Forfatter: IKK

2014 – et rigtigt vokseår

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Skåltale holdt ved årets afslutning af stud.theol. Adam Garff blandt Kreds- og godtfolk på Elers Kollegium.

2014 har været et rigtigt vokseår. Et år, der har ført sig frem som en lunefuld opkomling i et ædelt parnas af modne skikkelser, en yngling blandt de for evigt forgangne år. Og dette, det endnu indeværende år – 2014 – er også om få stunder kommet til sin endelige afslutning. Man kan da betragte det, med alle facetter og begivenheder, sætte det i ringbind og erklæret ballet for lukket og slukket. 2014 er gået. Og mange tak for det.

År er en fremadskridende modus. Man ældes af år, ældes i år og – ikke mindst – modnes af år. Året er en sindig model, hvormed man angiver den stramme spændthed mellem to sikre poler, indledningen og afslutningen, i en finurlig kontinuitet. Der findes kun indgang, overgang og videre fremgang. Sådan er året konstrueret. Året selv rummer så indholdet. Det er dagene, timerne, minutterne og sekunderne. De lange og de korte, og alle disse mange bestanddele bliver til små korn i den sultne mølle, man kalder livet. Så vidt, så godt.

Men dette år har måske været en anelse for dygtigt til at komme videre uden os, til at indikere sit intrigante behov for en hævden sig over os, de uforberedte dødelige. Man har håbet på ét, og straks efter er noget andet hændt. Ikke efter længere betænkninger har årets bagmænd givet sig i kast med at snige sig ind på os, og med sænkede parader har vi stået over for året, der har kastet en storm af forstemmende terninger i synet på os. Ikke alle terninger er landet på en sekser. Udfald som Islamisk Stat og ebola er meget lave slag med terningen, hvis talværdi har syntes nærmest imaginær i rækken af årets brutale kast. Perverteringerne af livets mange lyse mandater kan synes talløse. Og det er ikke kun IS og ebola, der hæmmer det strålende glade udblik. Hvis man ellers kan se bort fra IS, de ægte mørkemænd, der har halshugget uskyldige og bombarderet vores blottede sind med kanonader af gru og rædsel, så er man kommet langt. Men det koster en hel del abstraktion og optimisme.

Hvad ebola angår, taler udfordringerne for sig selv. Den Sorte Død og AIDS har igennem tiden forsøgt at gøre kål på de dødelige og de elskende, og heroverfor er mennesket så gudskelov et stædigt kræ med hang til fingersnilde og fløjlshandsker. Så mon ikke sygdommene bliver bragt under kontrol og udskyder apokalypsen en generation eller to? Derom kan vi kun gisne.

Straks mere alvorlig er den føromtalte ondskab, der udgår fra de endnu ukronede mørkemænds skarpladte våben; de præmiegale islamister med al deres vold og fornægtelse af livets urokkelige dagskurs. Den slags er særlig besværlige at komme til livs. For når man tager Guds navn i sin beskidte lille ørkenmund og insisterer på, at hans rige kan erhverves med nakkeskud, massakrer og besværgelser, så fortjener man altså et solidt gok i nøden med Emma Gad og Biblen. Her i livet taler vi pænt, og siden skal vi frelses.

Begivenhederne i 2014 er altså i høj grad kommet bag på livet selv. Det glade og åbne er blevet køresygt af de mange bump på vejen. Og det er måske det mærkværdige ved det snart forgangne år: dets bumlende og diffuse karakter. Også på de hjemlige breddegrader er friheden og godheden blevet kuppet og svinebundet. I sin kompleksitet og mellemdaglige indspundethed har 2014 været et år for viderekomne. Og også én slags, forsøgsvis, viderekomne er blevet ramt: Fra d. 1. juli blev alle perroner på det danske banenet befalet røgfrie, selv dem uden tag. På Bramming Stations perron, et 400 meter langt stykke beton placeret på den mest øde del af heden, kan de stakkels rygere således blive irettesat midt i deres pulserier. Så nu bliver også den rådne banans rygere ramt af Forbuds-Danmark. Det kunne være, at Islamisk Stat skulle lægge sharia på hattehylden og i stedet tage et smut forbi Vestjylland og indføre rygning?

