Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet

Ph.d.-stipendiat og højskolelærer Johan Christian Nord skriver i anledning af drabet på to uskyldige danskere i København om knægten Folkes glædelige budskab til Kong Vermund, der også lyder til os i dag.

Sådan står der skrevet på den Dannebrogs-prydede mindesten for den grundtvigske højskolemand og folkelige forkynder Folke Trier Hansen: »JEG BRINGER GLÆDELIGT BUDSKAB, FJENDEN ER I LANDET«. Det er store ord – og ja, på stenen står de med store bogstaver.

Stenen blev rejst på foranledning af Trier Hansens kone, Karen la Cour, og hugget af Erland Knudssøn Madsen. Oprindelig stod den foran forsamlingshuset ved Hundsborg – senere blev den flyttet til Sjørring Vold foran den grundtvigske frontstilling Højskolen i Thy. Skolen er ikke længere til, men stenen står endnu.

Og det gør indskriften også. I bogstaveligste forstand står den der mejslet i sten – og råber til den, der har ører at høre med.

Det er os, den råber til: os, der i dag er midt i livet og vedkender os folkelig arv og gæld. Os, der endnu forstår – eller ønsker at forstå – hvad det vil sige at tilhøre et lille folk i en stor verden.

For stenen taler om kampens vilkår og velsignelse i en verden, hvor alt for mange ønsker gravens stille fred. Den taler om kæmpen, der drager sit sværd blandt trodsige og glemsomme menneskebørn, som i deres stræben efter at forme tilværelsen i fred-ler har omdigtet livet til en dans på roser og glemt det vigtigste. Den taler om – og til – de ædles æt i en tid, hvor folket er i dvale.

Og derfor er den værd at lytte til.

Oprindelig stammer ordene fra Saxo – fra vort lille folks store krønikeskriver. Hos Saxo fortælles der således om en tid, hvor folket lå i dvale. En tid, hvor landsmand opsøgte strid med landsmand, og hvor dyrkelsen af de døde ting sad i højsædet – dér, hvor ånden skulle have siddet.

På stranden sidder en slukøret knægt. Han hedder – ikke tilfældigt – Folke. Hans blik driver ud over de vandmasser, der hegner bølgelandet. Han er fortvivlet og aner ingen udvej. Men så sker det: han ser fjendens skibe – og skyerne letter i det plagede sind, jublen vil ingen ende tage. Drengen springer op, løber til Kong Vermunds gård og lægger mund til åndens tale: »Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet!«

Det er en underlig historie. Hvorfor glæder drengen sig? Hvorfor frydes han ved synet af fjendeskibe – ved udsigten til blodsølet jord? Det fornuftige menneske, der lever i de franske abstraktioners verden, forstår ham ikke, og det gør den blødsødne heller ikke, som i sin indbildskhed tror at kunne få livet for en billigere pris end kampens. Men ånden forstår ham. Ånden forstår, at menneskelivet altid er et kampliv. Eller anderledes udtrykt: at menneskelivet enten være et kampliv eller forfalde til et dorsk dyreliv fra hånden til munden – indtil slagteren kommer.

For ånden forstår, at selve dette at blive menneske er at stå i kampen. Det er den kamp, nordens sindbilledsprog kaster den lyttende ind i, når det fortæller om den evige krig mellem aser og jætter: åndens kamp mod åndsfornægtelsen, der er en kamp på både ord og handling – både mund og sværd. Nogle bruger mund, andre udvælges til at bære sværd (det er dem, vi kalder øvrigheden).

For mennesket er det levevæsen, der står i afgørelsen: mellem Udgård og Asgård, mellem det dyriske og det menneskelige. Og vælges skal der. Der er vitterlig ingen vej udenom: enten et liv i anstrengelse og knæfaldets anerkendelse af at være sat i virkelighedens højst virkelige verden sammen med de andre – sammen med folket. Eller: det navlepillende dyreliv, den søvndrukne slentretur frem mod strådøden.

Alt dette forstår ånden, og derfor forstår den åndsbårne også fortællingen om lille Folke, der glædesbrusende løber over stranden for at bringe godt nyt.

Kong Vermund forstod drengen. Han lyttede, og noget ændrede sig i ham. Hvor der før var en behagesyg og blødagtig hersker med hang til terningspil og anden tåbelighed, rejste der sig nu igen en konge.

