frokost

En tår over tørsten – eller: Kredsens fire læskedrikke

~ RV ~ Skriv en kommentar


Stud.theol. Kristoffer Garnes skåltale, holdt til Kredsens julefrokost 19. dec. Vi ønsker hermed glædelig jul og godt nytår. Velmødt til et nyt semesters oplevelser i Kredsen.
“Hvorfor drikker de så meget i Kredsen? Er de ikke kristne?” spørger den uforstandige fromme, der ihukommer sig Vor Frelser ord, at den, der drikker det vand, som Jesus Kristus giver ham, ikke skal tørste men have evigt liv.

Ligesom hiin Kierkegaards æstetiker er vi dog faldet t ned i Visdommens bæger, og som det hedder i  Siraks bog, så vil den, der drikker af visdommen, kun tørste efter mere. Derfor drikker de så meget i Kredsen. Mere kundskab, mere græmmelse.

Findes der så en drik, der kan læske denne vor uudslukkelige tørst på hiin side af det evige liv? Kunne det være rødvin og champagne som på sommermøderne, den obligatoriske frokost som til de ugentlige eftermøder på Her er Ro bar, eller er det som i aften denne skønne livets drik, snapsen, der bedst magter?

Ifølge Nordens Mythologi, som skjalden jo har lært os at agte som vor eget gamle testamente, er den eneste væske, der i sandhed kan væde og gøde muldet – og muldets frænder er vi her i Kredsen – den dug, som falder som draaber fra træet Yggdrasills blade. Lad dette være et billede på vores vederkvægende kilder. For ligesom Yggrdrasil har rødder i både Asgård, Jotunheim og Hel, så har Kredens også fire kilder, hvorudfra vores flod strømmer. Det er disse fire kilder, vor fire foretrukne flydende varer repræsenterer.

“In Vino Veritas” hedder det jo som bekendt. Og da Kierkegaard-pseudonymet Constantin Constantius skal holde gæstebud, er reglementet da også, at “Ingen måtte tale førend sandheden blev et forsvar for vinen, og vinen et forsvar for sandheden”. De fleste af os kender ligeledes scenariet med studerekammeret og den halve flaske rødvin eller mere. Rødvinen repræsenterer således det sandhedssøgende; det akademiske.

Champagne er vel oftest forbundet med festlige lejligheder, men i kredsen står det anderledes til. Inspireret af ligedele Nabokovske libertiner med perlende champagne glas, Johannes Steenbuchs evige mantra om at håne pengene, og unge rige svenskeres “vask”, undfangede den yngste generation for nyligt en ny tradition, man bedst kunne kalde det hedenske sakramente, eller, da ritualet undfangedes på dannelsestur til Sydtyskland, Das Apofatische Abendmal.

Vi døber jorden med champagne, som det hedenske sted det er, og indtager de hvide og syndige druer; det bedste verden har at byde på. Den teologiske argumentation er, at det tjener som en afart apofatisk, negativ teologi; vel at mærke i en særlig luthersk-barthiansk aftapning. Ritualet ledsages gerne af en perlende, protestantik latter. Således repræsenterer champagnen det tidehvervske, det protestantiske

Så er der frokosten. Alene den historisk-poetiske myte om dens herkomst – som jeg er sikker på Rasmus Vangshardt vil fortælle jer om, hvis I ikke allerede kender den – er grund ok. Så langt det grundtvigske. Imidlertid er der en anden god grund til, at frokosten trods alt er vor foretrukne læskedrik. Blandingen af den sorte skummende limfjorsporter fra den tunge, jyske muld, og den forfriskende og fandenivoldske elefantøl fra de københavnske taphaller, afbilleder nemlig Studenterkredsens sammenhældning af det jordbundne jyske og det karske københavnske i skøn forning. Således også det folkelige.

Og til sidst er der jo snapsen, livets vand, den danske akvavit, som vi drikker i dag. “Ren som en jomfru og stærk som en bejler” og lavet på danskernes yndlingsspise, kartoflen, repræsenterer den ikke blot det nordiske, men også det nationale, det ægte danske. For hvad er mere dansk end en julefrokost som denne med snaps, svin, synd og solden.

Den forstandige og erfarne siger, at man ikke skal blande for mange afarter af spiritus, så går det galt. Jeg siger, at vi netop her i Kredsen har forstået at blande den rette læskedrik, der tapper af de fire kilder, som Kredsens flod strømmer ud fra: Det akademiske, det protestantiske, det folkelige, det nationale. Skål! Og lad os så synge “Alle mine kilder” i ihukommelse af, at vi, når alt kommer til alt, trods alt lever af Guds ord som vort daglige brød.

