Nr. 2, 67. årgang af Studenterkredsens tidsskrift af samme navn er nylig udkommet. Det fejrer vi som det sig hør og bør med at offentliggøre en artikel fra det trykte tidsskrift her på bloggen til Deres vederkvægelse – helt uden beregning. Denne gang er det cand.mag. Rasmus Vangshardts  anmeldelse af tegneren Johannes Holbeks aforismesamling Dekadent Barbari på Forlaget Gladiator.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Kvinder og Gud har ikke så lidt tilfælles. Når man savner, kan man gå imod menneskemængden på Købmagergade eller på Karl Johan, de flotteste kvinder vil komme én i møde, men man ænser dem ikke. Man véd, at de ikke er den rigtige:

Grimme og ufuldstændige forekommer selv de skønneste Kvinder den, der i Gadens Vrimmel i urolig Længsel spejder efter sin Elskede. Han er blind for andres Lighed med hende, han ser en Afgrund mellem den rigtige og de forkerte; – men naar hans Eneste er kommet, spreder hendes fredfyldte Skønhed et Skær af Dybde, Ynde og Rigdom over alle og alt, der kommer ham i Møde.

Tror man nu, at maleren, tegneren og digteren Johannes Holbek (1872-1903) her i aforismesamlingen Dekadent Barbari, netop genudgivet, tænker på en rigtig kvinde, tager man fejl. Ovenstående handler om Gud. Eller rettere: Citatets bogstavelige mening er en kvinde. Dets allegoriske er den kristne Gud. Sådan lyder dansk, kristen symbolisme i sin fagreste blomstring. Bevidstheden gør alting nyt, når den finder hvile i den sande verden bag det morads, vi kalder den erfarbare virkelighed. De, der savner visdomselementet i kristendommen burde måske kigge denne vej. Besyngelsen af Gudsmoderen har af forskellige gode og dårlige grunde haft trange kår i nordeuropæisk protestantisme, men blandt de esoteriske symbolister trivedes den i bedste velgående.

’Til sidst siger det jo dog: Kvatsch!’
Som det sømmer sig for tiden, blev Johannes Holbek ikke særlig gammel. Han kom af en indremissionsk familie, men brugte sin 20’ere på at afsøge Paris’ kunstskoler, blandt andet som elev på Gustave Moreaus skole.

Hans værk blev en blanding af ”tidens blomstrende okkultisme” og ”en desperat form for fritænkeri,” som Henrik Wivel beskriver det i den nyeste danske litteraturhistorie. Det kommer sig nok også af, at tiden fra han flyttede fra præstehjemmet ved Kalundborg til sin tidlige død var præget af nervelidelser, sultedødens konstante trusler – og en solid bunke kunstneriske afvisninger.

Johannes Holbek blev aldrig en anerkendt maler, og da han kom hjem fra Paris, begyndte han at ernære sig som satiretegner i Politiken og København. Som det fremgår af nærværende blads forside, var han en misantropisk forløber for Storm P. En mørk og spydig streg, tilsat et aggressivt eller bittert bon mot. Formen er Storm P’sk, men indholdet er bestemt ikke. Storm P’s praktiske og til tider lyse livsfilosofi er erstattet af en ufattelig aggressivitet og en metafysisk pessimisme, som man nok kan komme til at grine af, men mest og helst som et udtryk for Holbeks eget fritænkeri: af desperation.

Johannes Holbeks kunst løb i to retninger: En arabesk-inspireret symbolisme med motiver af natmænd i pagt med verdensånden samt satiretegningen i bittert raseri mod den udvortes verden. Førstnævnte kan ses på Museum Jorn i Silkeborg, fordi Asger Jorn var dybt fascineret af Holbek, mens mange af satiretegningerne (ud over de her trykte) kan ses i Forlaget Gladiators nye udgivelse Af Dekadent Barbari: Et optryk af tekster fra Holbeks posthume tekstsamling af samme navn fra 1904. Teksterne og tegningerne er, som hans liv, et forsvar for to ting: Den nye kunst og den gamle kirke, som Johannes Jørgensen formulerede det i en nekrolog over Holbek i Nationaltidende.