For kong Vermund rankede det krogede kadaver og blev kongenavnet værdig. Og det samme gjorde hans folk: det rejste sig og blev igen folkenavnet værdigt. Og sammen gik de ud til striden – og sejren.

Sådan gik det dengang til, at blomsterhavens frist blev forlænget, at isvinterens komme endnu en gang blev forskubbet. Og sådan er det gået til, hver gang Danmark har sølet sig i jættegylp og glemt sin bestemmelse. Virkeligheden har taget sine kløer på, ulven har åbnet sit gab, en dreng har set det, og han har forkyndt glædesbudskabet om fjenden i landet – den fjende, der som en pisk over vore nakker kalder os til afgørelse: vil I leve eller dø? Har I nok i selvdyrkelse og tidsfordriv, mens I venter på den istaphånd, der skal gøre skel imellem støv og ånd? Eller: vil I gøre skjoldvagtens gerning, så der bliver en verden til dem, der kommer efter jer? Vil I vågne og tage det underlige menneskeliv på jer – sådan, som det er, og ikke sådan, som I gerne ville omdigte det til at være?

Nu skal det åbenbares
Det er vores historie. For det er os, der råbes an af drengen. Det er os, der er de velnærede og knækkede.

Og det er nu, det skal åbenbares, om det danske folk stadig har ører at høre med. For fjenden er i landet. Han er her for at myrde og hærge – han er her for at begrave det ædle i sit svælg som den ulv, der gang på gang skal fæstnes til klippegrund for at udskyde det uafvendelige.

Ja, jeg tænker blandt andet på angrebet på to uskyldige danskere d. 14. og 15. februar i år. Et angreb, der snart skal vise sig ikke at være begrænset til de to ofre – de to helte Finn Nørgaard og Dan Uzan, der faldt, for at andre kunne leve.

For bæstet vil kræve mere blod. Det vil komme efter dig og dine kære. Hvis ikke du vågner.

Men det drejer sig ikke kun om denne ydre fare. Det drejer sig også og faktisk frem for alt om den indre fjende – den fjende, der lever i os selv. Det er den lille Loke, der bor i hoved og mave – den beregnende fornuft, der hvisker os i øret, at vi ved egen magt kan få tilværelsen til at falde i hak, og at vi frem for alt har os selv at tænke på. Den slibrigt pragmatiske og planlæggende stemme, som indbilder os, at vi blot er en højere dyrerace – en abekat, der er bestemt til at abe efter, sådan som Grundtvig beskriver åndløshedens nedskrivning af det menneskelige.

Overalt omkring os finder vi de skidne frugter af dette menneskesyn – ansvarsfraskrivelsen i de forpligtende forhold, underholdningssygen, dyrkelsen af den slimede vilje, der siger »jeg, mig, mit,« hvor der skulle have været et vi. Og ikke mindst: den knugende følelse af formålsløshed, angsten i mødet med en verden, der nægter at leve op til de overskruede forventninger om selv at kunne skabe Paradis på jord, som vi er blevet stopfodret med af velmenende voksne, der i deres iver efter at opdrage os havde den frækhed at præsentere tilværelsen for os som et omkostningsfrit sønderjysk kagebord, hvor det bare gjaldt om at gribe til og få fat i de bedste stykker – før de andre.

Men de har løjet for os. Livet bliver ikke så nemt, som de sagde. Vi kan ikke blive lige, hvad vi vil – som de ellers sagde. For vi er allerede noget. Vi er mennesker, der er sat i en højst håndgribelig virkelighed, og det er den, vi skal lære at stå ret for. Vi er ikke bare unge mennesker med appetit på livet – vi er dem, der selv skal være fædre og mødre. Vi er dem, der skal bære ansvaret. Og ansvar betyder kamp – for fjenden er mægtig, og hans vilje er, at vi skal glemme, hvad vi er bestemt til.

Det skal snart vise sig, om han får held til det. Det skal vise sig, om du og jeg har nok i terningspil og tidsfordriv – om vore hjerter allerede er isnede, eller om vi stadig er i stand til at mærke det stik, der fortæller os, at de lyver, når de med silkebløde pædagogstemmer eller bedrevidende ekspert-ordskvalder beder os om at klappe hesten.

Vi ved det ikke endnu. Men vi håber og tror, at ingen af os vil klappe hesten, men derimod hamre sporerne i og komme videre: langt væk fra den såkaldte moderne verden – og hjem til den danske virkelighed, der er din og min.

