tidehvervske op, stod disse to størrelser som modsætninger, der dårligt lod sig forene, og i hvert fald ikke lod sig skue i en sådan forening i Studenterkredsen. Som man nok har kunnet se, forstår jeg ikke rigtig denne opfattelse. Jeg har derimod omtalt det grundtvigsk-tidehvervske, det tidehvervsk-grundtvigske, som et spændingsforhold, hvor Tidehverv for mig har været en konkret anledning til overvejelse over nedbrydningen af barnets indbildning om syndsfrihed, og hvor det grundtvigske angår den anelsesfulde glæde, at vore egne tilfældigheder, vor visdom og timelig ære, ikke skal skille dødningehjemmets børn ad, så længe de véd sig sat i en folkelig og derfor selvoverskridende samhørighed. Vi er sat her sammen, vi skal være her sammen.

Er dette så modsætninger? Nej, for mig er det ikke, og hvad det måtte være for andre hoveder med hang til syn- og antiteser kan jeg dårligt vide noget om eller interessere mig stort for. Enhver svare for sig og sit, for vi befinder os alle som én under den bristfærdige foreløbighed, der er livet under Gibeondalens bagende sol, hvorfra kun den hånd, hvis styrke er os overlegen, kan drage os ud. Og her når vi endelig frem til det bukdahlske skriftsted fra den lille blå, som jeg først lærte at kende i Studenterkredsen og her har sat som indledning, ligesom jeg også vil lade det stå som afslutning på disse jeg-syge strøtanker – for der er faktisk ikke mere at sige:

»Drue jeg var, og perset jeg er, vin jeg vel bliver omsider «

—

Flere indlæg om det grundtvigsk-tidehvervske her

Naturalister af ånd

~ KG ~ Skriv en kommentar

Et par bemærkninger til Tidehvervs afgående redaktør og hersker samt andre ligesindede

Efter næsten 50 års tro tjeneste kan Søren Krarup i seneste nummer af Tidehverv takke af med følgende gestus:

”Der er et ganske bestemt sted, hvorfra der kan skrives, så at det egentlige og afgørende i dette folks liv og virkelighed bliver fortalt.”

Med dette ganske bestemte sted mener Søren Krarup naturligvis Tidehverv, der siden 1974, hvor Vilhelm Krarup blev redaktør, har været drevet af Krarupfamilien. Et hverv de ikke sådan har tænkt sig at slippe lige foreløbigt, idet Søren Krarups datter, Agnete Raahauge, nu overtager tjansen efter farmand. Måske varsler det nye tider, men hvis tonen og selvgodheden i Søren Krarups afskedssalut skal være kendetegnende for bladets selvforståelse og drift fremover, er der herfra set i al fald grund til en vis skeptisk stillen sig an. Helt galt går det nemlig, når S. Krarup uden den mindste tøven kan erklære, at

”det er Tidehverv, der i snart hundrede år har været sandhedens røst i dette land.”

Det er jo store ord at tage i sin mund, men Søren Krarup tilskriver naturligvis ikke sig selv og sin egen indsats som redaktør hele æren. Udover den sædvanlige ekspliciterede foragt overfor kulturradikalismens ”evangelium” og den efterhånden selvkørende kritik af Bo Lidegaards ”Danmark i det 20. Århundrede” indeholder artiklen nemlig også – hvad der ikke altid er tilfældet i dagens Tidehverv – en tilslutning til og lovprisning af Tidehvervs åndelige fædre, in casu Heje, V. Krarup, Brøndsted og Olesen Larsen. Lad os derfor høre, hvad sidstnævnte kunne have at sige i denne sammenhæng; her fra et foredrag trykt i et af bladets første årgange:

”Kristelig set taler Gud ikke i vort eget hjerte, dér taler vi selv, men i sit ord, det ord, der kommer udefra og tager mig til fange til troens lydighed. Anden bro end Guds ord er der ikke mellem himmel og jord, og den sørger Gud for, at vi ikke skal tilrive os. Og det er ikke os, der har tilegnelsesmulighederne for at forstå Guds ord. Dem skaber Gud ved ånden gennem ordet: ikke at jeg af egen fornuft eller kraft kan komme til ham … ”
(Her citeret efter ”I Ansvar og i Tro”, bind. 1, s. 86)