Hvad de helt hjemlige breddegrader angår har situationen imidlertid ikke været ligeså drastisk og kummerlig. Omkring Kredsens vennekreds har solen gået sin upåklagelige, valsende gang. Ingen ebola eller jungletrommer her. Ingen nakkeskud eller religiøse massakrer, sådan da. Lad Vartov være det studentikose Tikrit og Mosul, og de mange diskussionsrunder efter foredragene indtage stillingen som slagtebænkene. Så går det nok. Det er måske lidt en plat kliché, hvis alene dette ikke også er af en sådan plat art, men det går meget godt her i vores lille trygge syndikat af platspillere, scoretrolde og natteravne. Vi har overlevet et Skærum Mølle, et sommermøde, forskellige ekskursioner af udenlandsk art, for ikke at tale om semestrenes foredrag, et blads dødeopvækkelse – måske endda opstandelse, samt en række venskabers foreløbige overlevelse, forskelle og måske navnlig ligheder til trods. Alene disse ubestridelige fakta burde være champagneknald og grådfyldte jubelscener værdige, men det kan nok vente et kort øjeblik.

2015 er nu året, der venter med en efterhånden barnlig utålmodighed. Og året står, som det siges, for døren. Det gamle for skud. Lad ikke denne nye dør være dødens port eller dumhedens dør, men en åben dør til et kalejdoskopisk år i lidenskabernes labyrint, hvor åndsild og litterære dødeopvækkelser skal berige og beruse, vi skal bekrige og besynge og gøre ved. Ildrageren skal svinges lystigt over hovederne. Benene i næsen må – og skal – motioneres til den yderste ømhed. Vi må ikke falde af på den, kun gå på knæ for Herren. Der skal synges karaoke med skæbnen og lægges arm med armodet.

Og lad os forlige os med, at da vi alligevel kun lærer af historien, at vi intet lærer af den, er vi nødsaget til at grine hånligt af ondskaben og af IS. Af rygeforbuddet og de små platte plageånder. Af snæversyn og banal blasfemi.

Vi skal blive voksne i 2015.

Skål!

Herrens år og Kongens sværd

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Nytårstanker om taksigelse og kampvilje af ph.d.-stipendiat Johan Christian Nord. Godt nytår – og glædeligt kampliv!

Vi befinder os i mørketiden. Mens jeg skriver dette, er vi stadig i den allermørkeste tid inden vintersolhvervet. Men snart vender bladet. Solen vender tilbage, og Julen vil endnu en gang føde det nye år. Både troende hjerter og agtværdige hedninger vil samles om lyset i familiens kreds i håbet om et liv med muligheder for os og vore.

Og så kommer nytåret. Til den tid vil vi se tilbage på det forgangne år, og vi vil lytte til Hendes Majestæts nytårstale. Dronningens opgave er særlig og vigtig, for nytårstalen er anderledes end den megen snak, vi plejer at høre fra så langt størstedelen af de herskende. Når Dronningen taler, så taler hun ikke til den befolkning af feje og havesyge dyr, som politikerne i almindelighed kaster net efter. Nej, når Majestæten taler, så henvender hun sig til det folk, der er hendes eget, og som hun hverken kan eller vil lade i stikken. Majestæten har ikke en udenlandsk topstilling i baghånden, og derfor er hun værd at lytte til. Javist er hun ved visse lejligheder røget i en dumsmart grøft og har pippet med på kulturradikalismens anstændighedsviser, men det ændrer ikke ved hovedsagen: det er værd at lytte, når folkets dronning for en sjælden gangs skyld har ordet.

Og når Hendes Majestæt har talt og klokken er slået tolv, vil vi rejse os for at lytte til og efter bedste (fattige) formåen selv synge med på det danske nytårs tre sange: Grundtvigs nytårsudgave af Vær velkommen, Herrens år, Oehlenschlägers Der er et yndigt land og endelig første vers af Johannes Ewalds kongesang Kong Kristian stod ved højen mast. Det er ikke tilfældigt eller ligegyldigt, at det er disse tre sange, vi synger ved nytårstid. De er folkets sange, og i dem lever det folkelige nytårshåb om en fremtid for Danmark.

I det følgende skal det dreje sig om dette nytårshåb, sådan som det kommer til udtryk i polspændingen mellem den første og den sidste af sangene – mellem Herrens år og kongens sværd.