Øl som bekendelseshandling eller: hvorfor en frokost hedder en frokost

~ RV ~ En kommentar

Alle Kreds-husarer ved, hvad en frokost er, men det er i den sidste tid blevet mig klart, at ingen ved, hvorfor en frokost hedder en frokost.  Jeg forhørte mig hos flere af de gamle koryfæer, men de havde kun skammeligt saglige grunde at byde på, såsom at det skam er en kendt drik, der hedder sådan i hele landet, eller at det stammede fra Andys bar, hvor man i gamle dage tilsyneladende kunne spise frokost, og at de gamle fyldebøtter blev ved at kalde en frokost for en frokost, selvom der ikke var andet end bajere tilbage.
En anden forklaring kunne være, at Thomas Michael på Her er ro-bar har et enormt lager af for gamle elefantbajere, som han skal af med, inden de for alvor bliver sundhedsskadelige, og derfor har prakket Kredsen denne drik på.
Historiske årsager som disse kan være meget gode, men ved et tilfælde er jeg stødt ind i en mere mytologisk forklaring, der af netop den årsag i Kreds-sammenhæng naturligvis må holdes for sandere.
De fleste vil vide, at et af det tidlige Tidehvervs store kæpheste var den missionske skelnen mellem Guds børn og verdens børn. Skellet slog – så vidt jeg ved – for alvor igennem på dansk grund i første generation af den indremissionske vækkelse i løbet af anden halvdel af 1800-tallet, hvor de stærke folkelige vækkelser i visse kredse skabte et behov for, at man kunne skilte med sin frelsthed. Der skulle være tydelig, udvortes forskel mellem dem, der havde valgt Jesus (netop Jæææsus og ikke Kristus) og således var en del af de helliges samfund, og så dem, der levede i mørket.
De første Tidehvervsfolks kritik af det skel måtte naturligvis også pege mod dem selv, og derfor fik de selv brug for en ny markør af, at de altså var Guds børn. Måske var det derfor, at de blev kendt på særligt én ting: At man altid vidste, når der var en Tidehvervsmand i stuen. De bandede højere, var mere stridslystne og drak som regel tungere end resten af selskabet.
Denne tradition gjorde ifølge Torben Bramming i bogen Livsmod på Guds ord om Kristoffer Olesen Larsen, at øl nærmest blev en bekendelseshandling. Herligt ord! Her bedes man naturligvis også se en parallel til, hvordan man for tiden oftest kommer med i Kredsen. For hvis det ikke er i tågerne på Her er ro-bar – hvor så?  For Kredsen fik denne bekendelseshandling den særdeles interessante konsekvens, at man ifølge Torben Brammings arkivarbejde et år brugte overskuddet fra bladet Tidehverv til at ”drikke frokoster”.
Dermed turde to ting være slået fast: (1) Frokostens genealogi og (2) det faktum at Kredsen i sandhed er bærer af en grundtvigsk-tidehvervsk tradition.

Også holdt som skåltale til Kredsens julefrokost 21. dec.


—
Appendix I
I Brammings bog fortælles det for øvrigt også, at der var grænser for det tidehvervske frisind. Da den senere så kendte fortæller og oversætter Anne Sofie Seidelin som 18-årig tog med på Tidehvervs sommermøde i Hinsgavl og tillod sig at tage på kro med den ældre forfatter Marcus Lausen, skal N.I. Heje personligt være kørt af sted for at hente hende tilbage. Ifølge Bramming følte Heje sig simpelthen ”ansvarlig for hendes ærbarhed”.
Appendix II
I forbindelse med Olesen Larsens forhold til henholdsvis grundtvigianismen og Indre Mission kommer Bramming igen ind i nærheden af skellet mellem Guds børn og verdens, da han beskriver Olesen Larsens forhold til omvendelsens mulighed. Her havde Olesen Larsen det særdeles svært med begge kirkelige retninger. Problemet for Olesen Larsen er ifølge Bramming, at begge retninger tror, at det er mennesket, der sidder inde med en mulighed over for Gud. At det er mennesket, der egenhændigt vælger mellem frelse og fortabelse.
Hos Indre Mission gør man det revolutionært i form af en radikalt forskellig oplevelse før og efter den hændelse, at man har valgt Gud, mens man hos grundtvigianismen gør det evolutionært i form af en guddommelig spire, der kan bringes i langsom vækst i menigheden. Bramming:
”Derved står Indre Missions forkyndelse af omvendelsen hele tiden i fare for at psykologiseres, så det hele tenderer imod baptisme, dvs. voksendåbsteologi, der lægger stor vægt på den psykologiske tilegnelse af det, der tilsiges én i dåben. I grundtvigianismen har man svært ved at ’værge sig mod idyllen,’ som Olesen Larsen siger det, og sørge for, at der virkelig sker noget. Det er svært at vise forskellen mellem kristelig frimodighed og menneskelig livslyst. Grundtvigianismen tenderer hele tiden mod humanismen.”
Problemet for begge retninger er for Olesen Larsen, at det menneskelige jeg spaltes i to: En syndig og en hellig del og det, der frelses, er kun den hellige: ”sjælen eller den evige spire af guddommelighed” (s. 36). Guds Ord er tale til den hellige del, og når man ikke hører Guds ord, er det fordi det naturlige menneske har fået for meget magt. Men Olesen Larsen påpeger, at det er det hele menneske med dets laveste sanser, værste tilbøjeligheder og mørkeste tanker, der frelses. At hævde andet er ifølge Bramming det, Olesen Larsen kalder flugten fra livet.