Og både vort håb og vor tro hviler på klippegrund: for vi håber og tror, at nok kan jættefornuft forplumre vore sanser, og ulvekløer kan tage vort liv, vort gods, vor ære, vort barn og vor viv – men vores kærlighed, dén kan ingen af denne verdens magter og mægtige tage fra os.

Lad dette være ordene i disse sorgens og opvågningens dage. Lad det, der kommer, vise, om Folke også denne gang finder ører for sit glædelige budskab, og om skjaldens ord var sande, da han sang:

Nu skal det åbenbares,
at gammel kærlighed
i hver en skærsild klares
og er for rust i fred;
for levende og døde
kan daners hjerter bløde,
men isne kan de ej!

Note: Hvis der skulle sidde en læser derude, der er så dum at opfatte noget af ovenstående som racistisk, ja så vil jeg gerne henvise vedkommende til fjerde vers af Grundvigs Folkeligt skal alt nu være (Højskolesangbogens nr. 91, hvori det står umisforståeligt klart, at folket er en åndelig, historisk virkelighed og dermed grundlæggende åbent for tilkomst af dansksindede fremmede – ikke en dyrerace. Og jeg er – også i dette forhold – enig med Grundtvig.

Anmeldelse af Der Kreis

Den af Kredsen bekendte filmrecensent Ole Hilfe Kreml-Dreng har  elskværdigt frembragt og fremsendt denne anmeldelse af det schweiziske dokudrama Der Kreis.

Matthias Hungerbühler er fremragende i rollen som Rasmus Vangshardt (nederst), men først i scenerne med Sven Schelker som Kristoffer Garne (øverst) fyger gnisterne for alvor igennem biografsalen
Matthias Hungerbühler er fremragende i rollen som Rasmus Vangshardt (nederst), men først i scenerne med Sven Schelker som Kristoffer Garne (øverst) fyger gnisterne for alvor igennem biografsalen

Studenterkredsen er emnet i et schweizisk doku-drama, der netop har haft premiere i de danske biografer. Der Kreis, som er skrevet og instrueret af Stefan Haupt, fortæller historien om den unge Rasmus Vangshardt, der tidligt i sit filosofistudium bliver en del af Studenterkredsen – en frisindet foredrags- og diskussionsforening, som udgiver tidsskriftet Studenterkredsen. Kredsens ekstravagante fester tiltrækker mænd fra nær og fjern – og også Vangshardt, som en aften støder på den karismatiske og følsomme teologistuderende Kristoffer Garne. De to unge mænd indleder et intenst forhold og bliver hurtigt en del af Studenterkredsens redaktion.

I rollen som den arbejdsomme og energiske student Rasmus Vangshardt ser vi den debuterende skuespiller Matthias Hungerbühler. Han imponerer med sit præcise portræt af den unge bajads, der igennem sit nære forhold til Garne finder fodfæste i Kredsens studentikose fællesskab. Men særligt samspillet med Sven Schelker som Kristoffer Garne er elektrisk, og forvirringen og ungdommens store følelser får frit løb, mens den gensidige fascination i forbindelse med redaktionsarbejdet udvikler sig til et turbulent og passioneret kærlighedsforhold.

Historien er vedkommende og nødvendig, men først og fremmest er den godt fortalt. Vangshardt og Garne bruges til at belyse et bestemt miljø og nogle helt centrale udviklinger i dansk åndsliv, og Der Kreis bliver en historie om to mænd fanget i en ubønhørlig strid mellem dem selv og samfundet. En strid der bliver tydeliggjort i en yderst følelsesladet scene, hvor Vangshardt og Garne møder hinanden igen, efter Kristeligt Dagblad har hængt Studenterkredsen ud som en reaktionær og stærkt konservativ forening. På badeværelset står de og holder hænder. Garne siger: “Lad os stikke af sammen”, og Vangshardt svarer: “Vi er ikke kriminelle.” Sven Schelker blev efter sin debut i denne film den nye Shooting Star på Berlins Internationale Film Festival, og han brænder igennem som en boblende vulkan i rollen som Kristoffer Garne.