Lad dit hellige ord, oplive, oplyse det høje Nord!
Adventsudgaven af Vær velkommen Herrens år har af forståelige grunde et klart kirkeligt præg. I de første tre vers oprulles frelseshistoriens grundbegivenheder – Kristi fødsel julenat, opstandelsens påskemorgen og åndsudgydelsens pinsedag – og i det sidste hilses det Herrens og glædens år, der nu vil indfinde sig. Nytårsudgaven af Vær velkommen Herrens år adskiller sig fra denne frelseshistoriske salme ved at have et klart folkeligt præg, idet dens perspektiv ikke er kosmisk men konkret. Den retter sig mod den foreliggende danske virkelighed og forkynder håbet om Herrens stadige opretholdelse af det danske folk ved dets indgang i det nye år.

I det indledende vers bedes der om, at »Sandheds Gud« må lade sig »hellige ord oplive, oplyse det høje Nord!«, i det andet bedes der om, at »Nådens Gud« i det kommende forår vil lade sit solskin »skænke på marken et gyldent år« – og endelig bedes der i det tredje vers om, at »Fredens Gud« vil opretholde »den livsalige fred«, som vort land kan »blomstres ved«. Bønnerne og anprisningerne er konkrete og enfoldige: de angår folkets almindelige åndelige trivsel, markens grøde og sikringen af freden i landet, altså i Danmark. Når vi synger disse linjer, gør vi det som danske, der erkender, at menneskelivet og folkelivet er et under, som ikke opretholdes ved vores magt. Dette er det afgørende, dette er kernen i velkomsten af det nye år: visheden om, at vi ikke kan bære livet selv, og håbet om at det alligevel vil blive båret endnu et år, sådan som det hidtil er blevet. Vi erkender vores afmagt og fæstner lid til, at aftenstjernen fortsat vil lyse over lille Danmark.

Dette er den ene yderpol i det folkelige nytårshåb.

Og kamp og sejr før mig til min grav!
Nytårshåbets anden yderpol gives stemme i det første vers af Kong Kristian stod ved højen mast. Hvor grundklangen i Vær velkommen er den fromme besindelse på de gode gavers giver, er tonen i Kong Kristian anderledes selvsikker og rettet mod handlingens rum. Udsigelsen er enkel: Kongen bærer ikke sværdet forgæves, og det bør hans folk heller ikke gøre. For kongesangen handler om kampvilkåret – om menneskelivet, som altid må være et kampliv. Den handler om den jordnære og håndfaste vilje til at værne menneskelivet, sådan som vi kender og elsker det, nemlig som et folkeliv, hvor kampen for overlevelse og trivsel er og bliver en rå, uomgængelig virkelighed.

I vores tid ser man ofte pæne folk vrænge på næsen af kongesangen. De synes, den er noget så krigerisk og nationalistisk og frygter at få beskidte struber ved at synge med. Til sådanne typer er der kun ét at sige: kongesangen er vitterligt ikke for svage sjæle. Men det er menneskelivet heller ikke, og derfor er det så rigtigt og lykkeligt, at sangen har sin plads ved det nye års begyndelse. Den er en usødet påmindelse til os alle om, at livet ikke er et sønderjysk kagebord, og at en dødsfjende ikke bekæmpes med anstændighed og samtalepædagogik, men med våben i hånd. I kongesangen hører vi således, at også vi er kaldede til at gøre vores for at medvirke til opretholdelsen af menneskelivet her hos os. Bevares, vi skal ikke alle være soldater i konkret forstand, men vi skal så vist være det i sindbilledlig forstand – og det bør ikke være en mindre alvorlig sag.

I kongesangens afslutning – som jo så desværre ikke afsynges ved nytår, men som vil blive det i fremtiden, når alt bliver anderledes – står der det væsentligste af, hvad der er at sige om det vågne folkeliv:

Og rask igennem larm og spil
og kamp og sejr før mig til
min grav!

Så enkelt kan det siges, og så enkelt skal vort håb være: at vi må vælge kampen, velvidende at alt menneskeligt ender i graven. “Sejrløse falde kæmper alle,” sagde vore stolte hedenske forfædre, og med sidste vers af kongesangen giver vi dem ret. Vi véd, at vi skal dø, men vi véd også, at der findes en værdig og en uværdig død. Det er alt, hvad et menneske kan stræbe efter.

