Ytringsfrihed og islam – et år efter attentatet mod Krudttønden

I anledning af den nys forgangne årsdag for attentatet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade bringer Studenterkredsens blog hermed et indlæg af stud.theol. Mathias Harding om islamkritik, ytringsfrihed, integration og åndsfrihed.

Den 14. og 15. februar 2016 markerede årsdagene for Omar El-Husseins to attentater mod henholdsvis Krudttønden på Østerbro og synagogen i Krystalgade i indre by. Nærværende tekst tager udgangspunkt i det første attentats angreb på ytringsfriheden.

Siden Jyllands-Postens publicering af de tolv satiriske tegninger af muslimernes profet Muhammed i 2005 har vi – ikke mindst i Danmark – debatteret ytringsfrihedens væsen og formål, specielt når det drejer sig om kritik af islam. Muhammedtegnere som Kurt Westergaard – der stod for den mest famøse af de tolv tegninger i 2005 – og svenskeren Lars Vilks er mordtruede. Dette gælder også flere islamkritiske debattører, heriblandt folketingsmedlemmet Naser Khader og historikeren – og tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet – Lars Hedegaard. Også JP/Politikens Hus i Køben-havn og Jyllands-Postens hovedsæde i Viby ved Aarhus har været et ønsket mål for militant islamistisk terror siden publiceringen i 2005. Desværre blev ikke bare Paris og Charlie Hebdo ramt af islamismens vold sidste år, men også København, da Omar El-Hussein som nævnt angreb Kulturhuset Krudttønden på Østerbro, hvor et debatmøde fandt sted under overskriften ‘Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed’ arrangeret af Lars Vilks Komiteen d.14. februar 2015, årsdagen for fatwaen mod Salman Rushdie i 1989.Én af deltagerne ved mødet, filminstruktør Finn Nørgaard, blev skudt og dræbt.

Rune Lykkeberg og den praktiske ytringsfrihed

Det overraskede nok mange da en ledende skribent i 2013 – fra den ellers så konfliktsky avis Politiken – satte ord på, hvilken alvorlig indskrænkning ytringsfriheden undergår i disse år. Denne ledende skribent var kulturredaktør Rune Lykkeberg, der – i modsætning til sin chefredaktør Bo Lidegaard – ville anerkende, at ytringsfriheden er truet. Det gælder selvfølgelig ikke den juridiske ytringsfrihed, men den praktiske ytringsfrihed. Som Lykkeberg skrev:” Det begrænser selvfølgelig det praktiske spillerum for, hvad man kan sige og tegne, når man skal kalkulere med volden som risiko.” (”Ytringsfriheden er truet på det praktiske plan”,Politiken 24.11.2013).Man kunne i den forbindelse også tale om en formel versus reel ytringsfrihed.

I forlængelse af den manglende anerkendelse af truslen mod ytringsfriheden, har mange – navnlig debattører – været fortalere for positionen ”ytringsfrihed, men”, når talen er faldet på, hvad man bør eller rettere ikke bør sige, skrive og tegne i forhold til islam. Det er ikke bare herhjemme, men overalt i Vesten, at denne position har været fremført – en position fremført af, hvad Salman Rushdie har kaldt ’the but-brigade’.På dansk kaldet ’men-menigheden’.

Positionen eller holdningen: ”Du har din ytringsfrihed, men derfor bør du tænke dig om og ikke krænke muslimers religiøse følelser”, mener jeg for det første, er unødvendig. Hvorfor unødvendig? Fordi Grundlovens ytringsfrihedsparagraf siden 5. juni 1849 har rummet en begrænsning af ytringer. Denne begrænsning lyder: dog under ansvar for domstolene. For det andet, mener jeg, at holdningen kan have et farligt potentiale. Hvorfor et farligt potentiale? Fordi den kan risikere at være med til at legitimere volden mod de såkaldte “krænkere”, “blasfemikere” dvs. tegnere, debattører og andre, der fremfører kritik af islam. En militant islamist lærer jo allerede foruroligen-de mange steder i den islamiske litteratur (Koranen, Hadith og Sira), hvordan man skal reagere over for sine modstandere: gør som Muhammed gjorde i Medina og forfølg dine modstandere – slå dem eventuelt ihjel.

Integration og åndsfrihed

Jeg mener, det er at skade integrationsprojektet for muslimer i Danmark og i Vesten generelt, at foregøgle dem, at lige præcis deres religion – herunder deres religionsstifter – er for hellig til at blive kritiseret og debatteret. Ikke blot skader denne foregøgling integrationen, men på sigt er den med til at afvikle åndsfrihedens primat. Den åndsfrihed, vi har i dag, må ikke tages som en selvfølge, men som et tilkæmpet gode. Luthers kritik af fyrsters tvang ift. tro (’Von weltlicher Obrichkeit’,1523) og senere oplysningsfilosoffernes kritik af politiske magthaveres manglende tolerance har historisk haft gennemgribende positive indvirkninger på udviklingen af vestlig åndsfrihed: tanke-, tale-, trykke- og religionsfrihed.

Ønsker vi, muslimer såvel som ikke-muslimer, at bevare åndsfrihedens primat her til lands og i Vesten generelt, er der for mig at se tre nødvendige forholdsregler, der bør træffes. For det første bør man anerkende kritikeres frihed til kritik af islam.Der ligger i denne anerkendelse ikke, at man selv behøver at abonnere på denne kritik. For det andet bør man ikke fordreje islamkritikkens formål i debatten, blot fordi man ikke deler denne kritik. At fordreje islamkritikkens formål ses f.eks. når en debattør fremfører det synspunkt, at det, at fremføre islamkritik i grunden er det samme som at vise foragt for mennesker med muslimsk tro. Dette synspunkt er manipulatorisk. Kritisk debatkultur og det at foragte mennesker er ikke det samme. Er man helt uforstående over for islamkritikken, er man, ikke-muslim såvel som muslim, jo altid velkommen til at træde ind i debatten og plædere for anderledes positive synspunkter omkring islam. Det er jo også én af ytringsfrihedens gevinster. For det tredje bør man ikke tale om, at muslimer i Vesten på det nærmeste tvinges til at hylde ytringsfriheden, for man tvinger ikke nogen til at hylde ytringsfriheden, man opfordrer – allerhøjest – til det.

Islamkritik – hvorfor?

Her til sidst vil jeg stille nogle spørgsmål, der måske kan få nogle af de, der fortsat er skeptiske over for islamkritikken, til at genoverveje deres holdninger. Kunne det tænkes, at islamkritikken har sin berettigelse: at der er tale om en fremstilling af islam, der ikke er det rene opspind for at få en minoritet ned med nakken? Er kritikken ikke nødvendig for en fortsat bevarelse af Vestens imponerende tradition for åndsfrihed? Gør man ikke de vestligt sindede muslimer en bjørnetjeneste af de helt store, hvis ikke man står fast på åndsfrihedens juridiske samt kulturelle primat – f.eks. når det i Vesten gælder spørgsmålet om de reelle muligheder for at forlade islam?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.