Dette er et dokumentardrama, som nogle desværre sikkert vil kalde en skammelig syndflod af perversiteter, men jeg må uden tvivl kalde det en af de mest livsbekræftende, romantiske og oplysende fortællinger, jeg nogensinde har set. Absolut en af de vigtigste film i vores tid.

http://youtu.be/u_qO03QFGT8

Titel: Der Kreis
Premieredato: 12. februar 2015
Instruktør: Stefan Haupt
Skuespillere: Matthias Hungerbühler, Sven Schelker, Marianne Sägebrecht, Stefan Witschi, Anatole Taubman, Antoine Monot, Jr.
Spilletid: 108 min.
Selskab: Contrast Film, Schweizer Radio und Fernsehen (SRF) Reel Pictures 2014,
Genre: Dokumentar , Drama

Forholdet mellem skole og gymnasium

cutmypic“Madvig og Grundtvig var i opposition til hinanden i datidens uddannelsesdebat, og i dag vælger folk stadig side. Men man skal ikke vælge side. Man skal bevare den fulde forskellighed, som skal rumstere inde i og omkring alle nye studenter som en handlingsfjeder.” Sådan skriver lektor Thomas Aastrup Rømer i årets første nummer af Studenterkredsen om forholdet mellem skole og gymnasium.

Interesserer emnet Dem, kan De med fordel tegne abonnement på tidsskriftet, der i nærværende nummer også bringer dannelses- og uddannelsestanker af Kirsten M. Andersen og Hans Henrik Hjermitslev. Abonnement for hele 2015 koster blot 100 kr.

I det følgende vil jeg beskrive denne ide: Folkeskolen er opdragelse i det folkelige med et blik til europæisk oplysning, og gymnasiet er opdragelse i europæisk oplysning med blik til det folkelige.

Med det folkelige tænkes på en national og nordisk tradition, dens sang, litteratur, industri, filosofi og kunst. Med ”oplysning” tænker jeg på hele den europæiske sammenhæng, det vil sige synteserne mellem jøde-kristendom, antikken, oplysningstiden og to verdenskrige.

1. Nogle mener, at skolen skal forberede til ungdomsuddannelse, som skal forberede til universitetet, som skal forberede til erhvervslivet, som skal forberede til pensionen, som skal forberede til kisten. Sådan er den eksisterende uddannelsespolitik opbygget. Resultatet af den tilgang er, at alting kommer til at ligne hinanden. ”Vuggestuen skal forberede til konkurrencestaten,” kan det hedde sig, og de samme kompetencesystemer kan smøres ud over det hele og styres med finansministeriel mangel på kløgt.

Men den åndelige realitet er en anden, nemlig at vores pædagogiske traditioner bør boltre sig i maksimal pluralitet. Her vil jeg fokusere på forholdet mellem ”skole og gymnasium”.

Folkeskolen skal gøre det, som skolen skal ifølge sit indre formål, det vil sige at den skal give eleverne kundskaber, der gør dem fortrolige med dansk kultur og giver dem kendskab til andre landes kultur. Den skal også opdrage til folkestyre, demokrati og åndsfrihed og så videre. Alt det kan man læse om i skolelovens §1. Skolen skal altså opdrage til, at børn kan indgå i et frit ”folk”, et ”demos” med et opmærksomt udsyn til andre lande. Det er det, som der står.

Det er ikke tilfældigt, at det er ”kundskaber”, der er grundbegrebet. Kundskaber er det eneste ord, der har indgået i samtlige skoleloves formålsforskrifter siden 1814. Kundskab er ikke blot viden, det er viden, der er eksistentielt, kulturelt og historisk formidlet og bearbejdet. Kundskaber er altså ikke noget teknisk, som at score på en pisa-liste, men en markering af en sammenhæng, der gør ting fortrolig for opmærksomheden. Det er også derfor, at Kundskabens Træ på engelsk ikke blot hedder ”tree of knowledge”, men ”tree of knowledge of good and evil”. Det er kundskabens normative sammenhæng, der er skolens grund.

Folkeskolens essens er primært grundtvigsk, inklusiv dialoger med modernisme og eksistentialisme. Det er denne tradition, der har fremelsket en skole, der sammen med de frie grundskoler har haft fokus på fællesskab, åndsfrihed, fortælling og kundskaber. Det er Grundtvig med udsyn, dvs. det nationalt-poetiske kombineret med udsyn til universets og menneskehedens sammenhænge.