’Den nye kunst’ er symbolismens længsel efter et radikalt andet menneske hinsides kulturens idiosynkrasi og hykleri. Mennesket, der svæver i arabeskens evigt nye meninger uden borgelige forpligtigelser, men også et menneske på vej mod Holbeks anden pol – den gamle kirke. Her menes ikke i nogen forstand den borgelige ordning om Kristi menighed, men udelukkende et åndeligt og personligt fællesskab med Jesus Kristus. Det kan man kalde sværmeri, men i Holbeks viden om dødens realitet og hans forelskede længsel mod den kristne visdoms bestøvning af menneskehjertets blomst, ser man dog et modspil til den bitre satire. På den ene side kan han i en af aforismerne i Dekadent Barbaris første bog magert konstatere, at: ”Vi styrter og styrer imod Døden – Til sidst siger det jo dog: Kvatsch!”

På anden side finder man en slags velsignelse af alt menneskeligt i tre følgene aforismer i bogens tredje del, der sigende nok hedder ”Frelse”:

Dog er intet på Jorden mere pansret og nævefast end Jesu Ord i Kroppen paa en Mand, hvis Sind staar til Virkelighed.

Jesu Ord er Fred for dem og den, som trænger dertil – men Øxehug i Panden paa de Horder, som trænger til det.

Naar Jesu, fordøjede og adlydte, melder sig gennem Organismens øgede Krav, adler de Overtro, Varsler, Vittigheder, Vrøvl, Kærlighed og Had.

Men hvorfor den ufattelige bitterhed, livet som en våd lussing, uddelt af en uanfægtet og ligegyldig magt, når nu Holbek har sin Jesus? Hvorfor behovet for at skildre en mand ved sin skrivepult, der skriver om, at det ’sit’, enhver har, er sult og sygdom? Svaret må være symbolismens skadelige sider.

Som den symbolist Holbek var, mente han, at ”Gud er ikke at søge uden for Sjælens Omgivelse. Derudenfor er intet. Universet, Naturen, Stoffet eksisterer kun som Omraade for Sjælen i samme Forstand, som Moderlivet kun existerer for at omgive og nære Fosteret.” Her kan man igen bemærke virkelighedens moderlige analogi, men det er selvfølgelig væsentligere, at der faktisk kun findes bevidsthed. I denne forbindelse bliver Tom Kristensens Hærværk-motto ”frygt Sjælen, og dyrk den ikke, for den ligner en Last” til afholdsmandens åndelige lektie efter fin de siècle-tid og ekspressionismeeksplosioner.

Men når der uden for sjælen ’kun er intet’, bliver sammenstødet mellem Holbeks rasende satire og Dekadent Barbaris religiøsitet ikke til en selvmodsigelse. Satiren handler om offentligheden, det borgerlige liv, og den er ”blot en Malstrøm af Pøbelvildskab,” som Holbek skriver i en aforisme, fra den danske avisverden anno 1900 til den offentlighed, der henrettede Jesus af Nazareth. Dér findes sandheden ikke for en symbolist. Det er derfor, der er så bittert at være. Dét skal satiren vise. Eller som Hans Otto Jørgensen beskriver Holbek i efterordet til Gladiators nyudgivelse: Johannes Holbek var ”en udannet bølle i forhold til alt andet end kristendom.”

Nu kunne man betvivle dannelsesniveauet i hans esoteriske bevidsthedskristendom, men i alle fald er det værd at beundre den udannede bølle blandt de glammende hunde.

Se Romeo og Julie!
”Rak mig saa ned, I hunde,” siger en orientalsk udseende mand på en af tegningerne. Han virker heller ikke for glad ved livet. Hvorfor er det igen umuligt at undlade at trække på smilebåndet? ”Skriv ned hver en Trevl, saa faar I tykke, tykke Satans Bøger,” læser man i tegningen på dette blads forside og tænker, at der er noget sandt i den afmagtsovervældende opgivelse. Hvori består raseriet og de hemmelige sandheder i Johannes Holbeks satire?

