Semesterets program i Aarhuskredsen

Det er redaktionen en fornøjelse at præsentere semestrets foredragsprogram i Aarhuskredsen:

22. september: Det vrede hvide Amerika og trumpismen
v. Christian Egander Skov, ph.d. i historie fra Aarhus Universitet
Mødelokale 1, Studenterhus Aarhus

Præsidentvalget nærmer sig, og Amerika koger, ikke blot af spænding, men også af vrede. Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, har vendt op og ned på den amerikanske højrefløj og er et vidnesbyrd om vreden i et land under hastig forandring. Foredraget vil handle en del om fænomenet Donald Trump og også lidt om, hvad det konservative USA er for en størrelse

6. oktober: Ødipus oeconomicus i landet Tralala. Samfundsanalyse for børn hos Carl Barks
v. Hans Jørgen Lundager, professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet
Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

De bedste af Carl Barks’ historier i Anders And & Co. i 1950’erne og 1960’erne var små kunst- og mesterværker – på niveau med Hergés Tintin fra samme tid – og dermed blandt de store kulturfrembringelser i midten af det 20. århundrede. I foredraget vil jeg give eksempler på Barks’ kombinationer af samfundsanalyse og surrealistisk tragikomik.

13. oktober: Kunsten omkring Aarhus 1814-2014
v. Lars Morell, idehistoriker fra Aarhus Universitet
Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

Engang erklærede direktøren for ARoS, at de lokale kunstnere ikke var gode nok til at udstille på museet. Hvert år har Aarhus festuge bestået i, at man har fløjet udenlandske kunstnere ind til byen – og det samme vil sikkert gentage sig i det såkaldte ”kulturhovedstadsår.” Som modvægt begyndte Lars Morell i 2008 på egen hånd et projekt, der skulle fremdrage historien om de aarhusianske billedkunstnere fra guldalderen til vor tid. Resultatet – i form af murstensbogen Kunsten omkring Aarhus 1814-2014 – udkommer på Aarhus Universitetsforlag om to uger. Lars Morell fortæller om forløbet af sit arbejde.

3. november: Tillid til mennesket er idioti! Tidehvervsmanden Løgstrup
v. Bjørn Rabjerg, postdoc i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet
Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

Bølgerne gik højt i kontroversen mellem Aarhus-teologen Løgstrup og de tidehvervsfolk, som han i kampens hede betegnede som Kierkegaard-epigoner. Af denne grund er Løgstrup af mange blevet opfattet som en decideret modposition til tidens eksistentialisme. Denne opfattelse kommer imidlertid til at skygge for et nært slægtskab mellem Løgstrup og Tidehverv. Et slægtskab, der ikke burde overraske, når man husker, at Løgstrup var en del af Tidehverv i henved 20 år. Når Tidehvervsmanden Løgstrup kommer frem i lyset, afdækkes træk i Løgstrups egen kernetænkning, der let overses.

24. november: Giv mig Gud en ny salmebog – Eller: hvad skal vi med nye salmer?
v. Morten Skovsted, sognepræst i Hjortshøj sogn
Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

Af de 791 salmer, der i 2003 kom med i den nye salmebog, er omkring 100 salmer af nyere dato (dvs. under 100 år gamle). Men både før – og ikke mindst efter – salmebogen udkom, er salmedigtningen i Danmark blomstret voldsomt op. De nye salmer er meget brugte og værdsatte, ikke mindst fordi de imødekommer dem, der ikke er velbevandrede i kirkens og salmedigtningens tradition. For nylig udkom et salmebogstillæg med 100 nyere salmer, og foredragsholderen, der var formand for redaktionsudvalget bag ‘100 salmer’ vil belyse kvalitetsdiskussionen bag udvælgelsen af de 100 salmer og forsøge at besvare spørgsmålet: Hvad er en god salme? Salmesangen vil også blive sat ind i en historisk sammenhæng – og så skal vi nok synge et par vers.

Et semestermedlemskab af Aarhuskredsen koster 50 kr. og giver adgang til alle semestrets foredrag. Uden medlemskab koster et foredrag 25 kr. Foredragene begynder kl. 19.30. En aften i Kredsen byder foruden selve foredraget altid på højskolesang, frisindet diskussion og kolde øl. Vel mødt!