2. Hvad er gymnasiet? Ja, tænketanken DEA’s ungdomsuddannelseskommission, der huser det almindelige hegemoni af meningsdannere på området, vil faktisk helst af med det almendannende gymnasium. Det hele skal slås sammen i en ungdomsuddannelsespærevælling, som man så kalder for demokratisk dannelse, selvfølgelig uden den mindste refleksion over, hvad ”demokrati” eller ”gymnasium” er.

Gymnasiet er almendannelsens område. Ordene ”dannelse/almendannelse” indgår tre gange i formålsparagraffen. Gymnasiet skal rettes mod ”unge med interesse for viden, fordybelse, perspektivering og abstraktion”, og det angår elevernes ”udvikling af personlig myndighed.” Endvidere skal eleverne ”lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden.” Uddannelsen skal tillige udvikle ”elevernes kreative og innovative evner og deres kritiske sans,” og til der henvises til ord som ”medbestemmelse, rettigheder, pligter, frihed, folkestyre og demokrati.”

Til sidst fremhæves ”det globale og det europæiske perspektiv”

Ordene er typiske for nyhumanismens oplysningsidealer: Dannelse, almendannelse, nysgerrighed, pligter, frihed og myndighed, og skoleformen har da også rødder i Madvigs lovgivning fra 1800-tallet, der var dybt præget af ny-kantianske temaer. Men man lægger også mærke til det medborgerlige og det folkelige, der kommer ind i de sidste passager med ”medvirken i et demokratisk samfund” og at ”bidrage til i fællesskab”, hvorefter det globale og det europæiske straks betones igen.

Madvig og Grundtvig var i opposition til hinanden i datidens uddannelsesdebat, og stadig i dag vælger folk side. Men man skal ikke vælge side. Man skal bevare den fulde forskellighed, som skal rumstere inde i og omkring alle nye studenter som en handlingsfjeder.

På den måde ender vi med, at skolen er folkeligt med europæisk blik, og at gymnasiet er europæisk med et folkeligt blik. Grundtvig og Madvig skal kigge på hinanden inde i den 18-årige og åbne hans mund.

Selvfølgelig “kan” man ikke tro på opstandelsen

Stud.mag. Rasmus Vangshardt skriver i kommentaren på kristendom.dk om den verserende Ramsdal-sag:

Endnu vildere er det, når Ramsdal konstant hævder, at han ikke ”kan” tro på opstandelsen og det evige liv. Nej, det er jo netop pointen i luthersk kristendom. Luther påpeger i fortalen til Romerbrevet klart, at troen er Guds gerning i os

Læs kommentaren på kristendom.dk.

Program for foråret 2015 i Aarhus

Det er en udsøgt fornøjelse for Aarhuskredsens bestyrelse hermed at kunne løfte sløret for forårssemestrets program. Hvor intet andet er angivet, foregår foredragene kl. 19.30 i Studenterhus Aarhus, Frederik Nielsens Vej, 8000 Aarhus C.

12. februar: Fra erotisk til religiøs lidenskab – om Wagners opera Parsifal
v/ Anders Klostergaard Petersen, professor MSO i religionsvidenskab, Aarhus Universitet, Richard Mortensen Stuen

19. februar: Kristendommens store kode – mellem skønhed og sandhed
v/ Erik A. Nielsen, dr.theol. og mag.art., Københavns Universitet
Mødelokale 2

12. marts: Konservative dannelsestanker – om tidens pædagogik og den trængte borgerlighed
v/ Ulla Nørtoft Thomsen, cand.mag., lektor i pædagogik, VIA UC,
Richard Mortensen Stuen

26. marts: Paneldebat: Nye vinde over dansk kirkeliv? – en debataften om kirke- og kulturkamp i dagens Danmark, ordstyrer Anders Thyrring-Andersen, mag.art. og §2-teolog
Richard Mortensen Stuen
v/ paneldeltagerne:

  • Merete Bøye, sognepræst og redaktør af net-tidsskriftet Nyt Babel
  • Hans Hauge, lektor i nordisk, Aarhus Universitet
  • Peter Hedegaard, valgmenighedspræst
  • Anders Raahauge, journalist og sognepræst

9. april: Higgs-partikel og Tro
v/ Lars Henrik Andersen, professor, dr.scient., Aarhus Universitet
Mødelokale 1

23. april: Forfatteraften med Svend Åge Madsen (særarrangement med ost og rødvin)
Axis Mundi/Theos Bar, bygn. 1451 AU, Jens Chr. Skous Vej 3