De to dele af nytårshåbet betinger gensidigt hinanden: den ydmyge taksigelse og den frimodige kampvilje. På disse to kan vi leve vort liv og dø vor død i det yndige, lilleputland, som er vores – resten tilhører den Herre, hvis år vi nu byder velkommen.

Godt nytår – og glædeligt kampliv!

Don Quijote – et julens dysangelium

~ IKK ~ Skriv en kommentar

Vi bringer herunder, hvad stud.theol. Isak Krab Koed skriver i Studenterkredsens julesærnummer om det indbildte ridderskabs Methusalem, vindmølleforuretteren Don Quijote. Trænger De mere? Tegn abonnement på tidsskriftet i hele 2015 for kun 100 kr.

SærnummerDet hedder hos Luther, at det syndige menneske lever incurvatus in se, det vil sige vendt mod eller ligefrem indkroget i sig selv. Det selvudviklende og innovative menneske vil prompte reagere med en misundelsesværdig hittepåsomhed, thi hvad én gang er blevet bøjet, må vel atter kunne bringes tilbage i dets oprindelige og bogstavelig talt rettere form, såfremt man idelig bestræber sig møjsommeligt derpå – og dette innovationsmenneske kan følgelig undres derover, om vi overhovedet har brug for Gud. En smule krumhed? Det må da kunne fikses med gode strækøvelser!

Efterdi vi er letfordærvelige overfor det indre innovationsmenneskes tillokkelse, kan den frelser, vi fromt og kønt burde vente os, let foranledige et ubehag. Hvad bilder han sig egentlig ind, som vovede at efterlade os magtesløse med kun håbet om sin nåde at klamre sig til? Kanske vi har brug for mere end evangelium, det glædelige budskab, vi ikke tør sætte vor lid til – et dysangelium, et forfærdeligt budskab, der til skræk og advarsel udgrunder, hvorledes det må gå dén, som ikke besinder sig på det glædelige?

Miguel de Cervantes’ Don Quijote er netop et sådant. I den imposante ridderroman bor lavadelsmanden Alonso Quijano med sine tjenestefolk og en niece. Det lyder som en gemytlig familiekrønike, men er det ikke. Adelsmanden er nemlig ikke tilfreds med at røgte de talenter, Skaberen har betroet ham. Derfor kroger han sig ind i sit bibliotek af ridderromaner, forsømmer arbejdet på ejendommen og lader lekturen rodfæstes ”i den grad i [sin] fantasi, at der til sidst ikke fandtes noget virkeligere for ham” end at blive vandrende ridder.

Dette hverv er betydeligere end den daglige bestilling som godsforvalter. Som ridder kan han ”rette op på alskens uret,” hvad der vil skaffe ham ”evig hæder og berømmelse,” når de ”prægtige gerninger blive bragt for en dag, værdige at graveres i bronze.” Man kan ynkes over den sindssyge og ærgre sig over, at der ikke – som i dagens Danmark – fandtes tvangsindlæggelse med elektrochok og litium ad libitum. Galskaben er imidlertid et bevidst mummespil, en tilvalgsgrille, som ikke skyldes svundne åndsevner, men vidner om anselig åndrighed udi forstillelsens kunst. Medens han planlægger sin udflugt, forsøger han ”efter bedste evne at efterligne” romanerne. Han tager navnet don Quijote a la Mancha efter hjembyen og finder en plump bondetøs at besynge som ærbar skønjomfru og dedikere sine velgerninger. Alt er det skuespil, for han erkender sit eget og Dulcinea af Tobosos egentlige væsen. ”Jeg ved, hvem jeg er, og jeg ved, at jeg ikke alene kan være dem, jeg har sagt, men alle Frankrigs tolv jævninge,” proklamerer han og præsenterer sig som ”genopretteren af al uret i verden.”

Idet han påstår at kende opskriften på den mægtige Fierabraseliksir, med hvilken man ”hverken [behøver] frygte døden eller være bange for at omkomme af sine sår,” bliver sagen klar: Don Quijote er et sandt innovationsmenneske, som ganske enkelt mangler syndserkendelse – thi hvad andet er synd end dette ved egen kraft at ville udvirke det gode og overflødiggøre Skaberen? Han vil ikke være jorden tro i det liv, han gratis har annammet, men være stor i sit eget billede i stedet for skabning i Guds. Som en vildfaren østerlandsk vismand fornægter han Betlehemsstjernen og opfinder sin egen: ”Oh, Dulcinea af Toboso, lyset i mit mørke, saligheden i min pine, ledestjernen på min vandring, målet i min skæbne!”