Ole Jensen: Fejring af Kredsens 125-års-jubilæum

Skåltale til Kredsens 125-års-jubilæum, holdt af dr.theol. Ole Jensen på Regensen, 6. september 2013.
Det er 57 år siden, at jeg vovede mig op ad trapperne i Vartov til mit første møde i Kredsen. Det var i mit russemester i efteråret 1956, i Ole Wivels formandstid, og aftenens gæst var hans Heretica-ven Tony Vejslev, der sang sine nykomponerede Frank Jæger-viser til eget guitar-akkompagnement. Jeg var bidt af Frank Jæger og nød det i fulde drag. Efter mødet inviterede Wivel hele forsamlingen ned på Café Kronborg, der dengang lå på hjørnet af Farvergade og Gåsegade, hvor nu Lærerforeningens restaurant har til huse. Wivel lyste af gammelkøbenhavnsk dannelse og spenderede generøst øl til alle, mens Vejslev diverterede med flere numre.
Bag bardisken stod en lidt mystisk, diskret lyttende skikkelse, husets vært. Han navn var Erik Johansen, også han en Wivel-bekendt, og, som vi senere skulle erfare, nazisympatisør i de tidlige besættelsesår. Det var fra hans efterladte kuffert, Odense-litteraterne for 10 år siden med udsøgt sadisme spiddede den 80-årige Wivel i små omgange med en ny afsløring, hver gang han benægtede sin egen ungdomsflirt med Storgermanien.
Jeg fortsatte med at komme til møderne. Midt i lokalet sad allerede da Laurids bred og mægtig i den bedste lænestol, hvorfra han fældede sine inappellable domme over foredragene og docerede sin Laurids-dogmatik. Én ting stod mig klart på stedet – her skulle man vare sin mund. Laurids var skræmmende indtil det intimiderende. – Men tyve år senere kunne jeg kalde ham min ven, og nu har jeg med dagens udgivelse skrevet om ham for tredje gang. Første gang var i festskriftnummeret i 1970, da han blev 50, anden gang i minde-nummeret efter hans død i 1985, og så altså i udgivelsen nu.
Og ja, bladet Studenterkredsen, henholdsvis Kredsen, har i tidens løb skiftet udseende adskillige gange. Men konstansen har været, at her kunne man med kort varsel få optaget sine overvejelser uden så mange redaktionsdikkedarer. Det betød rigtig meget, i hvert fald for os i Aarhus i 60´erne i det intense debatmiljø omkring Løgstrup, som er den tid, jeg bedst kan udtale mig om. Og det savnes i dag. Selv har jeg så tilmed dét særlige forhold til bladet, det er gået op for mig her på det seneste, at bortset fra 100-års-markeringen, som var forbeholdt kvinder, så har jeg da vist og som den eneste bidraget til alle jubilæums- og lignende markeringsudgivelser i min tid. Den allerførste artikel, jeg overhovedet har fået trykt, står nemlig i 75-års-jubilæums-nummeret fra 1967, altså for 46 år siden (man gik ud fra 1892 som foreningens stiftelsesår, hvor arrangørerne i dag sætter det til 1888).
Og om den artikel gælder tilmed det ejendommelige, at den af alt, hvad jeg senerehen har skrevet gennem et langt liv, så uden sammenligning er den, der har haft størst betydning! Det var i den artikel, jeg påviste en modsigelse hos Løgstrup omkring det, der senere kom til at hedde de suveræne livsytringer. Jeg hjalp ham så at sige på rette løgstrupske spor – Hauge siger ganske vist: bragte ham på afveje, nemlig bort fra Tidehverv. Men Hauge siger jo så meget, og lige for øjeblikket ser det ud til, at han regredierer til sin ungdoms Tidehvervs-fase. Min artikel nævnes hver eneste gang, en bog eller artikel kommer ind på de suveræne livsytringer, og det er ikke sjældent, skal jeg hilse og sige. Så jeg tænker somme tider, at jeg kunne have sparet mig et helt livs skriverier, som fulgte efter. Det eneste, der ikke ser ud til at være glemt, er denne min første penneprøve i Studenterkredsnummeret.
Jeg er imponeret over den indsats, der ligger bag arrangementet i dag og ikke mindst udgivelsen af bogen. Rasmus Vangshardt og Kristoffer Garne har givet sagen 1½ år af deres studietid (og deres SU, må man tro). De har frejdigt trodset den liberalistiske sovjettisering af universitet og studier, hvor alt andet end natur- og ingeniørvidenskab og økonomi og lynhurtigt gennemførte studier nedgraderes i den hellige, klodenedbrydende vækstøkonomis navn. Vore to udgivere har uden at skele til den umiddelbart kvantificerbare nytteværdi givet sig hen til stoffet rent con amore og akkurat derved inkarneret klassisk Kreds-ånd – radikalitet og kontinuitet.
Det er fornemt! Tak for ordet.

– Ole Jensen