Det mest nærliggende er, at de er uhørt håndgribelige udtryk for en pessimisme, som så mange før og nu er faldet for i tiden op mod år 1900. Johannes Holbek var nært forbundet med forfatteren Ernesto Dalgas, hvis Schopenhauer-agtige univers minder om Holbeks satire. Som Holbeks mand på et lille plateau midt i et mørkt univers, hvor teksten lyder: ”Alvorligt talt, vilde jeg betænke mig mindre paa at bringe et Menneske ud af verden end paa at bringe et ind i Verden.” En opfordring til mord? Nej, så vital var Holbek slet ikke. Snarere til selvmord, og det blev også Ernesto Dalgas’ udvej. Han lagde sig 28 år gammel stoisk rolig i det høje græs ved Damhussøen og skød sig selv.

Denne erfaring af, at det måske var bedre ikke at være i live, kender man også fra den tidlige Nietzsche, fra Schopenhauers filosofi og fra Dostojevskijs Kirillov i Onde ånder. Ingen af dem havde ret, men derfor kan man jo godt stå ved den åbenlyse fascination af kampen for at overvinde den principielle pessimisme, som så mange store kunstnere tydeligvis var kaldet til. Holbeks satire er en slags dødsforagt, fordi den er så nådesløs, men bag den synes der faktisk at ligge en dødsagt. En bemærkelsesværdig ånd.

I nyudgivelsens andet efterskrift om ”Holbek som tegner” hævder den danske kunstner Halfdan Pisket (f. 1985), at Holbeks værk har kvalitet på samme niveau som Edvard Munch og Vincent van Gogh. Det er helt overskruet. Det er snarere den hemmelighedsfulde melankoli, der åbenbarer sig i raseriet, som gør Holbek til en kunstner, det er værd at huske.

Johannes Holbek døde tidligt, men ikke i et helt så afklaret selvmord som Ernesto Dalgas. Edvard Brandes ansatte Holbek på Politiken, men som Henrik Wivel bemærker, var Holbeks ”satire så besk og misantropisk, ja nådesløs,” at man uden varsel måtte fyre ham igen i 1903. Det betød indlæggelsen på en nerveklinik og få dage efter døde Holbek, vist også ved egen hånd – kilderne er temmelig tvetydige her. Men hvis det var ved egen hånd, var det altså ikke det rationelle selvmord som Kirillov og Ernesto Dalgas, men den anfægtede sindslidelse. Muligvis som resultat af den uopnåelige syntese mellem sjæledyrkelse og kristentro, der altid har været symbolismens problem.

Det fornam Johannes Jørgensen tilsyneladende i sin nekrolog. Han fremførte, at Johannes Holbek levede i en synlig verden, hvis eneste mening var, at mennesker og naturen skal slå hinanden ihjel. Men alligevel drømte han om den evige forening med Gud – og med kvinden. Derfor mente Johannes Jørgensen, at Holbeks yndlingsscene i litteraturhistorien må have været Romeo og Julies favntag. Her i Jørgensens egen parafrase:

Drømmen om, at der, netop der er Lykken; […] Se Romeo og Julie mødes! Som paa en bro over en svimlende Afgrund midt i verdens Kaos af Indvolde står de, fast omslyngede, to skønne, ideale Skikkelser, der intet ænser, uden, at i dette Øjeblik er de hele Verden.

Holbek endte aldrig i Favntag med nogen Julie på Købmagergade og levede tilsyneladende i evig higen efter den erotik, der var ham forment. Den eneste klamme erotik, han fandt i sin syge samtid, var noget, han i Dekadent Barbari kalder ”en træg og lyssky sanselighed.”

Men han troede på, at det sande erotiske møde ville finde sted i Himlen. Dekadent Barbari slutter med den tanke, at det kan være, at ”Den Herre Jesus, Kongers Forbillede” om kort tid ikke vil se os for sine øjne, fordi vi ringeagter livet. Men ”dog haaber vi paa, at de gyldne Fløjdøre maa smækkes op for os, naar vi er færdige her, fordi Han, der er Vejen fra Død til evig Frelse, inderst inde er god over al Maade.”

Spørgsmålet er, om ikke Johannes Holbek selv ringeagtede livet, og det derfor gik ham så ilde. Men også, om ikke det er det nederlag, der giver hans kunst værdi.

Johannes Holbek: Af Dekadent Barbari (København: Gladiator 2016)