I den nye og nådesløse tilværelse gør Quijote ridderskabets love og ceremonier, som han har forlæst sig på, til sin lydigheds genstand i det dobbelte kærlighedsbuds sted. De er ukendte for væbneren Sancho Panza, hvorfor han uimodsagt kan slå fast, at ”alt, hvad jeg har gjort, gør eller kommer til at gøre, er helt korrekt og i overensstemmelse med ridderskabets love” – og de stiller betingelser i modsætning til nåden, der fuldstændig betingelsesløst rykker os ud af angsten og døden. En forargelig provokation for dem, der vil vide sig sikre og have sit på det tørre.

De følgende tildragelser, som ridderen selv konsekvent kalder ”eventyr,” er en dysangelisk anskueliggørelse af innovationsmenneskets skæbne. Det går ud over én selv, når man bliver slået til plukfisk ved sine sammenstød med virkeligheden – men værst går det ud over næsten, en sagesløs statist i den nådesløses forskruethed. Som da Quijote tager en fremmed skarnsknægt i forsvar, der får endnu flere prygl end først tilsigtet, eftersom genopretteren Quijote i fuld galop må videre. Eller som da han tvinger nogle fangevogtere til at løslade kongens fanger, fordi de ikke har gjort vogterne noget. ”Det er ikke godt, at ærlige folk sætter til sig til doms over andre, som de ikke har noget mellemværende med,” forklarer han rethaverisk – og gør ved at sætte fangerne fri nøjagtig det samme. Menneskets retfærdighed, som Quijote håndhæver, er hverken rimelig overfor vogterne, der får bøvl med kongen, eller overfor fangerne, der går fri uden straf for deres ugerninger.

Væbneren Sancho Panza er en enfoldig bonde, som adelsmanden har kunnet friste over evne med løfter om øriger og fine titler, fordi ”han vidste, hvem han var, og havde kendt ham hele livet.” Sanchos bondske snusfornuft er dog Quijotes indbildske fantasier overlegen. Han ser verden, som den er. Bondetøser er ikke prinsesser. Vindmøller er ikke kæmper, og et ligtog er ingenlunde Helvedes djævle, der uretmæssigt har tilranet sig et lig. Han lurer, hvad Quijote er i færd med, og forsøger at tale ham til fornuft.

”Det er ikke godt at friste Gud og begive sig ud i den slags vanvittige handlinger,” siger han og anfører beskedent, at ”nok er jeg en uvidende bonde, men jeg har stadig lidt tilbage af det, der hedder sund fornuft.” Han ved, at ”det allerbedste […] ville være at tage hjem til landsbyen igen og passe gården nu, hvor høsten nærmer sig,” men selv om det står klart for Sancho, at de såkaldte eventyr medfører overordentlig fare, og at overtalelsen er gold, bliver han ved sin herres side. Han er bundet af øjeblikket og sin næstes behov og ønsker ikke at konstruere en abstraktion, ved hvilken han kan undfly sit ansvar. Netop denne indstilling bevirker, at Quijote til sidst vender hjem i live.

Ved hjemkomsten er Quijote efter det vandrende ridderskabs love fortabt, for som han selv belærer væbneren andetsteds, skal man ”ikke gøre slyngler en tjeneste, det er at kaste perler for svin.” Det er menneskers retfærdighed, og fortællingen var et rent dysangelium, hvis den var endt dermed – men på dødslejet indser den arme ridder sin brøde, rettes ud og anbefaler sig til Gud, som han før har anbefalet sig til sin skønjomfru: ”Velsignet være den almægtige Gud […] Hans barmhjertighed kender ingen grænser!” Og Alonso Quijano skrifter, skriver testamente og dør ”i sin egen seng så fredeligt og så kristent,” at notaren ikke ved om nogen ridder, der har gjort det efter. Thi Gud Herren kaster perler for svin. Dét er Guds retfærdighed – og just deri er nåden.