Som præst i den evangelisk-lutherske kirke ved Krarup selvfølgelig godt, at det er Jesus Kristus, der er vejen, sandheden og livet, men med ovenstående erklæring kan det alligevel synes som om, at han mener, at Tidehverv i det 20. århundredes Danmark har været denne bro mellem himmel og jord, som vi ellers lærer af Olesen Larsen, ikke findes andre steder, end der hvor Gud gennem ånden ved ordet selv taler til os. Nu kan Guds ord jo lyde og ånden meget vel virke andre steder end udenfor søndagens højmesse, ja sågar vel i Tidehvervs spalter, men når Krarup så skal pege på Tidehvervs indsats, er det ikke ordets forkyndelse, men opgøret med skiftende tiders dårligdom, han vælger at pege på.

Nuvel: Undertegnede ville nødigt leve i et Danmark, der ikke havde lært af de tidlige tidehvervsteologers opgør med Indre Mission og anden from oplevelseskristendom, hvor samarbejdspolitikken ikke var blevet modsagt, og hvor der ikke havde været ørenlyd for Krarup og andres kritik af kulturradikalismens foragt for den nationale og kristelige virkelighed. Det er da også med stolthed i stemmen, at vi stadig er nogle, der kan erklære os for at være grundtvigsk-tidehvervske; netop i erkendelse af det opgørets nødvendighed, som Tidehverv sandt nok om nogen har været garant for. Men kristen forkyndelse og folkelig opbyggelse sker ikke ved selvfejrende at pege på egen indsats i modsætning til de andre. Det kommer der sjældent noget godt ud af, nej, det er vist snarere det man kunne kalde synd; eller med ord fra Luther og Augustin: At være incurvatus in se ipse, indkroget i sig selv.

Trods det nye Tidehvervs besindelse på opbyggelse – det være sig i form af Lewisk remytologisering eller ordningsteologisk vækkelse – har Tidehverv til alle tider manglet blik for det, vi med Jørgen I. Jensen kunne kalde for den tredje historie, nemlig den historie som

”et menneske aldrig kan fortælle om sig selv og knap nok om en anden. Den forudsætter flere forskellige bevidstheder i bevægelse på samme tid – så den ikke kan overskues og dens virkning på den enkelte kan ofte erfares som store skift i perspektiv eller omvending af synsvinkler”
(Jeg –automaten, s. 44)

Det har altså noget med historisk-poetisk livsforståelse at gøre. At fortiden kan lyse vort liv op og rette vores blik mod fremtiden, der igen opfyldes af fortiden. I tro, håb og kærlighed at erkende vores samhørighed med og gensidige afhængighed af vore medmennesker og fædrelandsfrænder. At se os selv som næsten, der har brug for hjælp, snarere end omvendt. Her ved juletid at erindre, at inkarnationen netop betyder, at kristendommen er en historisk religion, der fylder dette dennesidige liv op fra fortiden såvel som fra fremtiden.

Skulle man i frihedens navn foretrække en anden forkyndelse end den her plæderede grundtvigske, er det naturligvis ikke hensigten med disse ord at stille sig i vejen herfor. Her skal blot påpeges, at man ikke bedriver sand forkyndelse ved udelukkende at nedstyrte de stærke ånders trop. Jf. mit sidste indlæg på på dette sted, går kritikken altid hånd i hånd med forkyndelsen, og naturligvis også omvendt. Det ved Søren Krarup formentligt godt, men når man læser den snart forhåndværende redaktørs sidste ord, er der ikke meget andet end selvgodhed og selvophøjelse at spore. Hvad jeg vil, er altså at Krarup og andre lige tager et bræk-middel og holder lidt igen med den kvalmende stillen sandheden på deres side. Vi kan jo her op til Søren Kierkegaards 200-års fødselsdag passende erindre os om, hvad der skete, da nogen på hans tid ville erklære ligesindede for sandhedsvidner.

Jf. det foregående indlæg vil jeg altså mene, at hvis det at bedrive teologi – det være sig i Tidehvervs eller de herrer oprøreres skikkelse – i dette land er synonymt med at kritisere andres dårligdomme og ellers med selvgod samvittighed mene at have gjort sit for sandheden, så kalder tiden vist ikke længere på luthersk- eller grundtvigsk-evangelisk selvbesindelse, men snarere på naturalister af ånd.

Med håb om, at dette blot må være et enkelt bidrag til den fortløbende religonskrig